Med masser af absurd humor og hårdkogt realisme skildrer ny politifilm ghettolivet i Paris’ forstader, uden at det koger over med hverken rigtige meninger eller hadsk racisme.
Titel: Les Miserables. Instruktør: Ladj Ly. Skuespillere: Damien Bonnard, Alexis Manenti, Djibril Zonga, Issa Percia. Varighed: 103 minutter. Premiere: 2. januar.
De er tre betjente i den parisiske forstad Montfermeil. Hårdhændede Chris, der ikke giver noget for regler. Den nytilkomne landbetjent Stéphane, spillet af erfarne Damien Bonnard, der vil gøre tingene ordentligt. Og så Gwada, der på grund af sin opvækst i området har en vis autoritet.
Sammen turnerer de ghettoen, kropsvisiterer og slår til, hvis der opstår ballade, og med de hverdagsagtige, sexistiske samtaler mellem betjentene sikrer skuespillet den tilstræbte realisme i Oscarnominerede Les Miserables instrueret af debutanten Ladj Ly, der vandt juryprisen for filmen i Cannes.
I det franske kvarter findes blandt andre Borgmesteren, en selvudnævnt chef der samarbejder med politiet og holder narkoen i skak. Og kebabmesteren Salah, der er tidligere bandeleder, men nu prædiker gennem det muslimske broderskab. Og et hav af unger, der fordriver tiden langt fra forældrenes opsyn og begår småkriminalitet i kvarteret. Blandt dem er unge Issa. Han er på politistationen, fordi han har stjålet en pose med levende høns. Faren slår ud efter ham. Er magtesløs over for sin uvorne unge.
Men balladen er løs, da en løveunge bliver stjålet.
Filmen skildrer fra primært politibetjentenes perspektiv livet, som det leves i parisiske forstæder, hvor fattigdom og arbejdsløshed går hånd i hånd med kriminalitet. Hvor muslimske foreninger, bander og selvudnævnteledere holder lågen på gryden, der konstant risikerer at boble over i anarki og optøjer. I Norden har der været massiv mediefokus på ballademagerne i Malmö, men i modsætning til svenskerne, lader Frankrig ikke til at have samme berøringsangst over for problemerne blandt efterkommere af indvandrere. En lignende rå skildring af utilpassede unge har vi i hvert fald ikke set herhjemme.
Et perspektiv til gademiljøet er den stigende private overvågning. En ung dreng har købt en drone og udspionerer fra højhustagene ikke kun pigeværelser, men også politiets lange arm. Filmen har masser af temperament og fremdrift. Og heldigvis bliver hele virakket leveret med humor.
Det er kosteligt morsomt, når en gruppe pumpede sigøjnere med køller stiller sig op foran en gruppe afrikanere og arabere og skændes om, hvem der har stjålet sigøjnernes løve fra et cirkus. Politisk ukorrekte ord som ‘neger’ og ‘bøsser’ flyver i flæng. Underklassen siger det, vi andre ikke må, og de truer hinanden med bål. Politiet må hellere finde den løveunge.
Nok kan de etnisk-kulturelle skildringer ikke undgå at blive karikerede, og dermed en anelse stereotype, men det baner vej for en let humor, der gør en i stand til at holde de primitive, voldsparate situationer ud.
Og det er nu, det går grueligt galt. På en asfaltfodboldbane kommer de tre betjente i klammeri med gadens unger, der overfalder dem. Gwana reagerer med sin flash-ball-pistol, et mildere håndvåben, der dog kan dræbe.
De tager en såret dreng ind i politibilen, men det hele er blevet optaget af dronen. Nu må politiet arbejde sammen med Borgmesteren og kebabmesteren Salah for at finde optagelsen, der, hvis den bliver offentliggjort, kan skabe kaos og optøjer, som dem der fandt sted i Paris i 2005. Alt imens lider drengen.
De tilspidsede situationer skaber konflikter mellem de tre betjente. Den hårdhændede Chris, den diplomatiske Stéphane og den stressramte Gwana, der har fyret pistolen af.
Undrer man sig over referencen til 1800-talsromanen Les Misérables, får man tidligt svar. Blandt andet foregår noget af romanen, oversat til dansk De Elendige, i selvsamme kvarter, bare 100 år tidligere.
MERE OM DETTE EMNE:
