Ole Christian Madsen viser sig fra sin bedste menneskelig side i hans følelsesladede og kloge skildring af terrorangrebet i København 2015, hvor to uskyldige mennesker blev dræbt.
Titel: Krudttønden. Instruktør: Ole Christian Madsen. Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Lars Brygmann, Albert Arthur Amiryan, Adam Buschard. Varighed: 106 minutter. Premiere: 5. marts. Kan lejes for 49 kroner på grandhjemmebio.dk/
Det er en modig og meget vellykket skildring af terrorangrebet på København 2015, som filminstruktør Ole Christian Madsen har lavet. Han er i forvejen manden bag flere væsentlige, historisk værker, som tager sig ud i København. Han slog igennem med den korte DR-serie Edderkoppen om sortbørshandlen lige efter 2. Verdenskrig, han stod bag den stilistiske Flammen og Citronen om de to berømte modstandsmænd under Krigen og endelig Steppeulven om den unge digter, sanger og beatnik Eik Skaløe, der døde ved grænsen mellem Nepal og Pakistan under et hippie trail i 1968.
Denne gang beskæftiger han sig med historie, som er bare få år gammel. En 22-årig ung mand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, angreb i 2015 en række deltagere til et arrangement om ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro. Han skød og dræbte filmmanden Finn Nørgaard og dræbte senere dørmanden Dan Uzan, der holdt vagt foran Københavns Synagoge i Indre By. En tragisk hændelse, der på trods af kritik om at gøre tragedie til underholdning nu også bliver formidlet i dansk filmhistorie.
Kontrovers er her nok af. Vi følger fire personer i filmen. De to ofre, gerningsmanden og en betjent. Fælles for dem er, at de alle kæmper med deres.
Vi følger freelanceren og ytringsfrihedsforkæmperen Finn Nørgaard, spillet overbevisende menneskeligt af Lars Brygmann, der får sine ideer stjålet af grådige tv-redaktioner, et aktuelt samfundsproblem i øvrigt, og bliver mere og mere frustreret. I en essensiel scene går vreden udover de politisk korrekt venner, der med roterende rødvin i hånden præsenterer de rigtige holdninger om, at man skal lade være med at kritisere islam. En både satirisk og følelsesladet scene, der giver minder om fransk nybølges fokus på overklassen, og som også bringer hans overbærende kone i spil, Sonja Richter, der i øvrigt vækker tåre ved mordet.
Vi følger også Dan Uzan, spillet af debutaten Adam Buschard, en mere ligefrem og kærlig karakter, der dyrker sport, når han ikke søger jobs med sin cand.polit-uddannelse. Han oplever det ene afslag efter det andet. Også fortolkningen af Omar, forløst af en anden debutant, Albert Arthur Amiryan (Modigt med to bærende debutanter, OC), bliver skildret fornuftigt og objektivt trods sine frygtelige gerninger. Som en forskruet mand med syge holdninger, men uden at dømme yderligere end de kolde facts og tilsat en menneskelig historie om hans familie, vi også møder, og som udfordrer ham.
Filmen er en hyldest til ofrene ligesom Flammen & Citronen var. Men hvor den film vandt stort på stil, scenografi og kameraarbejde, skulle der være arbejdet mere med karakterarbejdet, der var firkantet skåret over en hårdkogt lommekrimi fra 40’erne. Den her gang er Ole Christian Madsen langt mere menneskelig.
Det er faktisk kun betjenten Rico, på trods af en toppræstation fra Nikolaj Coster-Waldau, der skriver sig ind i en skabelon. En midaldrende fraskilt betjent, der kæmper med rygning, alkohol og kvinder som taget ud af ethvert krimi. Men det er i bund og grund trygt nok.
Endelig får vi et levende storbyportræt af København med Nørrebros neon som ramme (Men 5C kørte altså ikke i 2015). Her følger vi karakterernes hverdag, indtil drabene sætter punktum for liv. Det er sørgeligt at følge. Og vigtigt at huske.