Jeg får aldrig influenza. Aldrig. Til gengæld bliver jeg ramt af lidelser, som trodser lægevidenskaben
• Egentlig bryster jeg mig af, at jeg aldrig er syg. Når diverse influenzaepidemier fejer ind over landet, fejer de forbi min dør. Og mens resten af befolkningen ligger i deres sygesenge, går jeg upåvirket rundt i de tomme gader, som en anden Palle alene i verden.
Men et standhaftigt immunforsvar er sandelig ikke gratis. Guderne har nemlig deres helt egen, forkvaklede form for humor, og hvis de ikke kan nakke mig med en gængs influenza, så finder de på noget andet. Noget ganske særligt.
Der var, for eksempel, den mystiske underlivsinfektion, jeg pådrog mig, da jeg som ung opholdt mig et semester i Paris. Da min mor, qua sit job, havde adgang til lægernes databaser, tilbød hun at undersøge mine symptomer. Jeg regnede sådan set også med et vist mål af omsorg, (qua hun var min mor), men da hun ringede tilbage, kunne jeg først slet ikke forstå, hvad hun sagde. Ikke fordi det var en dårlig forbindelse, men fordi mit mødrene ophav hulkede af grin. Mellem latterudbruddene lykkedes det hende dog at formidle oplysningen om, at min infektion normalt kun ramte dyr. Klovdyr for at være helt præcis. Ved det sidste faktum knækkede min mor fuldstændig og lagde røret på – utvivlsomt for at kaste op af grin. Selv forberedte jeg mig på en tur til et fransk apotek og gik i gang med at finde en oversættelse af ”tabletter mod gede-underlivsbetændelse, s’il vous plait.”
(Her skal indskydes, at min mor tilsyneladende har sine søgekriterier sat på ”worst case,” hvorfor både jeg og mine søstre efterhånden tager hendes diagnostik med et gran salt. Faktisk har jeg ikke søgt hendes vurdering, siden eks-mand engang styrtede på skadestuen klokken lort om aftenen: Han var skrækslagen, fordi min mor havde fået ham overbevist om, at en ben-amputation var en reel og nærtforestående risiko.)
Mange år efter Paris vågnede jeg op en dag med følelsen af, at der var noget galt med mit ansigt. Den ene side var brændvarm og gjorde vildt ondt. Et kig i spejlet bekræftede, at det ikke var noget, jeg bildte mig ind: Det meste af højre side, fra kæbe til kindben, var hævet og dækket af en stor, arrig-rød plamage. Den tilkaldte vagtlæge fastslog, at der var tale om streptokokker. Den helt gængse slags, som normalt giver halsbetændelse, men altså ikke i det her tilfælde, konstaterede han lykkeligt. Hvorefter han ringede til en kollega på det nærmeste hospital og fnisede, at ”Gitte, du bliver altså nødt til at se det her, jeg sender hende over nu…”
På hospitalet virkede ’Gitte’ (og hendes kolleger) også synligt oplivet over at se streptokok-mutanten. Jeg fik antibiotika, og fagfolkene klargjorde deres yderst raffinerede metode til at måle, om infektionen ville reagere medicinen: Med en sort sprittusch tegnede Gitte en fed streg hele vejen rundt om røde, hævede område. Når jeg så kom tilbage til tjek fem dage senere, kunne man jo se, om hævelse var svundet ind, og det var da vældig smart, hva’behar! Den dag i dag kan jeg ikke huske, hvordan jeg kom igennem indkøb, afhentning af poder og andre offentlige gøremål med noget, der lignede Argentina tegnet på ansigtet.
Nu har jeg faktisk i en årrække troet, at mit jernhelbred var fuldt ud betalt med sære og ydmygende lidelser. Men for ganske nylig kunne jeg godt tro om igen. I påsken fik jeg nemlig pludselig ondt i en tand, og som en ren selvfølge begyndte min kæbe også at hæve. Da jeg efter nogle dage opsøgte min tandlæge, havde jeg ikke alene store smerter, men også et nyt og spændende, asymmetrisk look kørende. Røntgenbilleder blev taget og studeret, men end ikke i samråd med tandlægekollega lykkedes det at finde en årsag. Jeg rendte, med andre ord, endnu engang rundt med en uforklarlig betændelsestilstand, og tandlæge var mystificeret: Det gav ingen mening, at jeg skulle få sådan en pludselig infektion et enkelt sted. Dog kunne det måske forklares, hvis tandnerven var død, mente han og jagede et spidst metalaggregat ned i det ramte område – som til mandens store overraskelse var fuldt ud funktionsdygtigt. Nå, for Søren, den var da spillevende, kunne han se; en konklusion selv en blind tandlæge ville være nået frem til, idet mine skrig med al tydelighed afkræftede tesen om en død nerve.
Endnu engang fik jeg antibiotika, og foreløbig har den gjort det, den skulle: Infektion er væk, kæbe er normal igen, og smerte er forsvundet. Tandlæge forholder sig dog stadig skeptisk og vil ikke udelukke operation og tandudtrækning, (tror bare han er bitter). Selv forbereder jeg mig også. Ikke så meget på tandoperation, som på de næste sjove lidelser, guderne kan finde på at sende min vej. For der skal nok komme noget. Sandsynligvis en umulighed inden for den kendte lægevidenskab, noget med intens smerte fra noget meget synligt et absurd sted. Jeg tænker umiddelbart en hæmoride i panden. Jo, jo, det kunne de godt finde på….
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.