Det nye år kickboksede sin ankomst, men hvad, der ikke slår en ihjel, gør forhåbentlig en tyndere. Og i hvert fald nostalgisk efter gode, gamle ’19
Så nåede man endnu en omgang rundt på brættet og det med hvinende hjul og skred i svingene. Er du sunshine, det gik stærkt, nåede knap at nyde udsigten i ’19, før 2020 bankede på døren. Vær da så velkommen, bruger du mælk i kaffen? Men ’20 er slet ikke til den slags høfligheder. Det er all business, viser det sig: Ingen grund til at udskyde tingene eller fordele dem lidt mere jævnt hen over året.
Jeg sidder derfor i skrivende stund hjemme med yngste pode, som måtte hentes akut i går, på første skoledag, fordi han havde kastet op. Meget pludseligt og uventet og derfor også på tøj og sko. Dreng fortsatte festen aftenen og natten (hele natten!) igennem med utallige toiletbesøg, idet maveonde havde udviklet sig til tyndskid.
Samtidig har ældste søn det sidste døgns tid forlangt jævnlige input om årsag, antal og graden af synlighed, idet han har kortlagt hver eneste, hormonelt betingede bums i sit ansigt. Men det er jeg nu kun gået halvhjertet ind i, for der har jo også været vedligeholdelseskrævende chihuahua og dens galopperende øjenbetændelse at se til, og en hel del af min tid i det nye år er derfor gået med at dryppe hundeøjne fire gange dagligt. Med to forskellige præparater. (Som i øvrigt, under ingen omstændigheder, må gives samtidigt.)
Fornemmer allerede nu, på årets tredje dag, at 2020 ikke er af den blødsødne slags. Bliver helt nostalgisk efter gode, gamle ’19 . . .
Antallet af kroner jeg fik for gamle bil, da jeg udskiftede med en ny:
Ganske, ganske få. Altså, virkelig, ganske absurd få.
(Måtte nærmest betale bilforhandler for at aftage aldrende auto. Fik at vide, at gaffatapede skade på ene forskærm var en stor del af årsagen. Plus den manglende kofanger og andre dimser, der også var faldet af i årenes løb. Pernittengryn! Som om de dele havde noget med kørslen at gøre.)
Behov for at udskifte underlag i bagagerum på nye bil: Absolut intet.
(Lod alligevel rare bilsælger forklare udførligt om henholdsvis vinter- og sommerunderlag. Han virkede så begejstret for, at de fulgte med; nænnede ikke at tage glæden fra ham.)
Antal gange jeg er blevet direkte konfronteret med det faktum, at yngste pode ikke er en lille dreng længere: Alt for mange.
(Oftest i en fysisk kontekst. Som når knægt, helt og aldeles uopfordret, forklarer, at det er ret irriterende, når ”tissemandshårene sidder fast i underbukserne, mor . . .”)
Antal gange pissedyre hundeforsikring har dækket pissedyre dyrlægeregninger: Ingen.
(Forsikring af chihuahua kommer med forbehold, race har tilsyneladende utallige, medfødte skavanker: Problemer og/eller sygdomme, der involverer knogler, tænder, bevægeapparat, øjne, ører eller indre organer, anses derfor som forventelige. Får kræ en pilatesskade, er der til gengæld ingen smalle steder i min forsikringspolice.)
Antal af større gør-det-selv projekter: Et
(Dør på opvaskemaskine havde pludselig ingen modstand, hvilket medførte smertefulde sammenstød mellem den og alle skinneben på matriklen. Googlede mig frem til, at der sidder nogle fjedre, man selv kan udskifte. Bestilte fjedre og gik i gang med at fikse.)
Antal af indkøbte, nye opvaskemaskiner: En
(Reparation temmelig fejlslået. Da jeg forsøgte at hive dør af for at komme ind til de gamle fjedre, fløj det rundt om ørerne på mig med diverse komponenter og dimser. Erfarede, dels at diverse komponenter ikke kunne tåle at blive hevet i, dels at det var dem, der, sammen med dimserne, holdt dør fast på selve maskinen. Uhyre lærerigt. Kunne til gengæld hverken lime diverse, knækkede komponenter eller ødelagte dimser sammen, kunne heller ikke få dør på plads igen. Bestilte ny opvaskemaskine med ekstra spændstige dørfjedre.)
Antal henvendelser fra Skattestyrelsen: Fire
(De vil jo gerne opdateres jævnligt derinde, så hver gang jeg modtog noget med, ”du kan nu rette i din…” noterede jeg diverse tal i diverse felter. Hvis dét kunne løfte humøret hos styrelsesfolkene, så gik der jo ingen skår af mig. Men man skal virkelig passe på med at notere tal i felter – også selv om det umiddelbart virker til, at det er præcis de felter, præcis de tal skal noteres i. For det er det ikke. Derimod kan man såre nemt fejlagtigt registrere sig selv som førtidspensionist med hobbyvirksomhed i kælderen, eget hus på Maldiverne og et befordringsfradrag på trehundredetusinde. Må ringe til styrelse en af dagene og rette misforståelser.)
Antal mænd, som bare MÅTTE have mig: Nul.
(Blev lige zingle i løbet af året. Det er ”a whole new world,” som Aladdin synger, og ja, jeg kan relatere, selv om det er et flyvende tæppe, og ikke livet uden for et parforhold, han mener. Ikke at jeg er nået så langt i mine refleksioner. Arbejder egentlig mest bare på ikke at være kvinden med de blå tænder, når jeg befinder mig i sociale sammenhænge. Skal muligvis arbejde mere seriøst på det område; ville jo gerne kunne notere ”muligvis en enkelt, i et kvarters tid” på næste opsummering.)
I øvrigt lavede jeg absolut ingen nytårsfortsæt den sidste aften i ’19. Ikke engang den oplagte om at, (jeg burde, jeg burde, jeg burde), holde op med at ryge, var til overvejelse. Men man kan jo blive overrasket på den konto: Det er ikke utænkeligt, at rygetrangen ganske enkelt vil blive tævet ud af mig. Med bitch-slaps og personlig hilsen fra 2020.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 18 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
”Du har lige brugt din pension”