Gode intentioner bliver til barnlig trods, når miljøtiltag bliver for ekstreme
• Forleden stod jeg i Netto og svinede miljøet til. Jeg blev nemlig nødt til at købe to (2!) plastikposer til mine varer for lige bortset fra at tage min bluse af, og knytte en bylt, havde jeg ikke andre muligheder. Og mens jeg således var i færd med at skide på både fisk og vadefugles velfærd, kunne jeg mærke blikkene. Det er også for dårligt, altså: Når en sekstenårig klimaaktivist fra Norge kan sejle tværs over Atlanten i stedet for at flyve, så kan vi andre vel også huske at tage en lærredspose med på indkøb. Som det mindste.
Nu har miljøbevidste Gretha Thunberg naturligvis også ungdommens ildhu på sin side; det samme ser jeg hos teen herhjemme. Ældste pode deltager intenst, når der er demo for miljøet (og ikke mindst mod os i forrige generationer, som har ødelagt det.) Respekt for det og for ham, jeg er fuld af beundring. Og forvirring. For jeg er ret sikker på, at planeten ville have mere glæde af, at søn afkortede sine otteogtyve minutters brusebade, ikke efterlod alle lamper tændt i ethvert rum og i øvrigt lukkede køleskabet efter sig. Vores individuelle adfærd tæller også, har jeg forklaret; en pointe, som har efterladt absolut intet aftryk hos pode. Men der er selvfølgelig heller ikke meget funk over en video på Instagram, hvor man slukker for sin skrivebordslampe. Og prøv lige at få den handling oversat til et cool kampråb . . . forget it.
Men nu var det jo også mig, og ikke min idealistiske dreng, som købte de to, skriggule plastposer forleden. Og efterfølgende skambar dem ud af butikken. Umiddelbart efter sonede jeg med en donation til Greenpeace, men jeg er alligevel bekymret for det indtryk, jeg efterlod. Jeg er nemlig ikke ligeglad med miljøet, og jeg gør faktisk også noget. I hvert fald prøver jeg. Glas bliver sorteret i glascontainer, papir bliver sorteret i papircontainer, og haveaffald bliver revet sammen, sommetider før det rådner, og smidt i haveaffaldscontaineren. Desuden ser skraldespanden aldrig et brugt batteri, herhjemme bliver alle batterier samlet i én stor bøtte, også selv om det tager virkelig lang tid hver gang at prøve sig frem mellem brugte og nye. Men den tid sætter jeg skam gerne af for ikke at fucke med grundvandet. Og så har jeg i øvrigt omkring atten af de store genbrugsposer fra diverse supermarkeder, fordi jeg altid glemmer at tage en med på indkøb og derfor må købe endnu en. (Plastik fadæse forleden skyldtes udelukkende, at butik havde udsolgt poserne af CO2-neutral majsstivelse. Meget populære, de kan spises efter brug.) Så jeg synes faktisk, at jeg gør mit.
I hvert fald i det omfang, der er muligt, hvis jeg stadig skal have en hverdag, der hænger bare nogenlunde sammen. Og netop fordi jeg er ret knyttet til den slags hverdag, er der visse miljø-skåneprogrammer, jeg nægter at køre.
For eksempel er det ikke en gangbar vej her på matriklen, hvis kød fire ud af fem gange skulle erstattes af veganske retter eller ’plantebaserede kødsubstitutter.’ (Hvad er det? Helt ærligt, hvad er det?) Det lyder virkelig, virkelig uappetitligt, og man kunne jo også have et barn, en dreng for eksempel, som bedømmer al mad udfra farve, konsistens og tidligere kendskab. Her vil en cheese-plantebaseret-kødsubstitut-burger så meget ikke falde i god jord. Det tror jeg godt, jeg kan sige uden at drage forhastede konklusioner. Vi kommer heller ikke på noget tidspunkt i dette liv til at pølle i et jordhul i haven, og jeg synes bestemt ikke, det er alletiders, vandsparende tiltag, hvis mine drenge ikke trækker ud efter sig på toilettet.
Jeg er dog ret begejstret for, at genbrugsstationen i lokalområdet har droppet vagten ved containeren til Småt Brændbart. Det er jo der, man ligesom smider alt det, man ellers ikke lige kan overskue at detalje sortere. (Når glas, metal, plastik og pap er skilt fra, naturligvis.) Men en overgang var intet småt for småt ved den container, hvor man blev bedt om at tømme poserne, så bistre genbrugsvagt kunne gennemgå indholdet. Og vé den, der havde formastet sig til at smugle et stykke chokoladepapir med. Eller den uhellige blanding af blyantsspidser-fnuller, som jo skulle deles op i træ og krystallinsk kulstof, noget alle burde vide og rette sig efter.
Måske er miljøvagt sparet væk, jeg ved det ikke, til gengæld er der andre forhindringer. En gammel, høj metalstige blev for nylig nægtet opsamling af storskraldbilen: Den var for lang, stod der på efterladt seddel. Aha. Javel, ja. Hvis den ikke kan være i en kæmpestor, kommunal skraldevogn, hvordan skal jeg så kunne fragte den til genbrugspladsen i min almindelige personbil?
Bliver åbenbart nødt til at anskaffe mig en nedstryger med en masse ekstra klinger. Mere metal, som skal hentes i butik langt væk, så jeg skal køre og futte mere CO2 ud i atmosfæren, og det vil tage en krig at save stige i stykker, og for at bøde for ekstra metal og bilkørsel, vil jeg føle mig forpligtet til at tage tur til genbrugsplads med itusavet stige på løbehjul, og så vil jeg være så pissed off, at jeg i ren trods det næste halve år smider samtlige metallåg fra syltetøjsglassene sammen med det almindelige affald. For sådan reagerer man nemlig, når man er et CO2 svin.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
