Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Ih, tak! Det er lige hvad, jeg overhovedet ikke kan bruge til noget

louiseDecember er måneden, hvor de mest nyttesløse ting kan erhverves og ofte bliver det. Som gaver til andre

• Og det skete i de dage, at butikkerne gik amok. I unika-keramik, smykker, lingerisæt kun mannequindukker kan bære, elektriske gadgets, cremer til kropsdele, som ikke behøver creme, bordskånere, nisser og nips (af messing), køkkenmaskiner for de, der mangler udfordringer i livet og pangfarvede pasta-sneglehuse i matchende kurve. Generelt.
    
For det er juletid, og intet er så fjollet, at det ikke kan pakkes ind og foræres væk. Skulle nogen, for eksempel, kende en festabe, så har et tøjfirma den oplagte gave: Virksomheden har nemlig testet sine kjoler med sensorer ”på en række af Europas festligste kvinder” (???) Dermed kan man være helt sikker på at finde det perfekte stykke party-tekstil, for klunset er inddelt i fire, videnskabelige kategorier: ’Varighed’, ’romance’, ’mingling’ og ’dans.’ Hvabehar, tænker jeg bare. Hvorfor har ingen tænkt på det noget før? Hvordan i alverden har vi klaret os uden? Vi kan vel også alle få brug for et par pomponer af mink ”lige til klipse på skoene.” Bare i ny og næ. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at sådan et par pelskugler ville pifte mine gummistøvler gevaldigt op og simpelthen ændre hele mit udtryk, når jeg henter poderne på skolen.
     
Og mens vi er ved det: Skulle nogle familiemedlemmer eventuelt læse med her så lad mig benytte lejligheden til formidle et ’nej tak’ til køkkenaggregater. I nogen som helst form. Jeg har så rigeligt, i kælderen, hvor jeg har indrettet min helt egen kirkegård for den slags dimser. Hos mig virker de nemlig aldrig, som det påstås, at de gør, eller også har de udelukkende tjent til at besværliggøre en ellers aldeles simpel gerning. Den elektriske citronpresser; et bordeaux monster, der fylder det halve køkkenbord og ikke på nogen måde kan retfærdiggøre sin eksistens med de fire spiseskefulde citronsaft, jeg skal bruge årligt. Desuden den elektriske opvarmer til mælk, som virkede super smart, men ikke var det, idet den konsekvent spyede skoldhed laktose ud over det hele på trods af, at jeg kun hældte biodynamisk sødmælk i tingesten.   
     
Desværre kan jeg ikke holde andre ansvarlige for min samling af meningsløse køkkenmaskiner, da jeg, i min manglende selverkendelse, har stået for samtlige indkøb af dem. Men her op til jul, er det som om, at andre mennesker også propper hoved og al omtanke op i nummi og med den skavank – samt de bedste intentioner, det må vi ikke glemme – begiver sig ud på gaveindkøb. Eller måske går de blot i panik, fordi de pinedød skal begave et større antal mennesker på én gang, og egentlig er årsagen også ligegyldig, for resultatet bliver det samme: Gaver, som ikke tager højde for modtageren. I bedste fald. Går det helt galt, kan det være direkte pinagtigt og kræve uanede mængder af viljestyrke udi smil og taksigelser fra staklen, der har åbnet den. Således fik en veninde engang et par totalt slutty g-streng trusser af sin meget gamle mormor, som havde sendt andre i byen for sig. Man kan kun prøve at forestille sig, hvad hun havde bedt sin hjælper om at købe:
    
”Og min datterdatter skal have nogle gode mamelukker. Men af den moderne slags, som de unge kan lide. De ved sikkert, hvad der er smart i dag.”
    
En anden bekendt har globetrotter-tanten, der konsekvent køber julegaver på ’sine rejser’, hvorfor min bekendte har oplevet at få et multifarvet, glitrende mini-tempel med indlagt springvand fra Indien, som var ”højeste indretningsmode”, hvis man altså var i tresserne og hindu-kvinde, hvilket i øvrigt var uden betydning, for det kunne jo alligevel ikke byttes. Selv har jeg i årenes løb fået julegaver, som i sig selv egentlig var helt fine ting, men hvorfor i alverden jeg skulle have dem, er mig stadig en gåde. Der var det semiprofessionelle keyboard, uagtet at jeg kun mestrer ”Frikadellens flugt over plankeværket” på tangenter. Jeg erindrer også et komplet paella-sæt til grillen, skønt alle, der kender mig, ved, at det mest avancerede min grill nogensinde har set, er røde pølser. Desuden kan jeg ikke lide ris.
    
Dog husker jeg bedst én jul som helt særlig netop på grund af nogle gaver, som et familiemedlem havde købt. Ganske vist ikke til mig, og jeg skal heller ikke nævne givers navn her, men okay, det var min mor, som skænkede hver af sine tre svigersønner en autentisk souvenir fra Sydafrika: Et penisfutteral. På det medfølgende foto kunne vi alle se, hvordan en zulumand bar det stolte tilbehør. Fotoet blev intenst studeredet af de tre mænd den juleaften i en stue i Danmark, mens de utvivlsomt søgte som gale inde i sig selv efter passende ord og ansigtsudtryk. I dag er to af de tre svigersønner i øvrigt ikke svigersønner i vores familie længere, men det har overhovedet ingen sammenhæng med julegaven det år. Eller. Det tror jeg i hvert fald ikke, at det har. Under alle omstændigheder efterlod de alle tre deres tisseleif-tingester her, forstå det hvem, der kan, og dermed har jeg jo fået en helt enestående chance forærende: Ved at videreføre min mors julegavetradition kan jeg sprede samme glæde til mine sønner en dag, og jeg vil vælge en fremtidig jul med omhu. Jeg tænker, at det vil være mest passende en juleaften, hvor de har deres kærester med for første gang.    

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 8 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Close

Translate »