Det her år snød mig. Troede det. Men sådan spiller klaveret ikke
• Arj, er der nu allerede gået et år? Igen? Her havde jeg lige sat 2017 af til virkelig at få styr på nogle ting – både på matriklen og omkring min egen person – og i stedet er jeg blevet snigløbet: Der er jo så få dage tilbage af året, at de slet ikke er værd at tælle. Og jeg står med denne her lange, mentale liste, hvorpå stort set intet er blevet krydset af, takket være Tiden, den upålidelige satan, og dens ufine metoder.
Men okay, hvis det skal være på den måde, 2017, så har jeg også et par tricks oppe i ærmet: Jeg overfører bare mine Do’s, (det skal jeg få ordnet) og Dont’s, (det skal jeg holde op med) til listen for 2018. Ha!
Do
Kontakt håndværkere i god tid:
Hus ser mærkeligt fragmenteret ud, fordi nye, tilbyggede terrasse af trykimprægneret træ ikke er blevet malet sort som resten af huset. Som den ellers skulle i år. Men da jeg kom i tanke om det, var det langt hen ad efteråret, og ingen maler kunne nå det inden vinter. (Note til mig selv: Husk at få en tømrer til at kigge på terrasse, som nu muligvis er rådden, fordi den har stået ubeskyttet i den vådeste sommer siden 1979. Indhent eventuelt tilbud for ny terrasse)
Gennemgå forsikringer: Særligt de tilkøbte for diverse elektroniske gadgets, da de særeste poster bliver trukket på kontoen. Nogle aner jeg ikke, hvad er, men jeg er ret sikker på, at jeg spottede en skadesforsikring for en iPhone 3. Samt én, som giver ret til teknisk support i tilfælde af, at der går båndsalat i min walkman.
Undersøg markedet for snorke-plastre til dyr: Det sidste års tid er overvægtige chihuahua i hel ekstrem grad begyndt at snorke. Minder om at være gift igen.
Ofte må jeg stå op og bugsere kurv, (som egentlig er en pudeseng til en langt større hund og bredere end døråbning), med bevidstløs hund ud i entreen. Hvorfra savværkslyd stadig kan høres. Men dør mellem entre og soveværelse bliver nødt til at stå åben, fordi neurotiske dyr, som ikke kan lide lukkede døre, ellers vil stå og kratte på den non-stop i de resterende nattetimer. Meget svært at falde i søvn igen.
Brug de apps: Det kan vel ikke skade at sætte syv minutter af hver aften, når der tilsyneladende ikke skal mere til for at få den flade mave. Nu har man jo downloadet apps’ne. De fulde versioner, som ikke er gratis.
Don’t
Lad være med at købe remedier til spontane gør-det-selv-projekter. Det ser, for eksempel, ikke ud til, at jeg får malet det lille badeværelse i kælderen, selv om jeg har købt hele arsenalet til den slags, inklusiv absurd dyr maling. I 2016. Den lille bitte, (”men dog super effektive”) rystepudser, Netto engang havde på tilbud, blev heller aldrig brugt til at give køkkenbordet en ordentlig omgang, idet det viste sig, at en neglefil ville have været bedre egnet.
Så sandsynligheden for, at jeg i 2018 selv får lagt nyt tag af bølgeplast på den overdækkede del af baghaven, er forsvindende lille. Alligevel har jeg adskillige gange grebet mig selv i at google ’hårdt bølgeplast til tag,’ og derfra er der kun et lille klik til at bestille femogtyve kvadratmeter af det.
Stop med at erhverve mig diverse vildeste-mest-fantastiske-du-kan-ikke-leve-uden-skynd-dig-kun-få-tilbage himstregimstre, som popper op i reklamer på nettet.
Glas-dimsen med sæbespåner kunne jo overhovedet ikke forudsige vejret, og månelampen lignede slet ikke en måne. I øvrigt kunne den heller ikke lyse. Oftest er de tåbelige ting afsendt fra obskure, asiatiske lande, som det desuden altid koster to-hundrede kroner ekstra at modtage en pakke fra: De tyve kroner er told, resten er Post Nords gebyr for at sende mig en seddel om, at pakken koster tyve kroner i told. (Det er nok kun tilladt på grund af virksomhedens fremadstormende succes, som jo kommer os alle til gode.)
Drop Fernet Branca shots. Fuldstændig. Dels fordi de smager ad helvede til, men også fordi de syvogtyve urter på ingredienslisten har en uheldig virkning på min dømmekraft: Jeg ikke kan spotte en kendis i byen uden partout at gå op til vedkommende. Ganske vist kun for at rose, men det kommer tilsyneladende ud på den forkerte måde. For skønt jeg gør mit bedste for at holde kommunikationen kørende, synes jeg faktisk ofte, at samtalerne virker unaturligt korte. Jeg er desuden ret overbevist om, at jeg i al fremtid er blevet blacklistet til Rasmus Nøhrs koncerter, efter at jeg engang troppede op backstage og forårsagede en uheldig episode. Men det skyldes vist bare min personlighed. Havde ikke fået en dråbe Fernet Branca den aften.
Ovenstående er kun et lille udpluk. Desværre er listen meget længere, for jeg havde jo regnet med mere tid. Men takket være dette års forræderiske sprint er min opmærksomhed nu skærpet, og det nye år skal ikke satse på at møde mig helt perpleks og uforberedt. Jeg har skam tænkt mig at holde et vågent øje med tingene under hele forløbet. I hvert fald i det omfang, jeg evner.
Men okay, hvis jeg skal være helt ærlig, så er det måske ikke er så realistisk at få styr på alle tingene på min liste. Faktisk vil jeg nok være ret tilfreds, hvis bare jeg kan komme gennem hele 2018 uden at have købt hårdt bølgeplast.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
MERE OM DETTE EMNE:
