Lyder det ikke bare som en fed blanding? Tim Miller og David Finchers nye animationsserie gør i hvert fald sit for at skabe en kult-serie med både komik, horror, pulp og action
Titel: Love, Death & Robots. Skaber: Tim Miller. Producere: Joshua Donen, David Fincher, Jennifer Miller, Tim Miller. Varighed: 6 – 17 minutter. Premiere: 15. Marts på Netflix
• Det bugner ikke med oplagte biograffilm. ‘Avengers: endgame’ er helt sikkert en ganske udmærket film, men Marvels superhelte-serie har, til trods for et par pletskud, for længst kogt over og druknet i Joakim von Ands pengetank med action og bombastiske effekter til følge, at denne skribent desværre er stået af. Så når jeg gerne vil drømme mig væk i tidsrejser, science fiction og mit 90’er-teenageværelse, hjælper streaming af og til.
Således reddede Tim Miller – af alle – min aften, da jeg faldt over Netflixs ‘Love, Death and Robots’, Miller har skabt i samarbejde med thriller-eksperten David Fincher, som står bag ‘Seven’, ‘Zodiac’ og senest ‘Gone girl’.
Tim Miller er mainstream-instruktør bag vellykkede ‘Deadpool’ og og knap så vellykkede ‘Thor: The Dark World’, og jeg tvivlede faktisk på, at han kunne skabe noget, der potentielt bliver kult.
Og hvad kræver kult så? Det kræver underlige væsner, lavet med humor på den der billige B-facon, det kræver skæve figurer, man gider bruge tid på, og som altid et nogenlunde originalt univers.
De bedste af de 18 forfællinger rammer plet som en appetizer, varer mellem 10 og 20 minutter og har samme lidt af samme effekt omtrent som de billige, korte kioskroman, der udkom i hobetal i 50ene og 60erne, om du var til monstre, krimier eller western.
I første fortælling kaldet ‘Sonnie’s edge’ opdrætter mennesker uhyrer, der bekæmper hinanden i arenaen. Men som med alt andet gambling er der korruption med drab til følge i kulissen. Det 17 minutter lange thril rummer både store følelser og en tidstypisk powerkvinde med dosis af både badboy og femme fatale.
Det er animation, og det gør, at grænserne for blod og bryster med fordel bliver skubbet i den rigtige, frigjorte retning. Skubben til grænser er der også i ‘The Dump’, hvor en politibetjent forhører en skovmandsskjorteklædt redneck, der bor på en losseplads. En losseplads, hvor skraldet kan samle sig til robotter.
Robotter er på den ene eller anden måde bærende for samtlige historier. Deraf navnet. Men tegnestilen er vidt forskellig. ‘Good Hunting’ ligner japansk anime, ‘Sucker of Souls’ er tegnet som i hæfterne, ‘Beyond the Aquila’ er live action, og den første ‘Sonnie’s edge’ minder om computerspilverdenen.
Flere af historierne har lag, og en som ‘Beyond the Aquila’ er nærmest en light-udgave af ‘Rumrejsen 2001’-filosofi. ‘When The Yogurt Took Over’ er en gakket fortælling om en yoghurt, der overtager verdensherredømmet. ‘Alternate Histories’ er lavet af et dansk produktionsselskab og tager pis på Hitler.
Serien mangler måske flere psykologiske nuancer. Som Netflix-antologien ‘Black Mirror’, når den er bedst. Men pulp-serien skal ses som de forfilm, der engang var almindelige inden aftenens hovedfilm.
MERE OM DETTE EMNE:
