Fra barndomsland til metropol: Ny bog fortæller historien om arbejderdrengen fra Østerbro, der kom på Gl. Hellerup Gymnasium, blev lærer, politiker og Overborgmester. Og satte sig for at vende København fra fallitbo til verdens bedste by.
Året er 1997. Sangen ‘Copenhagen Dreaming’ med Love Shop lyder ud fra de åbne bilvinduer på Gothersgade. Det nye FC København – Byens Hold – har vundet Pokalturneringen. Langs Kalvebod Brygge ligger der halvsunke skibsvrag, men på kajen er ingeniørforeningen ved at bygge nyt hovedsæde. Der er ligesom sket eller andet i København, selv om arbejdsløsheden stadig er på 16 procent, kommunens gæld er på 12,2 milliarder, havnen er tømt for skibe, og fabrik efter fabrik flytter til Herning eller Kina. Folk er igen begyndt at sige: “Jeg er københavner” – med stolthed i stemmen.
Jeg er Københavner
En af de første var en forholdsvis ukendt ung socialdemokrat, som afløste Egon Weidekamp som overborgmester i januar 1989. Jens Kramer Mikkelsen. Eller ‘Kramer’, som alle kalder ham – og har gjort det siden skoletiden på Østerbro.
Ordene faldt under valgkampen samme år, Kramer og socialdemokraterne vandt. Ved valgkampen fire år senere stod der ‘Jeg er Københavner’ på Kramers valgplakat. Det virkede. Han forblev Overborgmester i 15 år.
Derefter var han direktør for Ørestadsselskabet og By & Havn i 14 år. I den tid forandrede København sig fra et fallitbo til en international metropol. Og kommunens befolkningstal voksede fra 467.000 til 623.000.
Man kan ikke leve af at ligge ved havnebadet hele tiden
Historen er fortalt i den nye bog ‘Jeg er Københavner’ – skrevet af journalist Niels Frid-Nielsen på baggrund af timevis research og samtaler med Kramer.
Vi ser billeder af kampene om Byggeren og en ung overborgmester som overrækker nøglerne til Ungdomshuset til BZ-erne. Vi ser slummen i brokvartererne. Kommunen endte med at sælge sine 19.000 små og nedslidte lejligheder og sætte byfornyelsen i gang, for at skabe flere arbejdspladser. Senere begyndte Kramer at sælge ud af de øde havnearealer til investorer. “Det var jo ikke verdens smukkeste byggeri på Kalvebod Brygge. Men sagde jat tak til alle tilbud. Man kan jo ikke leve af at ligge og nyde livet ved havnebassinet hele tiden. Erhvervsliv og arbejdspladser er forudsætning for alt det andet,” siger Kramer i dag.
Forældre måtte flytte
Han voksede op i en socialdemokratisk familie i et arbejderkvarter på Fanøgade på Østerbro.
“Forinden havde mine forældre været så heldige, at de fik en lille moderne lejlighed med altan i Husum, da de blev gift. Men da jeg var helt lille måtte de indse, at de ikke havde råd til at bo i den. Vi flyttede til en mindre lejlighed i en AAB afdeling på Østerbro. Jeg elsker mit barndomskvarter. Men tænk en gang, de knoklede og havde almindelige arbejderindkomster. Men huslejen var for høj. De kunne ikke blive boende. Den oplevelse sad i min far som en stor uretfærdighed resten af hans liv”.
Ikke færdig med byudvikling
I dag er der kraner over hele København. Der bygges boliger og kontorhuse i Nordhavn, Sydhavn, Ørestad, Amager Strand, Jernbanebyen og Tingbjerg.
I sit nye job som udviklingsdirektør i NREP-koncernen er han selv beskæftige med Tingbjerg-projektet og Jernbanebyen, ligesom han arbejder med “nogle spændende projekter i omegnskommunerne”.
Han har i 14 år rådet over Overborgmesterkontoret på rådhuset, og som adm. direktør for By & Havn var arbejdspladsen det statelige havnemesterkontor på Toldboden.
Da Jens Kramer Mikkelsen forlod By & Havn i 2018, fik han et tilbud, han ikke kunne afslå. Et deltidsjob – som er blevet til mere og mere – hos den private byudvikler NREP i Nordhavn. De historiske rammer på rådhuset og Toldboden er skiftet ud med et stort åbent kontorlandskab på første sal i Riffelsyndikatet på Southamptongade. Her arbejder han sammen med mange yngre folk, og elsker det.
“NREP er en fantastisk arbejdsplads med de rigtige værdier, og en fordomsfri tilgang til byudvikling. Jeg er virkelig glad for at jeg har fået denne mulighed efter et langt arbejdsliv i politik og administration. I denne måned er jeg blevet 70, men jeg har ingen planer om at stoppe af den grund,” siger Jens Kramer Mikkelsen.
Københavnermodellen
Kramer står som en af fædrene til “Københavnermodellen”. Den handler om at lave en plan for byudvikling og metro, sælge de ubenyttede arealer til private udviklere, og bruge pengene til at udvikle byen med endnu flere boliger og metrolinier.
Som en unavngiven politiker en gang sagde: “Hidtil har vi kunnet sige, at af ingenting kommer lommeuld. Nu kan vi sige, at af ingenting kommer lommeuld og Ørestad.”
Mange om at dele æren
Kramer tror stadig på Københavnermodellen. Men han vil ikke tage æren for den alene.
“Vi var mange om det. Anne Grete Foss fik sat metroen på skinner. Svend Auken, Poul Schlüter, Henning Dyremose og Henning Christoffensen sørgede for den politiske opbakning. Og en masse dygtige embedsfolk var med til udvikler ideérne.”
Debat om Lynetteholm
Københavnermodellen blev videreført i Nordhavn, men med en helt anden byplanlægning. Tiderne var skiftet, folk ville hellere bo tæt og have butiksliv.
Endnu et stort projekt er på vej. Lynetteholm. Her skal den jord, som kommunen tager penge for at modtage fra byggepladserne, hældes ud i havet, så det danner en ø. Som så kan sælges til byudvikling. Og som derefter kan investeres i metro.
“Selvfølgelig er der masser af debat om Lynetteholm. Det er jo ikke hver dag, at vi skal beslutte sådan en stor plan. Men jeg er overbevist om, at vi befinder os i en guldalder for København. Og det stopper ikke foreløbig. Vi skal udnytte en historisk mulighed. Byen vokser stadigvæk, og vi kan kun holde boligpriserne nede ved at bygge mere. Jeg kan forstå at Enhedslisten vil gøre sikre billige boliger på en anden måde. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan de vil gøre det,” siger Kramer.
Nordhavn langtfra færdig
Han cykler tit ned til Nordhavn for at følge byggerierne. Om få år skyder et helt nyt kvarter op på Levantkaj.
Det kommer måske slet ikke til at ligne hverken Ørestad eller Århusgadekvarteret. Fremtidens byggeri i København skal udvikles i trit med andre og nye værdier.
“I 90’erne blev vi opmærksomme på, at de nye generationer ikke kun ville have nyere boliger. De ville også have en by med kulturliv. I dag er der igen sket et skifte. Folk eftersprøger mere bæredygtighed og flere grønne områder. Sundhed og fællesskaber kommer også højere på dagsordenen. Det er de pejlemærker, som udviklingsselskaberne sigter efter i dag.”
Hans far og mor fik ikke mulighed for at bo i en moderne lejlighed i København. Den mulighed skal folk have i dag.
“Vi må aldrig blive os selv nok, og sige at ‘der ikke er plads til flere i København’. Vi skal blive ved med at udvikle os. Prøv at se Århusgadekvarteret. Der er kommet liv i gaderne. En helt ny by er ved at finde sig selv. Det gør mig glad og stolt”.
MERE OM DETTE EMNE:
