Planerne om højhuse på Langelinie og Marmormolen fik borgere til at stille spørgsmål om trafik og parkering på et nyligt borgermøde. Nu svarer forvaltningen, at de nye boliger på Langelinie ikke ventes at ændre mærkbart på trafikafviklingen.
Hvordan skal vejene på Langelinie rumme trafikken fra flere hundrede nye beboere, når der også skal være plads til krydstogtbusser, cyklister og områdets øvrige besøgende?
Det var et af de spørgsmål, der blev rejst, da over 100 mennesker den 18. august var mødt op til borgermøde om byggeplanerne for Langeliniespidsen og Marmormolen.
Nu har Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning svaret på en række spørgsmål fra Nordhavn Avis. Forvaltningen vurderer, at de eksisterende veje kan håndtere den ekstra biltrafik fra boligerne på Langelinie.
Planerne omfatter omkring 230 boliger på Langeliniespidsen, blandt andet i et 120 meter højt tårn. På Marmormolen lægges der op til et 96 meter højt kontorhus og en ny bypark.
400 ekstra bilture
Ifølge forvaltningen vil de nye beboere på Langelinie tilsammen give omkring 400 ekstra bilture på hverdage, når de kører til og fra deres boliger.
Til sammenligning er der i dag omkring 3.000 bilture på en hverdag i området omkring Indiakaj, Midtermolen, Langelinie Allé og Langeliniekaj. Her tæller blandt andet trafikken fra beboere, kontoransatte og busser til krydstogtskibene med.
“Den ekstra trafik er som nævnt i størrelsesorden 400 bilture på hverdage, og vil ikke bidrage til en mærkbar ændring af den nuværende trafikafvikling i området,” lyder det fra forvaltningen i et skriftligt svar.
Forvaltningen fremhæver, at Langelinie ender blindt. Derfor kommer bilerne hovedsageligt, fordi folk bor, arbejder eller har andre ærinder i området. Vejen bruges altså ikke til gennemkørsel mellem andre dele af byen. Kommunen vurderer samtidig, at Kalkbrænderihavnsgade, som trafikken kan fortsætte ud på, har plads til flere biler.
De forventede 400 ekstra bilture om dagen dækker de nye beboeres kørsel til og fra boligerne på Langelinie. Tallet omfatter ikke trafikken fra det planlagte kontorbyggeri på Marmormolen, og forvaltningen oplyser ikke i sit svar, hvor meget ekstra biltrafik de to byggerier tilsammen ventes at skabe.

Parkering under byggeriet
På borgermødet blev der også spurgt til, hvor de nye beboere og besøgende skal parkere.
Forvaltningen oplyser, at projektet på Langelinie opfylder kommuneplanens parkeringsnormer. For boligerne er normen én bilparkeringsplads pr. 250 kvadratmeter bolig.
Bilparkeringen skal ligge i en kælder under byggeriet med adgang via den eksisterende rampe på Langelinie Allé. Hovedparten af cykelparkeringen placeres i byggeriet, mens en mindre del skal ligge udenfor.
Både bil- og cykelparkeringen skal være klar, før det nye byggeri tages i brug. Lokalplanforslaget indebærer derimod ikke nye eller flere veje i området.
Ingen konkrete løfter om flere busser
Nordhavn Avis har også spurgt, om den kollektive trafik kan følge med, hvis de nye kæmpehøjhuse bliver til virkelighed, og om der er planer om flere eller hyppigere afgange.
Forvaltningen henviser til buslinje 27, der stopper ved Indiakaj, og til, at Langelinie ligger inden for kommuneplanens stationsnære område ved Østerport og Nordhavn Station.
Kommunen fremhæver desuden arbejdet med at udvide metroen med M5 og forlænge M4 i Nordhavn. I svaret bliver der dog ikke beskrevet konkrete planer om flere busafgange til Langelinie.
En fremtidig cykel- og gangforbindelse mellem Østerbro og Refshaleøen ventes ifølge forvaltningen at få omkring 7.000 cyklister på hverdage i 2035. Broens realisering og eventuelle trafikomlægninger bliver imidlertid ikke afgjort med dette lokalplanforslag.
Om generne under selve byggeriet henviser forvaltningen til projektets miljøkonsekvensrapport og oplyser, at reglerne for byggestøj skal overholdes. For nærmere oplysninger om byggefasen henviser kommunen til bygherren Harbour P/S.
Læs alle forvaltningens svar på Nordhavn Avis’ spørgsmål nedenfor:
- Hvor skal de nye beboere, ansatte og besøgende på Langelinie og i Nordhavn parkere? Er der parkeringskapacitet nok i de nye byggerier, eller forventer kommunen et større pres på de eksisterende parkeringspladser i området?
I forbindelse med nybyggeri skal der etableres parkeringspladser, som skal være i størrelsesordenen og ikke må overskride normere, som fremgår af kommuneplanen. For boligbyggeri i ’tætby og byudviklingsområde’ som Langelinie ligger ind under, hedder normen 1 plads pr. 250 m2 bolig. Herudover er der stueetagen, hvor der gives mulighed for udadvendte servicefunktioner. Her hedder normen 1 plads til 214 m2. Normerne er opfyldt på Langelinie og parkeringen findes i konstruktion. Der findes ligeledes normer for cykelparking som ligeledes er opfyldt i projektet. Bilparkeringen er placeret i kælder under byggeriet med adgang via eksisterende rampe på Langelinie Alle. Hovedparten af cykelparkeringen placeres i byggeriet og en mindre andel placeres på terræn omkring bebyggelsen. Det vil kunne ses af lokalplanforslagets tegning 4a2 på side 84.
Link til forslaget: Forslag til lokalplan Marmormolen Øst og Langelinie Nord, kommuneplantillæg og miljørapport
Link til Kommuneplanens norm for cykelparkering Parkering | Københavns Kommuneplan 2024
- Hvor meget ekstra biltrafik forventer kommunen samlet set, når det nye højhus på Langelinie og de store byggerier i Nordhavn er færdige, og hvilke veje forventes at blive mest belastede?
Forvaltningens svar: Bebyggeriet på Langelinie vil genere ca. 400 bilture/døgnet fra nye beboere der kører fra og til deres bolig. I forvejen er området trafikalt set primært kendetegnet ved lokal biltrafik, hvor biler har et ærende i området (enten arbejde eller bolig på Langelinie Allé). Det er fx ikke et område med uvedkommende gennemkørende trafik, da vejen ender blindt. For hele området med vejene: Indiakaj, Midtermolen og Langelinie Allé og Langelinie Kaj, hvor der både er busser til krydstogtskibe m.m., beboere og medarbejder til kontorhuse er der dagligt ca. 3000 bilture på hverdage. Den ekstra trafik er som nævnt i størrelsesorden 400 bilture på hverdage, og vil ikke bidrage til en mærkbar ændring af den nuværende trafikafvikling i området. Der er ligeledes kapacitet på Kalkbrænderihavnsgade, Ringvej 2.
- Kan den kollektive trafik følge med? Forventer kommunen flere passagerer i metroen og busserne som følge af byggerierne, og er der planer om flere eller hyppigere afgange?
Forvaltningens svar: Københavns Kommune har et transportmål, hvor højest 25% af turene foregår i bil. De øvrige ture skal være på cykel, med kollektiv trafik eller gående. Københavns Kommune arbejder hele tiden med, at tilpasse kapaciteten i takt med der kommer flere københavnere, senest bl.a. med beslutningen om at udvide metroen med M5 og forlængelse af M4 i Nordhavn.
- Langelinie har ikke samme direkte metrobetjening som de nyere dele af Nordhavn. Hvordan skal de mange nye beboere, ansatte og besøgende komme til og fra området uden bil?
Forvaltningens svar: Buslinje 27 stopper ved Indiakaj. Derudover ligger Langelinie indenfor kommuneplanens stationsnære område både Østerport- og Nordhavn Station.
- Hvilken rolle skal den planlagte nye cykelbro spille? Hvor mange cyklister forventer kommunen vil bruge den, og hvor meget kan den aflaste trafikken mellem Langelinie, Nordhavn og resten af København?
Forvaltningens svar: Den fremtidige cykel- og gangforbindelse mellem Østerbro og Refshaleøen er en del af aftalen mellem Staten og Københavns Kommune om byudvikling og infrastruktur i Østhavnen. Forbindelsen skal skabe bedre forbindelse mellem Østhavnen og Østerbro og bidrage til at understøtte kommunens transportmål om, at højest 25 % af turene i København foregår i bil. I 2035 forventes der ca. 7000 cyklister på hverdage. Der er ikke i dette lokalplanforslag, taget stilling til realisering af cykelbroen eller evt. trafikomlægninger i regi heraf.
- Er infrastrukturen klar, når byggerierne står færdige? Eller risikerer beboerne på Langelinie og i Nordhavn, at boliger og arbejdspladser kommer før de nødvendige løsninger for busser, cykler, metro og biler?
Forvaltningens svar: Byggeriets bil- og cykelparkering skal være etableret inden ibrugtagning af det nye byggeri. Forslaget til lokalplan for Marmormolen Øst og Langelinie Nord resulterer ikke i udbygning af den eksisterende infrastruktur (dvs. nye eller flere veje m.m.) i området.
- Hvad kommer de eksisterende beboere til at mærke under byggeperioden? Hvor meget ekstra tung trafik forventes på Langelinie og vejene gennem Nordhavn, og hvordan vil kommunen begrænse gener og sikre forholdene for cyklister og fodgængere?
Forvaltningens svar: Der er lavet en miljøkonsekvensrapport, som kortlægger de mulige væsentlige påvirkninger på miljøet som følge af byggeriet (selve byggefasen), som du finder her 32b3d712-3237-4e2d-a30a-6d2b83d1c695-bilag-7_0.pdf, da den er vedlagt den politiske indstilling til forslag til lokalplanen. Det fremgår af rapporten at det ikke vil påvirke område i væsentlig negativ grad. Mht. støj fra byggepladser skal gældende lovgivning overholdes. Hvis du har yderligere spørgsmål hertil vil foreslå jer at tage kontakt til bygherre (HARBOUR P/S) for at få oplysninger vedr. byggefasen.







