Af Sognepræst Louise Sihm Knudsen. Hans Egedes Kirke og Nordhavns Kirke
Så blev det december; Og adventstid; Advent, som betyder komme; Men december er også ventetid.
I den kristne verden – her på Guds runde blå planet – venter vi på Jesu komme: Adventus Domini: Herrens komme.
Vi tæller ned: 4,3,2,1- søndage.
Og venter på julen; Den vinterlige højtid, som står udenfor døren og utålmodigt tripper og banker på – allerede visse steder langt tilbage i oktober-efteråret.
Butikkernes hylder, der bugner med pebernødder, jødekager og konfekt en masse også langt før bladene er gule og brune, – er vel et massivt udtryk for, at vi gerne tager forskud på glæderne.
Men advent skal minde os om, at vi må vente.
At vi skal slå koldt vand i blodet; Tage ”tålmodighedshatten” på; Hvilket i sig selv kan være en prøvelse, i en verden hvor alting suser af sted med 120 km i timen.
Men netop derfor er der god grund til at standse op.
Holde ud; ”Væbne” os med tålmodighed som det så billedligt hedder.
Jo, – det kræver mod at tåle…
Samtidig ligger der også en længsel i adventstiden, i ventetiden. I tålmodighedsprøvetiden.
En længsel efter bedre tider, glædesfulde og lysere tider – måske.
Helt som den gamle fortælling om Jesusbarnet, der blev født julenat i staldens mørke rum og lagt i en krybbe, – er et spejl på. Den fortæller os, at lyset kom til verden. Julenat. At der kom bedre og lysere tider. At lyset blev tændt i mørket.
Herhjemme har vi skik for at tænde lysene i mørket i adventskransen – ét for hver søndag inden juleaften.
Skikken stammer fra 1839, hvor den tyske teolog Johann Hinrich Wichern introducerede den i sit missionsarbejde, og her brugte store lys til søndagene og mindre røde lys til hverdagene.
Kransen, der jo ligner et hjul – eller årets hjul, der drejer rundt og rundt, – gør os klar til julen – uden ”h”…
Den spiller lyset ind i kristendommens historie og i kirkeåret ved at dreje en omgang og gentage det, der umiddelbart ikke kan gentages, men alligevel sker, når vi genoplever og genopliver de gamle fortællinger og gør dem nærværende, nutidige og levende. Når ordet bliver kød. Så at sige.
Sammenfaldet mellem juletid og vintersolhverv er derfor ikke helt tilfældigt. Fra den 21. december vender det hele nemlig, og solen og lyset kommer igen, og vi får den lange dag tilbage. Tålmodighedsprøven er i hus – eller næsten…
For stadig kan ventetiden føles lang og ubærlig; Mørk og sorgfuld.
Adventstiden var i det lys også tidligere bods- og bedetid. En tid til at tænke over tidens gang, livets gang. Og alt det der rører sig mellem himmel og jord.
Det kunne vi måske lære lidt af; Skrue lidt ned for forventningspresset. Og i stedet stille tiden lidt i bero. Kigge indad. Og opad – mod stjernerne.
Længes lidt. Vente varsomt eller voldsomt.
Stave til tål-mo-dig-hed. Tål-mo-dig-hed. Tål-mo-dig-hed.
Mærke adventstidens længselsfulde langsomhed.
Gå en tur i Nordhavn, – se lysene rundt omkring på altaner, i træer og grene. Mærke vintersolen i ansigtet. Længes efter forår og sommer – og efter julen. Som jo kommer – før eller siden. Det er i al fald ligeså sikkert som amen i kirken; Det behøver vi ikke at bekymre os om.
Bekymringer har vi nemlig nok af – både egne og andres – ja, hele verdenens.
For selvom vi den 24. december vil synge ”Et barn er født i Betlehem” og mindes vores barndomsjul og få eventyrlige billeder ind på nethinden, som blandes med en duft af gran og kanel, – så ved vi også, at Betlehem ikke er en poetisk fantasiby, men en virkelig by i Palæstina.
At forholdet mellem Israel og Palæstina er som et åbent sår, der ikke vil heles.
Fred, forsoning og håb er ulykkeligvis fremmedord i øjeblikket. Der er i det hele taget alt for mange steder i verden, hvor der langt fra er fred.
Og der er ikke fred i virkelighedens Betlehem.
Men samtidig skal vi så fejre jul – her i det høje nord – synge om Betlehem og fred i samme sætning, om vores barndoms himmelby – og lige nu: bare være i adventstiden.
Kan det overhovedet lade sig gøre? jeg spørger bare.
Kan det lade sig gøre – med tålmodigheden i behold og med ro i sindet? Burde vi ikke i solidaritet med de nødlidende og krigsramte nedtone julefejringen og skrue ned for englenes sang om fred?
Nej, – tvært imod: I og vi skal – netop – fejre jul med sang og dans og masser af glæde – som en fredsdemonstration,
en håbskatalysator.
Vi skal løfte blikket og med julens budskab om fred og håb og glæde – se og vise, at lyset skinner i mørket. At det øjnes derude – midt i en adventstid, en vinterlys ventetid. Et lys, der som en smuk decembersolopgang set ude fra det grønne fyr i Nordhavn, kaster sine orange, lysrøde og violette bodsfarver fulde af håb imod os – og samtidig dømmer dagen lang og synger håbet frem, – også uden vi rører en finger; For det kommer – helt af sig selv – os venligt i møde….
Og advent – betyder komme!
God adventstid og glædelig jul!