Klumme af Louise Sihm Knudsen, sognepræst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
Her er himmelskønt – hernede i Nordhavn; Det gælder for resten hele året – sommer som vinter.
Selv har jeg kun boet på Fortkaj i 4 måneder, men tiden flyver, og inden vi ser os om, har Danmark fået sin 432. ø med Kronløbsøen. Skudt op mellem Sundet (Sundkaj) og Fortet (Fortkaj) – og beliggende lige ud foran min hoveddør. Ret så magisk!
Nordhavn er på mange måder byens scene; Forunderligst set med Morten Søndergaards øjne og stemningsfulde og maleriske ord om havne i almindelighed i digtet ”Af sted”. For havnen – og dermed også Nordhavn – er ”et stetoskop, der lytter til verden i skibenes rytmiske anløb; Et forhæng, en membran af genspejlet distance i indløbets skiftende nuancer; En urtehave, hvor beddingen bader i duften af træ, beg og salt om sommeren; En balkon, kongeloge med horisont og himmel. Øjne, fast rettet imod et punkt, der aldrig skifter position. Et kompas, der vedvarende navigerer sig selv på plads efter døgnets rotation. Lys og mørke, den evindelige brummen af maskiner og havet. Et dialyseapparat, der filtrerer småligheden ud af dagen…”
Og meget meget mere. Billederne danser frem på nethinden og er i mine ører som et ekko af Nordhavnsscenen.
Mens vi venter
Foruden at Nordhavn også ligger mellem himmel og hav – eller som jeg hørte forleden: mellem himmel og Hellerup – så ligger den også i Hans Egedes sogn; Med Hans Egedes kirke som sognets kirke.
Med tiden får Nordhavn selvfølgelig sin egen kirke, kirker og måske katedral; Det fortjener vel enhver større by. Kommer tid, kommer råd….
Men indtil videre hører sognet til Vardegades røde murstenskirke fra 1930. Fastmuret som en arkitektonisk synlig ramme.
Det er den, der lægger hus til kirkelige handlinger, dåb, konfirmation, vielser og begravelser og rigtig mange aktiviteter – lige fra natkirke og koncerter til andagter og babysalmesang.
Et fællesskab
Og mens den lever sit meningsfulde liv, arbejdes der videre på at få en meningsfuld kirke i Nordhavn; Og at være en meningsfuld kirke i Nordhavn.
Men hvordan være kirke her uden kirkebygning?
Opgaven synes til forveksling at ligne den, de første kristne stod med; Og så alligevel ikke;
For mens de var jaget vildt og forfulgte, fordi kristendommen endnu ikke var anerkendt som religion, så er vi i dag som Folkekirke en mere naturlig del af kristendommens historie, fast forankrede; Mere magelige.
Men ligheden ligger i, at vi skal være kirke.
Og her betyder kirken som fællesskab rigtig meget. Altså: synligt fællesskab. Levende, aktivt fællesskab.
Alene kan jeg som præst ikke skabe et folkekirkeligt fællesskab, – det vil være et absurd projekt og en total selvmodsigelse;
For kirken er nemlig de – mange eller få, men mindst to – mennesker, der mødes og deler det værdigrundlag, som har rødder i den kristne fortælling og kristne tradition, og som bærer næstekærlighedens bud videre ved at konkretisere og praktisere at være mod andre, som vi ønsker, andre skal være mod os.
Alsang
I Nordhavn er vi i øjeblikket levende kirke, når vi cirka en gang om måneden samles og indbyder ung som gammel – uanset nationalitet – og uanset vind og vejr – til at synge sammen.
Der synges primært fra Højskolesangbogen. Farvet af årstid, højtid og humør.
Og kulissen er aktivitetspladsen og hverdagstorvet Hamborg Plads.
Vi har døbt begivenheden ”alsang”; Et synonym til fællessang, som jo fik en renæssance under coronatiden.
Men selv om begrebet lugter lidt af håndsprit og nedlukning, har alsangen eksisteret længe inden; Først med højskolebevægelsen i begyndelsen af 1800-tallet og siden oplivet under besættelsen.
For ved at synge sammen bindes nogle helt særlige fælles bånd – på tværs af kultur, nationalitet, sprog og alder; Tankevækkende nok særligt i krisetider;
Måske heller ikke helt tilfældigt at sådanne bånd også rimer på ånd…
Et syngende åndsfællesskab er måske den spæde spire til en blomstrende moderne kirke? Himmeloceanets katedral; Hvem ved?
Himmelskønt – og meningsfuldt – er det i al fald at være her i sommerens Nordhavn, – midt mellem himmel og hav.