Skudehavnen: ”Jeg tror ikke, vi bliver 110 år”

Skiw, tåsk og kaffekander: Nordhavn Avis har begivet sig ud i Fiskerihavnen for at høre de sidste fiskere, om de har lyst til at tale lidt om fremtiden. Men findes fremtiden overhovedet? Og taler fiskere med fremmede?

Ordet Klondike dækker på dansk også et område eller et kvarter bestående af tilfældigt opførte huse uden en overordnet plan (Wikipedia). Hvad Klondike end betyder, er det i hvert fald et af de første ord, der kommer ind på lystavlen, når man kommer til Fiskerihavnen i Nordhavn. Også kaldet Skudehavnen i folkemunde.

Umiddelbart er der meget stille i de mange små træhuse. Nogle er gamle, nogle nye, et par stykker har fået en karakteristisk rød maling, mens andre har prioriteret, at stokroserne står ranke. Et enkelt har et lille æbletræ i haven, mens en med grønne fingre har dyrket røde tomater i sit drivhus.
De stemmer, der trods alt er, kommer fra Østerbro Fiskeriforenings lokale. Her sidder en håndfuld mænd og snakker. Snakker, i ordets bedste forstand.
”Vi snakker om vores døtre og hvor mange problemer, der altid er med dem og dine kønsfæller” siger en mand med et smil og himmelvendte øjne.
Et par af de andre fortrækker med formummede undskyldninger, da de hører lokalpressen er på besøg.

En usikker fremtid
Lokalpressen vil sådan set blot have svar på, hvordan fremtiden ser ud for Fiskerihavnen i Nordhavn? De tre tilbageværende mænd trækker på det og kigger på hinanden efter svaret.
”Vi har jo otte års kontrakt endnu, men vi ved jo godt, at hvis der kommer en fyr med en masse beton, stål og glas, så er vi væk,” siger en mand, som hedder Bo, men som ikke har lyst til at sige, hvad han hedder til efternavn.
Han har boet på Østerbro hele sit liv, og som 12-årig var han på havet med sin far for første gang. Siden da har han selv fisket. I dag fanger han lidt torsk – det udtales ’tåsk’ på disse kanter – og lidt fladfisk, men der er ikke ret meget tilbage.

Desværre er der ikke nogen, der overtager efter ham. Han leder heller ikke efter en.
”Jeg vil jo ikke lokke folk i uføre, og det koster jo millioner at stabe på benene,” siger Bo om fiskeriet, som efter hånden er et uddøende erhverv i Nordhavn som så mange andre steder.
”Vi er vist kun fem-syv stykker tilbage herude,” siger Bo og kigger ud over området.
Derfor er det heller ikke udelukkende fiskere, der bebor de mange små huse herude i Fiskerihavnen. Faktisk må de slet ikke bebos. Så det er der ingen, der gør, understreger mændene med en sigende mine. Husene lejes derimod ud til medlemmerne af fiskeriforeningen, som er folk med ”skiw” i havnen. De har så ret til at have deres grej i et hus i Fiskerihavnen. Noget skal de jo bruges til.
”Vi kan jo ikke sidde alene med 11.000 kvadratmeter,” siger Bo ærgerligt.
Han bekræfter, at han faktisk frygter affolkningen af fiskere mere, end han frygter byggematadorerne, når det kommer til Fiskerihavnens fremtid. Der er simpelthen ikke fiskere nok til at opretholde området.

Ender med røgede sild og isvafler
Det ærgrer ham. Men selv om det ser sort ud, håber han på, at nogen kommer og freder området, så det ikke ender i lukrativt byggeri, når kontrakten udløber om otte år. Det ville være et tab, for dermed ville den særlige kultur gå tabt.
”Jeg synes, det hele er endt i regler og love. Kraftedeme. Der kommer ikke nye fiskere til, for det kan ikke lade sig gøre. Det kommer til at gå os, ligesom det går alle andre havne. Det ender i røgede sild og isvafler,” siger Bo ærgerligt.
Foreningen har eksisteret siden 1915, og Bo kan stadig huske, hvordan man på en god eftermiddag trak 600 kilo torsk op af Øresund. Nu er det hele ædt op af kvoter og overfiskning.
”Jeg tror ikke, vi bliver 110 år i foreningen,” siger Bo og kigger hen på en billedramme, som viser glade mennesker, der fester på fisker-manér i anledning af, at foreningen fyldte 100 år for fire år siden.

Patter og medister
Mænd i klubhuset er ikke meget for forandring, og det ved de godt, ligeså vel som de ved, at forandringen kommer.
”Alting skal være så stort. Der er jo heller ikke små landbrug mere. Man kan ikke få en kop kaffe til under 45 kroner mere. Jeg synes, det er en negativ udvikling, men der er jo nok ikke så meget, jeg kan gøre ved det,” siger Bo.
”Og nu lukker Fingerbøllet på Christianshavn,” siger Henrik Jørgensen med en ærgerlig mine.
Han har netop købt hus på Bogø, fordi han ikke kan holde larmen ud ”derinde” længere. ”Derinde” er det centrale Østerbro, som står i en skarp kontrast til fiskermiljøet herude på spidsen.
Bo er – som så ofte før, fornemmer man – enig.
”Det hele er blevet så forjaget med trafik og mennesker. Man står altid i vejen. Nej, vi har ikke hovedet til at være på Østerbro mere. Og jeg er endda født og opvokset her. Alt der er småt og hyggeligt, skal væk. Til gengæld kan du tage i Field’s og få ordnet både patter og tænder og få en medisterpølse med hjem,” siger Bo, og de tre om bordet griner og mærker efter, om der stadig er kaffe på kanden.

De nye fiskerihavnere
Men det er ikke kun det gamle liv, der forsvinder i fiskerihavnen. Nyt kommer også til. Ida og hendes kæreste Mathias har købt en gammel fiskekutter fra 1948, og den går de netop nu og istandsætter i Fiskerihavnen.
”Den er bygget om til lystsejlads. Nu vil vi også ud at sejle med den,” siger Ida.
Egentlig troede det unge par, at de bare skulle bruge 14 dage i Fiskerihavnen på at kalfatre det 12 meter lange skib, men det viste sig, at der var pæleorm i skroget, så nu må de bide i det sure æble og lade noget af det gamle træ skifte ud med glasfiber. Det ærgrer dem.
”Men den gode nyhed er, at vi får en tæt båd,” siger Ida.
Hun håber, at de næste år kan tage de første små ture rundt i Øresund.