Af Præst Christian Bro, Hans Egedes og Nordhavns Kirke
“Du danske sommer, jeg elsker dig” og “Du lyse nat og du lyse dag” – ingen beskriver den danske sommer renere, smukkere og klarere end den danske digter Thøger Larsen (1875-1928). Han voksede op udenfor Lemvig, på Gjellerodde, en tange der snor sig ud i Limfjorden. Et landskab, der er så fladt at horisonten synes uendelig; verden deroppe er så vældig, at man blot kan stå lille, benovet og taknemmelig.
Jeg blev introduceret til Gjellerodde for omkring femten år siden og er siden vendt tilbage mange gange. En veninde havde det mest magiske sommerhus dér – eller: “et skur”, som hun selv kaldte det, med et glimt i øjet. “Moster Puttes Hus” hedder det, og det er bestemt en google-søgning værd. Det ligger helt for sig selv, længst ude på odden. Om vinteren sneg vandet sig ind over odden og oversvømmede den helt, og “skuret” blev dermed utilgængeligt. Det lignede næsten, at det flød rundt derude på vandspejlet. Men når sommeren kom, kunne man igen komme derud. Så startede sæsonen! Og der var faste, helt rituelle åbningsopgaver. F.eks. skulle plankegulvet, som vinterens vand havde presset op af væggene, lægges på ny.
En sommerdag, dér på Gjellerodde, føltes som at træde ind i Thøger Larsens billedsprog; Hans ord og naturens skønhed smeltede sammen til ét. Min veninde og jeg mødte hinanden på aldersmæssigt forskellige tidspunkter i livet, og hun gik desværre bort for nogle år siden. Men minderne om sommerdagene med Lise, i skuret på Gjellerodde, i Thøger Larsens barndomsland, lever fortsat i mig.
Møder på tværs af skel finder i den grad også sted på Folkemødet på Bornholm, som jeg, i skrivende stund, netop er vendt hjem fra. Her færdes de mest indflydelsesrige side om side med landets borgere, og i Folkemødets ånd er det lige til at få en snak med hvem man måtte ønske. Bornholm levede i dén grad op til sit tilnavn: Solskinsøen. Ja, solen slog tonen an til denne demokratiets festival. Overalt lød debatter, latter og brudstykker af samtaler i forbifarten. Men pludselig overdøvedes alt dette af et af Forsvarets F-16-fly, der fløj lavt henover Folkemødet. En pludselig påmindelse om verden derude fortsat buldrer. En påmindelse om, at vi, midt i samtalerne, solen og fællesskabet, står i en virkelighed, hvor vi er nødt til at være beredte og opruste. For fredens skyld og for at kunne forsvare det, vi mener er et værdigt menneskesyn og et sundt samfund; For at håbet om en lys fremtid fortsat kan leve.
Håbet skal løfte os, både det personlige håb, men også et kollektivt håb.
For et par uger siden fejrede kirken et af årets mest håbefulde og lyse begivenheder: Konfirmation. I talen til sognets nyudsprungne og lysegrønne konfirmander handlede det netop om håb. Kirkerummet var fuld af de skønne, håbefulde unge mennesker og deres mindst lige så håbefulde, stolte og glade forældre. Den stemning, der opstår til netop den gudstjeneste, er helt særlig. Faktisk begynder den særlige stemning allerede inden selve gudstjenesten: Konfirmanderne og jeg står i en rundkreds lidt udenfor kirken, holder hinanden i hænderne og beder Fadervor og i fællesskab udtaler vi Trosbekendelsen. Var konfirmanderne måske lidt tilbageholdende i begyndelsen af årets undervisning, så er det nu helt forduftet; Nu flyder ordene frit og selvsikkert ud af dem. Derefter går vi i procession ind i kirkens brusende musik.
Undervisningen forud for konfirmationen er uhyre vigtig, for de unge. De får hver uge et rum, hvor de i fællesskab med hinanden frit kan tale om livets store spørgsmål, det der måtte fylde for dem og om deres håb og drømme.
For nogle år siden begyndte tankerne om at opføre en lille, midlertidig kirke ude i Nordhavn. Og til sådan en lidt anderledes og alternativ idé krævedes spandevis af håb. Men det lykkedes, og i sidste weekend kunne vi fejre, at vores færdigbyggede Tiny Church stod klar. Ufatteligt mange forventningsfulde, begejstrede og interesserede mennesker dukkede op for at fejre, at Tiny Church nu er færdig bygget. Det blev på alle måder en stor dag ved den lille kirke. Vi holdt den første gudstjeneste, der var taler, fællesspisning, koncert og dans. I fællesskab fik vi virkelig søsat kirkens unge liv ude i fiskerihavnen. Men håbet skal forblive lysegrønt. For først nu skal kirken bevise sit værd, nu, hvor den skal tages i brug. For ikke alt er gjort med et nybygget “hus”, nu skal den fyldes med liv, ånd. Og håb!.
