Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Kirkeklumme: Frostklare forventninger

Af Præst Christian Bro, Hans Egedes og Nordhavns Kirke

Velkommen, nytår, og velkommen her! 

Sådan sang mange af os nok det nye år ind. Med sind fyldt af både glæder og sorger fra det år vi nu har sagt farvel til, men også med sind fyldt af forventninger. Forventninger til det nye og ukendte år, som vi netop har taget hul på, hvad vil det bringe af oplevelser og hændelser, for os personligt men også for vores land og verden?

Det første, jeg med stor glæde, ser frem til, i det nye år, er gudstjenesten 12. januar. Her gæster Kirkeministeren Morten Dalhin Hans Egedes Kirke, hvor han skal prædike. Det er første gang at kirkeministeren prædiker, og det er ej heller kutyme at kirkeministre gør det, så det er i sig selv interessant, at det sker nu. 

Kirkeministeren kommer dermed til at prøve kræfter med en af præstens kerneopgaver, nemlig at forkynde evangeliet. Samtidig får vi muligheden for at høre hvordan han udlægger og tolker teksten. 

Jeg håber og tror at, den oplevelse han vil få på søndag og dagene op til, hvor prædikenen skal skrives, vil være med til at give ham et endnu bedre indblik i præsteembedet. Måske denne nye indsigt også vil kunne være en styrke i hans embede som kirkeminister.  

Der skulle ikke meget overtagelse til, førend kirkeministeren takkede ja til mit tilbud om at komme og prædike i kirken.

Jeg syntes det er prisværdigt at vi har en Kirkeminister der har modet til at sige ja, et “ja” til at stille sig i skudlinjen, for det gør man, når man placere sig selv på uvant grund, som det er at skrive og holde en prædiken, når man ikke er præst, for der vil med statsgaranti være præster og teologer, der vil have holdninger om meninger om det han nu får sagt. 

Men mod skal der til, både for en minister men også for alle os andre. I Karen Blixens forfatterskab fylder mod meget, og i sit sidste TV-interview gav hun følgende råd til unge: “Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod”. 

Vi er netop trådt over tærsklen til et nyt år, her er mod måske en egenskab der ikke er helt uvæsentlig at have med sig, et ganske godt nytårsforsæt, hvis man praktisere den slags, at have mod!

Meget er sket i det forgangene år. 14. januar abdicerede Dronning Margrethe og Kong Frederik 10 blev udråbt som Danmarks nye konge. Formanden for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen afgik ved døden 2. marts. 

Vores svenske naboer blev optaget i NATO. Midt i foråret skete det så, den bygning der havde overlevet Københavns bombardement og flere store brande i byen, stod i flammer. 

Københavnerne, og jeg selv inklusiv, kunne nu stå på nærmeste hold og blot set til at vores elskede Børsen blev ædt af flammer og det ikoniske dragespir kollapse. 

13. juli blev den daværende kandidat til præsidentvalget i USA, Donald Trump så udsat for et attentatforsøg, og senere på året blev han igen valgt som præsident. Her hjemme har vi mærket den internationale konfliktoptrapning, hvor op til flere undersøiske kabler i Østersøen er blevet skåret over.

I Ukraine fortsatte krigen med uformindsket styrke med store tab til følge. Ukrainerne foretog en offensiv ind i Kurskregionen og førte dermed krigen ind på russisk territorium. 

I Mellemøsten faldt Assads regime, overraskende, efter få ugers opstand. Men konflikten i Mellemøsten forsætter desværre, med uformindsket styrke. Ja verden er i forandring.

Når verden rundt om os forandres, finder vi måske i endnu højere grad tryghed i vores traditioner, og ikke kun julen er fyldt med traditioner, for mange er nytåret også bundet op på traditioner. 

Også for mit vedkommende. Dagen begynder med nytårsgudstjeneste i kirken, herefter klargøring til nytårsfejring for 15 gode venner, som jeg har holdt nytår med i omtrent 15 år. 

Når det er nytår ser mange af os nok tilbage på hvad der er hændt i det forgangne år, både personligt men også ude i verden. 

Det har vi bl.a. tradition for til “min” nytårsaften, alle rundt om bordet, rejser sig og sætter et par ord på hvad der har fyld for dem, i det forgangne år. 

Denne runde plejer at veksle mellem smil, latter og våde øjne, og i år var ingen undtagelse. 

De fleste har også tradition for at høre dronningens, nu kongens, nytårstale. I det hele taget har kongehuset fyldt meget i år, siden dronningen, til alles forbløffelse, abdicerede i forrige nytårstale. 

Alt har været for første gang for det nye kongepar, og så nu den første og meget vigtige nytårstale. Også et nyt kongevåben har vi fornyeligt fået. Det interessante her er at Færøerne og Grønland har fået så meget mere plads, end de tidligere har haft. Måske fornuftigt taget den internationale og sikkerhedspolitiske situation i betragtning. 

Også statsministeren holdte sin nytårstale. Hun balancerede mellem frygt og håb for fremtiden, og jeg kunne ikke lade være med at hæfte mig ved denne formulering:  

“Det står klart. Krigen har aldrig kun handlet om Ukraine. Putin har ikke ofret hundredtusindvis af russiske liv alene for at tage den østlige del af Ukraine. Og Nordkorea og Iran har ikke kastet sig ind i krigen blot for at se Rusland tage en bid af nabolandet. 

Verden er forandret. Og så må vi stå fast i kampen for vores frihed.”

Denne formulering fik mig til at tænke på en stærk replik fra en ny fantastisk DR serie, ved navn: Kodenavn: Storfyrstinden. 

Serien handler om besættelsen og nogle af de folk der kæmpede imod, og som var medvirkende til befrielsen i 1945. Befrielsen som i øvrigt, meget tankevækkende, har 80 års jubilæum i 2025. I serien siger modstandsmand og journalist Ebbe Munk:  

“Hitler kommer ikke til at stoppe her, det her det ender med en ny verdenskrig (…) Hitler er lige vadet ind i Prag og ingen reagerede, så hvorfor skulle han stoppe her? Det er naivt at tro at Danmark undslipper.”

Ligheden mellem de to citater og dermed kendsgerninger af virkeligheden, dengang og nu er slående og gruopvækkende. 

Måske er det bl.a. også derfor at Paven har proklameret 2025 til at være et jubelår, med temaet “Håbets pilgrimme”. 

I den katolske Kirke bliver disse særlige år brugt til at efterstræbe tilgivelse og forsoning. Vi høre allerede om jubelåret helt tilbage fra 3. Mosebog. 

Jubelårende er blevet fejret siden år 1300 og helt op til i dag, og i dag er håb og forsoning nok det, vi har allermest brug for i det nye år.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close