Et nytårsfortsæt skulle gerne give et bedre liv. Her virker det modsat – medmindre det er meget, meget enkelt
• Godt så. Striptease-juletræ er smidt ud på græsplænen, og langt de fleste grannåle – skamløse træ valgte at smide dem alle – er støvsuget op. Tømmermændene fra årets sidste aften har også fortaget sig, vi er flere dage inde i det nye år, og desuden er jeg løbet tør for overspringshandlinger, så: Det er nytårsfortsæt-tid!
Ikke at jeg i skrivende stund har lavet om på noget som helst. I år vil jeg nemlig gå grundigt til værks og har derfor læst en masse om nytårsfortsæt og om, hvordan man holder dem. Faktisk læser jeg stadig, for det er tilsyneladende ikke så ligetil at lave ændringer i sit liv. Og det skal man jo, når årstallet skifter: En beslutning om nye tiltag kan på ingen måde træffes en tilfældig tirsdag i april, den er ganske enkelt ikke gyldig, før man den 31. december højtideligt lover sig selv – helst foran vidner – et eller andet livsforandrende.
Det kunne være oprydning. Ikke bare den daglige, men den helt tilbundsgående. Den, der gør ondt, fordi den kræver konfrontation med – og efterfølgende udsmidning af – uanede bunker og habengut. Formidabel idé, passer så fint her til matriklen, hvor nogens samlergen har taget fuldstændig overhånd, hvorfor kælder efterhånden er indrettet med små gangstier, der snørkler sig mellem kasser og ting og ting og ting. Heldigvis fandt jeg et site med uvurderlige råd om, hvordan man griber den slags rod an. Det handler om at finde ud af, om tingene overhovedet har en funktion i ens liv. Og ifølge det geniale website er der én oplagt måde at finde ud af det på: Man spørger selvfølgelig tingene selv!
”Har du en funktion i mit liv, eller suger du bare min energi?” Kunne man så lige høre den gamle brødrister om og på den måde få et klart svar. Og selvfølgelig gav jeg det et forsøg, for man skal ikke disse noget, før man har prøvet det. Så jeg åbnede dør ned til kælder og råbte (meget højt, så ingen ejendele senere kan påstå, at de ikke hørte det):
”Hallo, alle dernede! Har I en funktion, eller fylder I bare ad helvede til?” Alle som én påstod, at de havde en klar funktion og derfor eksistensberettigelse, og da det var afklaret, lukkede jeg dør igen med en tydelig fornemmelse af, at det ikke er den vej, mit nytårsfortsæt skal gå.
Måske man skulle udse sig en mere indre vinkel. Noget med at ’stå ved den, du er’ og ’vær dig selv’, som i forskellige varianter også er et yndet løfte for det nye år. ’Wow, kan man vælge?’ Kan jeg ikke lade være med at tænke. Er det muligt at skifte mellem mere eller mindre ’selv’? Der opstår jo af og til situationer, hvor én adfærd er mere hensigtsmæssig end en anden, og jeg fornemmer, at det for nogle af os ville være yderst gavnligt, hvis man kunne stå lidt mindre ved. Sandsynligvis ville livet for de samme af os blive en hel del lettere, hvis man kunne vælge, hvor meget ’selv’ man skulle medbringe til enhver given lejlighed: Hele pakken til en fest, not so much til et forældremøde.
Den slags indre nytårsrenovering er dog helt, helt udenfor min rækkevidde, og det har gjort mig en anelse modløs, må jeg indrømme. Og det bliver ikke bedre, når jeg læser alle de gode råd om, hvordan man holder sit nytårsfortsæt; fra hensigtserklæringen i en champagnebrandert til den praktiske virkelighed. Det virker frygteligt omstændeligt at holde, hvilket de fleste af os da heller ikke gør. Ikke så sært, skulle jeg mene. For skal man følge rådene for den mest sandsynlige vej til succes, kræver det nemlig planlægning. Masser af planlægning. Man skal forudse fristelser og faldgruber og alt efter, hvad ens nytårsfortsæt går ud på, skal man arrangere køleskab, job, familie eller socialt liv derefter. Desuden skal man lave lister. Masser af lister. Over hvad man vil opnå, hvorfor man vil opnå det, fordele og ulemper, mål og delmål, successer og fiaskoer og naturligvis også følelser og tanker forbundet med successer og fiaskoer. I helt grelle tilfælde, (”mit nytårsfortsæt er at træne til Marathon sammen med mine tre bedste veninder”), skal man ikke kun stå til regnskab overfor sig selv, men overfor en hel gruppe af andre. Hvad dét kræver af ekstra planlægning og lister, tør jeg slet ikke tænke på.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige mig helt fri for lidt misundelse på de mennesker, der besidder evnen for overblik, og måske er rønnebærrene også bare sure. Pudsigt nok er jeg dog ikke stødt på ’flere lister’ eller ’mere planlægning’ som nytårsfortsæt, hvorimod ’mere tid’, ’mere nærvær’ og ’mindre stress’ er ret populære. Jeg tror, det er dén vej, jeg også går – i det omfang, det giver mening her på matriklen. Det vil sige uden langtidsplanlægning, delmål og lister. Så her er mit nytårsfortsæt for 2016:
I stedet for at bruge ti minutter hver morgen på at stirre ind i køleskabet, groggy af søvn og uden at kunne huske hvorfor, jeg står der, vil jeg gøre noget nyt. Fordi det vil gøre mig til et bedre menneske, et mere nærværende, lykkeligt og velafbalanceret menneske: Fremover vil jeg derfor smøre podernes madpakker om aftenen.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 8 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
