Man får det direkte dårligt med sig selv af nogle, helt bestemte ord. Burde er et af dem.
• Dette er et folkekrav! (Masserne vil følge mig – og det hurtigere end man kan råbe ”afskaf.”) Fjern ordet burde fra det danske sprog! Det skal simpelthen slettes. Omgående. Er kravet for radikalt, så må ordet i det mindste omklassificeres til et fy-ord på linje med hottentot og husmor. Det er absolut minimum, længere kan vi ikke strække os. For ord skaber tanker, og tanker skaber følelser, og hvis der er noget, man overhovedet ikke har brug for, så er det et ord, der slynger en ned i et dybt hul af endeløse, jeg-burde-også tanker, som udelukkende fører videre til én eneste følelse: Sjit, altså.
Det slog mig, en søndag forleden, da jeg fyldte benzin på bil og samtidig kunne observere tankstationens øvrige klientel: Alle mænd, der plejede automobiler med børster og vaskeskind og støvsugere og glaspuds. Og jeg kiggede på min egen, lille dyt, der trods dens meget unge alder, var dækket af mudder og alment snavs fra vejene garneret med en fugleklat eller to på diverse ruder. Og jeg tænkte, sjit altså. Jeg burde jo også . . .
. . . vaske min bil og i øvrigt passe bedre på den. Og jeg burde også se at få skiftet til korrekte årstidsdæk, faktisk virkelig ringe af mig, når jeg nu også kører med mine børn og har forælderansvar. Hvilket jeg desuden burde tage mere alvorligt og ikke give efter, når yngste søn foreslår McDonalds, i stedet burde drenge udelukkende spise sunde, hjemmegjorte måltider alle årets dage. Det ville selvfølgelig forudsætte en vis planlægning, som jeg ærlig talt også burde være bedre til, i så fald ville jeg heller ikke generere så meget madspild, som slet ikke burde finde sted, hvis jeg havde bare den mindste omtanke for miljøet. Som jeg burde have.
Jeg burde også gå mere til yoga, hvis zen og bindevæv overhovedet skal kunne mærke en forskel, desuden betaler jeg jo for det der medlem-skab. Og jeg burde dyrke flere forskellige former for yoga, som stedet anbefaler, og ikke kun den mildeste form, som er overstået på en time, og som derfor lige giver tid til en smøg udenfor bagefter. Og jeg burde slet ikke ryge. Overhovedet. Der-imod burde jeg bruge tiden bedre og have daglige, autentiske samtaler med begge mine aflæggere om deres dag og tanker og altid huske at advare dem mod at ryge hash. Og jeg burde sætte regler for skærmforbrug og i stedet bage brød fra bunden og spille brætspil med sønner og tage dem på vandreture og teltferier i Jylland resten af tiden.
Og jeg burde være et mere rummeligt menneske og ikke blive pisseirriteret, når damen foran køen i Brugsen er ti minutter om at finde sin pung frem, fordi det tilsyneladende kommer som en overraskelse for hende, at varerne også skal betales.
I stedet burde jeg være overbærende, jeg ved jo ikke, hvad hun slås med i hverdagen, og den ekstra tid kan jeg så bruge på knibeøvelser, som bladene siger, at jeg burde udføre flere gange dagligt. Ellers risikerer jeg at være Tena bruger om få år, har jeg læst, og så er det jo min egen skyld, for det burde jeg have vidst.
Jeg burde også være en bedre veninde og være opmærksom på jobskifte og mammografiundersøgelser, og jeg burde huske alle deres børns fødselsdage og ringe tillykke i stedet for bare at smække en lagkage emojii op på Facebook. Jeg burde desuden invitere oftere og fylde hjem med glade mennesker og tændte stearinlys og friske blomster.
Og jeg burde bruge fritid på at læse nogle af de mange klassikere, jeg har stående på reolen, for de udfordrer og sætter tanker i gang i modsætning til de engelske krimier, som kun underholder, og som jeg derfor læser.
Jeg burde holde op med at købe klassiske ankelstøvler med hæl og i stedet rydde ud i skabene, så jeg kunne finde alle de andre par klassiske ankelstøvler med hæl, som jeg allerede har købt.
Og jeg burde skrive taknemmelighedsdagbog og lave moodboards, så jeg kan visualisere mine mål her i livet. (Burde i det hele taget have mål her i livet, som kan visualiseres på moodboard.)
I øvrigt burde jeg erkende, at jeg ikke længere er i tyverne og derfor burde bære en brandert med mere værdighed, ligesom jeg burde erkende, at jeg en dag bliver rigtig gammel. Burde ringe til bank og tjekke pension . . .
Se bare! Det er sådan, det ord påvirker sindet. Det ene burde tager det andet, og før man har fået fyldt bilen med benzin, er man fanget i en spændetrøje af utilstrækkelighed. Som en ukærlig mor, der ringer dagligt for at minde en om alle de ting, man kunne (og burde) gøre bedre. Det er et skod-ord, simpelthen.
Nu har jeg ikke helt styr på, (burde jeg have), hvor mange underskrifter, der skal til for at kickstarte et folkekrav, men hermed er bolden i hvert fald givet op. Her på falderebet vil jeg i øvrigt også opfordre til at støtte den landsdækkende indsats for at få den helt utroligt, uappetitlige glose kødsubstitutter fjernet fra det danske ordforråd.
Foreløbig er erstatningen UVF (Uidentificerbare Veganske Fødevarer) i spil . . .
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 13 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
