By & Havn ønsker at en af kanalerne i det nye boligområde Levantkaj skal udgå, og erstattes af et grønt område. Det er for “CO2-dyrt” at bygge vandkanaler.
Mellem Orientbassinet og Skudehavnsbassinet ligger Levantkaj, som snart skal forvandles til et nyt boligkvarter med 570.000 etagemeter boliger og serviceerhverv. I strukturplanen for ydre Nordhavn skal der løbe to kanaler gennem området. Den ene kanal skal løbe langs med Det Grønne Loop i bunden af havnebassinerne, mens den anden skal ligge mere mod øst – og løbe lige gennem Levantkaj mellem Skudebassinet og Orientbassinet.

Nu har By & Havn foreslået at denne kanal opgives. By & Havn har vedtaget en klimastrategi, som betyder at alle strukturplaner mv. skal gennemses med henblik på at nedsætte CO2-belastningen ved byggeri. Og kanaler har et HØJT CO-aftryk. De skal først udgraves og derefter have kanter af beton.
På den anden side vil kanalen vil tilføre området en rekreativ værdi som et blåt element, og sikre flere ruter til og fra Skudehavnen for mindre både, som for eksempel kajakker. Og hvis kanalen som planlagt etableres med ålegræs, vil i hvert fald en del af CO2-regnskab se lidt bedre ud, på langt sigt.
Kanalen skulle ligge lige over for den kanal midt på Sundmolen, som pt. er under etablering. Således ville man kunne sejle direkte fra Kalkbrænderihavnen via Skudehavnen til Nordhavnsbassinet via Orientbassinet og Kronløbsbassinet. Det ville aflaste kanalforløbet via Stubkaj og Kronløbsbassinet, hvor der allerede nu er konflikter mellem (ulovligt) badende og småbåde – herunder turistbåde, som sejler på sightseeing ind omkring Kronløbsøen.
Med andre ord: Hvis kanalen nedlægges, vil det skabe yderligere pres på den eneste vej for sejlende fartøjer mellem Svanemøllehavnen og Københavns Havn.
Teknik- og Miljøudvalget fik 1. december forelagt sagen til ‘drøftelse’. Og i referatet fra mødet kan man læse, at sagen blev ‘drøftet’. Hvorvidt By & Havn får lov til at droppe kanalen, vil først vise sig når der skal laves endelig lokalplan for Levantkaj i 2026.








