• Terrence Malick laver sin helt egen undergenre af storfilm, hvor hastighed og indhold erstattes med storladne naturbilleder og introspektive karakterer. ’Knight of Cups’ er ingen undtagelse, men fokuserer dog mere på Los Angeles ekstravagante overklasselejligheder end frodige skove og nationalparker
0 Stjerner. Knight of Cups. Instruktion: Terrence Malick. Medvirkende: Christian Bale, Cate Blanchett, Natalie Portman m.fl. Varighed: 118 min.
Malick er som sædvanlig tåget omkring, hvad filmen egentlig handler om. Gennem filmen følger vi Rick (Christian Bale), der er en succesfuld komiker og forfatter, men desillusioneret over sit lystbetonede liv og sin karriere.
Kameraet følger Rick over skulderen, og publikum hører hans tankers monolog hele filmen igennem. Ricks indre stemme dominerer lydbilledet, hvor fester, biler og skænderier kun høres som svag baggrundsstøj. Publikum har fuld adgang til Ricks apatiske observationer om verden, der passerer ham i slow motion. Rick – og dermed publikum – føler sig som passive observatører af en fremmed verden, de hverken kan påvirke eller spejle sig selv i.
Ad bagveje finder vi langsomt ud af, at Ricks bror Billy er død, hvilket vejer tungt på både Rick, hans far Joseph (Brian Dennehy) og den tredje bror Barry (Wes Bentley). Det hjælper til at forklare noget af Ricks distræte tungsind, men har ingen decideret funktion i filmens plot.
Måske som en afledning for hans fortid, søger Rick selskab hos en længere række kvinder. De inkluderer blandt andet Elizabeth (Natalie Portman), som bærer deres barn, og Nancy (Cate Blanchett) som han engang var gift med. Til tider får vi bidder af disse kvinders egne indre monologer, men de er mest på lærredet som et objekt til at modtage Ricks sorg og lyster.
’Knight of Cups’ – og Terrence Malicks film generelt – er lavet ud fra den præmis, at films ypperste mål er spektakulære billeder, stærke følelser og heftig symbolik. Det er her, at denne anmelder står af.
Malicks kærlighed for dobbelttydighed og vage symboler, gør ikke filmen dyb og kompleks, men rodet og ligegyldig. Der er intet narrativ at holde fast i, og det føles, som om Malick heller ikke selv ved, hvad det er han vil. Det er alt for let at forveksle forvirring med dybsindighed, og netop derfor får Malicks film gang på gang roser hos kritikere og publikum.
Det paradoksale i ’Knight of Cups’ er at Malick ønsker, at publikum skal føle Ricks apati og fremmedgørelse overfor verden, hvilket i høj grad lykkedes for denne anmelder.
Men hvor Malick ønsker at skabe denne følelse gennem sine filmiske virkemidler, følte jeg mig i stedet fremmedgjort af filmens kedsommelige ugidelighed. Den måske største provokation af publikums intellekt er hvordan Malick forventer, at man sympatiserer med en rig og følelsesforladt hvid mand, hvis største problem er sin manglende evne til at tage sig sammen og gøre noget ved sin utilfredshed. Det kan godt være at Rick føler sig fremmed for de mennesker og fester han omgås, men det ændrer ikke at han stadig glædeligt tager del i overdådigheden.
I en tid præget af race- seksualitets- og kønsdebat, og en stigende forskel på rig og fattig, vækker ’Knight of Cups’ minder om en forgangen tid. Ricks solipsistiske livssyn gør ham ikke dyb og mystisk; bare tam og afstumpet. Det samme kan siges om Terrence Malicks filmunivers.
MERE OM DETTE EMNE:
