Af Præst Christian Bro, Hans Egedes Kirke og Tiny Church Tolvkanten
Alt ligner sig selv her i arbejdsværelset, hvor jeg sidder og skriver på min første klumme i år. I hjørnet af værelset står en stor gipsbuste af den norsk fødte præst og missionær Hans Egede, forstudiet til statuerne i Nuuk og ved Marmorkirken, som begge blev udsat for hærværk for en håndfuld år siden, hvor de blev overhældt med rød maling og ordene “Decolonize” (afkolonisér). Hver gang jeg løfter blikket fra skærmen, møder jeg hans gipsansigt. Han ser på mig med et fast, ufravigeligt blik, som om han våger over arbejdet her i rummet. Alt er, som det plejer at være herinde. Men udenfor er verden ændret siden årsskiftet, ikke mindst for os i Rigsfællesskabet, hvor den anspændte konflikt om Grønland er eskaleret.
Jeg er præst i Hans Egedes Kirke, en kirke, der blev bygget i 200-året for Grønlandsmissionæren Hans Egedes ankomst til øen. Derfor blev kirken opkaldt efter ham. I kirken findes en døbefont, hugget i grønlandsk granit, og det er også forklaringen på, hvorfor jeg har en buste af ham stående i mit arbejdsværelse.
Hans Egedes indsats i koloniseringen af Grønland har givet ham et omdiskuteret eftermæle. Men det er noget, vi for en stund har lagt bag os. For omsider forsøger vi at stå sammen. Bedre sent end aldrig, fristes man til at sige.
Ikke som i konfliktens begyndelse, hvor Trumps interesse for Grønland blev fejlæst som en mulighed for internt i Rigsfællesskabet at presse Danmark, for åben skærm, og botanisere i, hvordan Danmark havde begået den ene fejl efter den anden.
Vi skulle hellere have stået sammen og set fremad og ikke have givet en kattelem til at lukke en uforudsigelig aktør ind, som ikke følger vores spilleregler. Men tænk, at det skulle komme så vidt, før vi i Rigsfællesskabet forstod situationens alvor, og at det skulle være en trussel udefra, der åbnede vores øjne for værdien af vores fællesskab.
I går prædikede jeg over dialogens betydning. Det skete med afsæt i søndagens evangelietekst, hvor Jesus, som var jøde, bryder mure ned og taler med den samaritanske kvinde, selvom der var store skel mellem disse to grupper. Med evangeliets samtale som afsæt vendte blikket i prædikenen nu mod mødet i Washington for få dage siden mellem Lars Løkke Rasmussen, Vivian Motzfeldt, Marco Rubio og J.D. Vance. Det var Danmark der havde rakt hånden frem med ønske om et møde, efter en lang periode med envejskommunikation fra Trump om at ville købe Grønland.
Nu må vi i Kongeriget og ikke mindst resten af Europas NATO-lande, vise, at vi kan stå imod presset, bakke hinanden op, både militært og moralsk, og vise, hvilken fri og demokratisk verden vi vil leve i, hvor indgåede aftaler overholdes og landegrænser respekteres. Mens Trump på den anden side af Atlanten nu griber til et af sine yndlingsvåben: straftold på varer fra netop de lande, der har bakket os op med militærmandskab eller udstyr. I et forsøg på at få Danmark til at sælge Grønland, en helt igennem utænkelig tanke, og samtidig splitte Europa.
Men Trump stopper ikke dér. I nogen tid har det plaget ham, at han ikke fik tildelt Nobels fredspris. Og nu, i kølvandet på Grønland-situationen, skrev han så et brev til den norske statsminister, hvori han bl.a. skriver: “føler jeg mig ikke længere forpligtet til udelukkende at tænke på fred … selvom det altid vil være det vigtigste, men jeg kan nu tænke på, hvad der er godt og rigtigt for USA”. Han skrev videre: “Danmark kan ikke beskytte det land mod Rusland eller Kina, og hvorfor har de overhovedet ret til ejerskab?”. Tidligere har Trump udtalt, at han ikke vil afvise at bruge militær tvang for at få kontrol over Grønland. Der tegner sig et uhyggeligt billede ved at sammenflette de dugfriske citater fra hans hånd og denne tidligere udtalelse.
Det er interessant, at han taler om en trussel fra Rusland i brevet til den norske statsminister, når han samme dag inviterer Putin ind i sit nye fredsråd, det såkaldte “Gaza Board of Peace”. Putin som befinder sig midt i en erobringskrig mod Ukraine.
Vores historier i Rigsfællesskabet er vævet sammen gennem århundreder. En historie og et fællesskab, vi i Danmark måske kan have tendens til at glemme. I forrige sommer var jeg på besøg på Færøerne. At vi hører sammen i et fællesskab er meget præsent for en, når man vandrer rundt et sted, der virker så fremmedartet, som klippeøer ude i Atlanterhavet, og så kan samtale på dansk hvor som helst.
Jeg tror, mange af os i disse uger mærker en gryende kærlighed til Grønland, ja, til Rigsfællesskabet som helhed. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Norge blev romantiseret og blev kilde til enorm inspiration i både billed- og havekunst og meget andet i åringerne efter, at dobbeltmonarkiet Danmark-Norge opløstes i 1814.
For tiden læser jeg bogen Sjælespark af Bertel Haarder, som i øvrigt gæster Hans Egedes Kirke d. 28. januar. Heri genlæste jeg det kendte citat “Evigt ejes kun det tabte.” Det stammer fra den norske dramatiker Henrik Ibsens skuespil Brand fra 1866. Ja, citatet indkapsler paradokset, vi står midt i, at vi somme tider først forstår at sætte pris på det, vi har haft, når vi er lige ved at miste det, eller har mistet. Ja, der er begået fejl på begge sider. Både Danmark og Grønland har nok set sig blinde på modparten, og mest haft øje for at kritisere eller negligere hinanden.
MERE OM DETTE EMNE:
