Ny aktivitetsplads ved Orientkaj. Både voksne og børn tog godt i mod træningsredskaber, bænke og 8000 planter.
Truende mørke skyer afholdt ikke omkring 200 mennesker fra at møde op til åbningen af pladsen mandag 23. juni. Her var der taler af Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) og Adm. direktør Anne Skovbro fra By & Havn. Trænere fra Pro Sundhed stod for dagens workout, og der blev budt på juicer og proteinbars.
Pladsen på 1500 kvm. er udviklet i samarbejde med rådgiverne BARK og COBE, og beplantet med godt 8000 planter af forskellig art, ligesom kunstnerisk belysning skal være med til at skabe tryghed og stemning i de mørke måneder.

Spiralformet skulptur
Centralt på pladsen står den spiralformede skulptur, skabt af den svenske kunster Beatrice Hansson. Hun har tidligere skabt lignende værker – bl.a. i Remiseparken.Skulpturen skal både være en sanselig og fysisk oplevelse, og fungere også som redskab i det nye træningsmiljø.
To små drenge, Bille og Willam stod og så meget nysgerrige på redskabet .
Bille havde lige fået en stor gul gravemaskine, som han ikke slap hænderne fra. Men William begyndte på eget initiativ at lave armhævninger på redskabet.
“Vi kommer helt sikkert til at bruge pladsen her. Det er et specielt og spændende sted. Og det er virkelig godt at der kommer flere steder, man kan gå hen med sine børn,” sagde hans mor Sophie.

Pigerne er blevet hørt
Den nye aktivitetsplads er skabt i tæt samarbejde med elever fra Randersgade Skole og Copenhagen International School.
Især de større piger er der blevet lyttet til.
“Igennem dialogen har vi opdaget, at de unge piger ofte sidder og kigger på, at andre er aktive. De ønsker bl.a. flere tryghedsskabende elementer og spejle, som kan skabe en refleksion af byrummet,” forklarede Anne Skovbro.
