Hver måned vil sognepræst Louise Sihm Knudsen fra Hans Egedes Kirke skrive om livets gang og kirkens fællesskab i Nordhavn og omegn.
Så blev det august: Sensommer i Nordhavn – mellem himmel og hede. Halmstrå og havnebassin. Vegetationen er tør – og efterhånden knasende herude – efter uendelig mange skønne varme dage med høj sol og summende susende sommer. Tusinde af glade badende besøgende iler stadig determineret mod vandet, – mod en kold og forfriskende dukkert – et havnebad – en vaskeægte ”nordhavnsdåb”…
Det kolde gys sætter i den grad gang i blodcirkulationen og får os til at føle og mærke, at vi lever; Også selv om man – som jeg – ikke just er født i vandmandens tegn eller i tidernes morgen har været nogen strandløve eller en rigtig vandhund. Men vandet eller havet bærer alligevel en universel ur-lyd med sig, særligt smukt – når det vugger sig til ro … nu. Det appellerer til alle sanser. Med sin ren orangerøde, lillalyserøde eller sommernatteblå magi.
Uden sammenligning og dog – nøjagtigt som dåben gør – i kirken. For også den minder os om, at sjælen kaster los, åbner sindet og ikke mindst minder os om det at være menneske. I slægt efter slægt. Som en del af kristendommens store historie og som en del af den lille; Som en del af vores individuelle historie og dog fælles tradition.
Den store danske salmedigter, præst og højskolemand N.F.S. Grundtvig kaldte ligefrem dåben for et bad. Og det giver rigtig god mening historisk set; For i middelalderkirken dyppede man i bogstavliste forstand det lille barn ned i det iskolde vand i den store granitdøbefont. Det slipper nutidens børn – Gud ske lov – for i dag.
De får helt symbolsk tre håndfulde vand over hovedet: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Ingen hel neddyppelse og kun tempereret vand, – vel at mærke. Med kirkens bad, får man – som dåbsbarn eller dåbsmenneske – for dåben har nemlig ingen alder – også noget andet og mere; Nemlig: Guds velsignelse.
Velsignelsen rækker os ord og tro på, at Vorherre vil være med os alle dage ind til verdens ende. Og det gælder både alle glade lyse sommerdage og alle tunge mørke vinterdage. Og det er på mange måder velsignet!
Som de uperfekte mennesker, vi nu engang er – her på Guds runde blå planet, – er det faktisk godt at have velsignelsen med sig; For ingen slipper gennem livet uden strabadser og modgang – eller modvind på cykelstien. Omvendt giver dåben os heller ikke englevinger, – da må vi tro om igen! Dåben giver ikke større eller mindre tro. Finere eller bedre tro. Den er en gave.
En kærlighedsgave, der kan slå smut – ligesom stenen – og sætte ringe i vandet og brede sig med sit velsignede og evige følgeskab og budskab. Og med sit næstekærlige hjerteslag. Så det kan smitte af på dem, vi møder på vores vej. I Nordhavn – eller andre steder. Men gerne i Nordhavn: Herude mellem himmel og havnebadere; Mellem hundeluftere og hollændere – helt som min sødeste nabofamilie; Mellem sensommerens hede – og hverdagens puls.
Hverdagen, som inden længe byder på septemberblå himmel og et hujende vigtigt menighedsrådsvalg; I Hans Egedes kirke – Nordhavnens kirke. Her er der i år i allerhøjeste grad brug for stemmer fra Nordhavn; Interesserede og nysgerrige, der vil være med til at skrive historie: Kirkehistorie og Danmarkshistorie.
For inden længe søsættes projektet om en ”tiny church” i Nordhavn. Danmarks første. En bæredygtig, mobil lille kirke. Så skulle der være Nordhavnsbeboere, der har lyst til at melde sig ind i menighedsrådet og få indflydelse på kirkens liv, visioner og fremtid – med ledelses- og kommunikationsansvar, så kom endelig til valgforsamling 20. september kl. 18.00 i Hans Egedes kirke. Eller læs mere på hjemmesiden; Eller stands gerne præsten på vejen herude mellem himmel og hav og hede. Halmstrå og havnebassin…
