Nogle ignorerer den, mens andre gør den interiør-lækker, men begge dele er store misforståelser. Halloween bør derimod tages dybt alvorligt.
Uh, vi glæder os i denne tid, efterårets højdepunkt er nemlig lige om hjørnet. Ja, faktisk vil jeg ikke helt afvise, at det er den vigtigste sæson overhovedet her på matriklen, sæsonEN, simpelthen: Det er halloween, mine damer og herrer! Yeah!
Vi kickstartede med en græskaraften, poderne, jeg selv, mine to søstre samt svogeren, og spørger man mig, så blev vores udskårne værker ret flotte. Især da mørket faldt på, og man ikke længere kunne se reparationer og smuttere i designet, (fejlafskårne dele sat på igen med superlim, enkelte, inoperable hareskår,) som i øvrigt også er en del af charmen. Og ikke mindst uhyggen, skulle jeg mene. I den forbindelse vil jeg gerne rette en direkte henvendelse til græskar-creatører fra Lækkert-Lyst-Luftigt boligsegmentet. Der er nemlig noget, I har misforstået: Halloween skal ikke matche det støv-grønne, florale velourtema, som kører i havestuen. Halloween er ikke yndig eller shabby-chic eller art nouveau-ish med et nutidigt strejf; det er slet ikke meningen. Halloween skal kun være spooky og sjov. Græskar med sindrigt udskårne tableauer fra den græske mytologi eller myriader af kinesiske kirsebærblomster er derfor ganske enkelt en uskik. (Desuden er det også ret usolidarisk med decideret græskarkunst: Det jo helt umuligt at skære så detaljeret, når man kun har brødknive og den sløve dolk fra morfars spejdertid. Hvad fanden bruger I? Laser?)
Godt. Så kom det på plads. Men man skal ikke kaste med græskarkerner uden at gribe i egen barm, så jeg har skam også givet mig selv et par reprimander i år. Ingen grøn hårfarve, for eksempel. Sidste år skulle farveresterne slides væk, i mellemtiden lignede jeg en virkelig sårbar borger, gider ikke gentage den følelse. Jeg har også sænket mit ambitionsniveau i forhold til det hjemmegjorte kostume: Kostume bliver ikke hjemmegjort. Det fik yngste pode en klar melding om allerede tidligt på året, og dermed blev Noahs ark og den trojanske hest streget af listen.
Lidt af en lettelse, ærlig talt. Ikke kun på grund af den ret omfattende gør-det-selv faktor, men også fordi det ville være et mareridt at finde dyr og statister. I stedet søgte vi på nettet efter andre muligheder, og det lykkedes faktisk at finde et acceptabelt alternativ. Således ser dreng frem til at ride på ryggen af et eller andet udefinerbart væsen – en cool, optisk illusion muliggjort af oppusteligt kostume. Jeg ville selvfølgelig helst fjerne alle torne (helt bogstaveligt) på podes vej, når han, kun iført oppustet pvc, skal gennem lokalområdet, men selv en curlingmor må erkende, at der er grænser.
I stedet beder jeg til, at han først strejfer en rosenbusk på den sidste del af turen – og at han i så fald kan finde ud af at bruge det cykel-lappekit, jeg har tænkt mig at give ham med i lommen.
Man kan vist godt sige, at der er slækket lidt på nogle af tingene dette år. Og det har jeg faktisk haft det ganske svært med: Har man først én gang ladet sin halloween-indsats styre af fornuftsbaserede beslutninger, er man ude på en farlig glidebane. Så gider man ikke pynte op det ene år, så vil man pludselig heller ikke skære græskar det næste, fordi det sviner så absurd meget, og inden man får set sig om, bor man i et af de triste, mørke hjem, hvor den store aften demonstrativt bliver ignoreret bag nedrullede gardiner og med petroleumslamper som eneste lyskilde. Hell no, ikke på min vagt! Derfor har jeg sørget for, at der i hvert fald ikke vil være nogen smalle steder i forhold til matriklens udsmykning.
Vi snakker skrigende skeletter – bevægelsesaktiverede for maksimum chokeffekt, gravstene, flagermus, kranier, blodige knive, (af plast, jeg er ikke helt vanvittig), spøgelser og diverse lyskæder. For slet ikke at nævne det flere kvadratmeter store, kunstige edderkoppespind, som facaden skal vikles ind i. Garneret med en kæmpe spindler vil det forhåbentlig se uhyggeligt og edderkoppespindsagtigt ud, og ja, jeg er udmærket klar over risikoen for, at det nærmere vil ligne et vatlandskab i mærkelig, helt syg overstørrelse. Men det er nu engang den slags risici, man må tage her i livet. Endelig vil der naturligvis være rigeligt med slik til de unger, der måtte komme forbi. Rigtig slik, ikke figenstænger, mandariner eller palæo-bolscher. For på denne helt særlige aften er regler om ’ingen slik på hverdage’ eller principper om ’den sukkerfri barndom’ kun malplacerede. På den pinlige måde. For som ordene så smukt lyder i den kendte, og eneste, halloween sang:
” This is halloween, this is halloween, halloween, halloween . . . ”
Bare så præcist formuleret, altså.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
