Klumme af Præst Christian Bro, Hans Egedes Kirke og Tiny Church Tolvkanten
Jeg er et udpræget sommermenneske. Det er lidt som at blive født på ny, hver gang sommeren melder sin ankomst. Jeg hørte engang dronning Margrethe sige, at hun på Fredensborg Slot var sig selv på en lidt anden måde. Sådan har jeg det også. Om sommeren er jeg mig selv på en lidt anden måde. Jeg får mere energi og lyst til at komme ud. Ud af lejligheden. Ud i byen. Ud på landet. Ud at rejse. Ud for at samle oplevelser og ikke mindst møde andre mennesker. De lyse nætter og de lange dage får verden til at virke større, og jeg får lyst til at være en del af den.
I går kom jeg hjem efter små 14 dage i Frankrig. Jeg elsker varmen og solen. Men der er én ting ved sommeren, som efterhånden går mig på. Det gælder både i Frankrig og herhjemme. Stadig flere gemmer deres øjne bag et par solbriller, også når de taler med andre mennesker. Jeg forstår udmærket solbrillernes åbenlyse kvaliteter. Jeg har selv et par og bruger dem også, når det er nødvendigt. Men jeg prøver at begrænse mit brug af dem.
Det gør jeg, fordi jeg gerne vil møde de mennesker, jeg møder på min vej, med et åbent ansigt. Ellers risikerer vi, at vi alle går rundt og skærmer os fra hinanden og mister de små, tilfældige møder, som en sommerdag kan være fuld af.
Men der er også en anden grund. Jeg synes ganske enkelt, det er uhøfligt at beholde solbrillerne på, når man taler med et andet menneske. De fleste af os ville nok tage dem af, hvis vi mødte vores chef på gaden og faldt i snak, eller føromtalte dronning Margrethe. Hvorfor skulle vi så ikke gøre det over for alle andre? For mig er det et spørgsmål om helt almindelig høflighed og respekt for det menneske, man står overfor. Lidt som da herrerne i gamle dage lettede på hatten, når de hilste.
Jeg har spurgt flere om det denne sommer, og mit indtryk er, at de færreste egentlig har tænkt over, hvordan det kan opleves at beholde solbriller på under en samtale. Der er næppe mange, der ønsker at virke afvisende. Men vi kommunikerer med meget mere end vores ord. Kropssprog, øjenkontakt og de små blikke, vi sender hinanden, er et sprog i sig selv og hjælper os til at forstå hinanden. Derfor tror jeg også, at vi går glip af en vigtig del af kommunikationen, når vi ikke kan se hinandens øjne.
At blive set af så mange mennesker, men sjældent mødt af deres blik.
For en håndfuld år siden havde jeg mine konfirmander med på besøg på et værested for hjemløse. Her fortalte nogle af brugerne om deres liv. Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var en mand, som fortalte, hvor trist det var sjældent at møde et andet menneskes blik. Han sad ofte på jorden, i øjenhøjde med folks fødder og ben. Det gjorde et stort indtryk på os alle, hvor meget det betyder at blive mødt af et andet menneskes blik.
Jeg har selv prøvet, om end kun kortvarigt, at sidde i kørestol efter en ganske harmløs operation i benet.
Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg kan huske, hvordan mennesker passerede mig. De så mig, og jeg kunne næsten se, hvad de tænkte: “Åh, stakkels unge mand.”
Men i det øjeblik jeg forsøgte at møde deres blik, vendte de blikket væk. Ikke af ond vilje. Tværtimod. De ville nok bare ikke have, at jeg opdagede, at de havde kigget. Jeg husker, at jeg tænkte: Tænk, hvis det var min hverdag. At blive set af så mange mennesker, men sjældent mødt af deres blik.
Det samme kunne siges om vores trådløse øretelefoner eller de telefoner, vi så ofte retter blikket mod. Fælles for dem alle er, at de er opfundet for at hjælpe os. Men måske kommer de også til at skærme os lidt for meget fra de mennesker, der er lige omkring os.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi husker at værdsætte de tilfældige møder. Møder med mennesker, vi måske aldrig ser igen. Mennesker, vi kun deler et kort smil eller et blik med.
Det er også næstekærlighed. Ikke kun at have omsorg for dem, vi allerede kender og elsker, men også at anerkende de mennesker, vi tilfældigt møder på vores vej. For selv om vi ikke deler historie, familie eller venskab, deler vi noget andet: at vi er mennesker, der lever på samme tid og samme sted. Og det er måske ikke så lidt.
MERE OM DETTE EMNE:
