Beskyttertrangen brød ud i lys lue, da ældste pode fik kæreste
Af Louise Raaschou
Utroligt, hvad tolv uger kan gøre. Før da havde jeg to børn boende – den ene en teenager i mere eller mindre konstant trods-tilstand – og jeg vidste, hvem jeg selv og mine børn var. Så rykkede ældste pode på efterskole. Når han nu kommer hjem på weekend, er (det meste af) trodsen forduftet, og i stedet har et menneske, der minder mere om en ung mand end et barn, taget teens plads. Denne person giver mig store kram og siger ting som, ”hvor er det hyggeligt at se dig, mor”.
Det har jeg lige skullet vænne mig til. I en sådan grad, at jeg sommetider er kommet i tvivl om hans sande identitet: Hvem er du, og hvad har du gjort ved min søn??? Heldigvis kommer genkendelsen hurtigt tilbage, når det igen flyder med våde håndklæder, snavsetøj og sko allevegne, brød bliver skamskåret med en smørkniv, og både køleskab og hoveddør står pivåbne, når jeg kommer hjem.
Min omstillingsevne blev dog ganske heftigt udfordret, da store dreng var hjemme fornylig. Her forkyndte han, at han havde fået en kæreste, (WHAT?) og tilføjede nonchalant, at hun i øvrigt ville komme på besøg nogle dage senere, (hun gør HVAD?) Nu skal min reaktion ikke misforstås: Vi indgår ikke i en usund symbiose, hvor jeg vil have min søn helt for mig selv, og han derfor skal blive boende, til han er langt oppe i 40’erne. Helst ikke, faktisk. Og selvfølgelig blev jeg helt varm og glad indeni over hans udmelding: Min drengs første kæreste! Arj, men altså, det er jo til at få tårer i øjnene af. Men alligevel; så enkle er vi mennesker sjældent, og lige under min glæde kæmpede en anden følelse også for at få plads. Det var ikke den varme og bløde slags. Det var den, der har kløer. Den, der hvisker, at den lille trunte, hvem hun så end var, BARE havde at behandle min dreng ordentligt! Den, der i virkeligheden er et ønske om at kunne beskytte sit barn mod at blive såret, gennem hele livet og af noget som helst. (Men allermest mod den lille trunte.)
Jeg er rimelig sikker på, at det er en nogenlunde normal følelse, når man er forælder. Jeg kan i hvert fald huske, hvordan min egen far reagerede, de gange han mødte den kæreste, jeg nu havde på et givent tidspunkt. Han plejede at rejse sig i sin fulde højde, (knap to meter) og med et smil, der ligesom ikke rigtigt nåede øjnene, spørge den stakkels fyr, hvilke intentioner vedkommende så havde med hans datter? En spøg, naturligvis. Bare ikke sådan helt for sjov, fornemmede man. At jeg kan huske det så tydeligt skyldes, at det skam ikke kun var mens, jeg var teenager. Næh, nej, den sidste, der blev udsat for min fars beskytterinstinkt, var min ene eks, manden, der senere blev far til yngste pode, og som jeg altså mødte, da jeg var i 30’erne. Det har nok ikke virket synderligt beroligende, tænker jeg, og jeg er dybt taknemmelig for, at min far aldrig så den film, hvor Steve Martin møder sin datters kæreste for første gang. For så havde eks fået følgende replik smidt i hovedet:
”What you do to her tonight, I’ll do to you tomorrow”
Men alt det lod jeg mig naturligvis ikke mærke med overfor søn. I stedet gik jeg lidt i panik over, at både matrikel og jeg selv skulle være præsentable. Det var noget med en tjekliste: Matrikel skulle helst ikke: Rode som ind i helvede. Have køkkengulv dækket af fuglefrø og dun fra hysteriske undulater. Have alle andre flader dækkede af hundehår fra overvægtige chihuahua. Have brugte vinglas og/eller gryder fra weekenden før stående fremme. Endnu. Mens jeg selv rigtig gerne måtte være: Afslappet og smilende. God til smalltalk. Voksen. I gang med at bage. Og uden at teen havde sagt noget, vidste jeg også godt, at jeg for alt i verden IKKE måtte: Vise babybilleder af ham, hverken med eller uden bar røv. Fortælle om dengang jeg selv var ung/fik min første kæreste. Spørge til prævention. Komme rendende ind på hans værelse i tide og utide med te og hjemmebag. Bruge hans kælenavn.
Det gik faktisk over al forventning. Matrikel var nydelig, (jeg havde kylet en masse bunker ned ad kældertrappen), overvægtige chihuahua gøede ikke non-stop af nye kæreste, og jeg selv var i sjælden balance. Der blev sågar bagt boller. Først da jeg detaljeret fortalte kæreste om den ekstra indsats, fordi hun skulle komme, faldt jeg lidt ud af rollen, og nå ja, så glippede det også med podes kælenavn adskillige gange. Men det tog han rigtig pænt, ikke mindst fordi kæreste syntes, det var sødt, og han derfor scorede ekstra point. Senere fortalte søn mig, at kæreste havde været meget nervøs for at skulle møde mig. En rest af kløerne dukkede op inde i mig. De krattede en lille smule ’det skulle hun også være, for hvis hun ikke behandler ham ordentligt…’, men det var kun de sidste krampetrækninger. For jeg havde fået et rigtig godt indtryk, da jeg mødte Den Første Kæreste – som slet ikke var en ondskabsfuld trunte ude på at knuse min søns hjerte, men en sød og køn ung pige. Og da jeg så, at hun tydeligvis var rigtig glad for min dreng, overgav jeg mig helt.
