Herredømmet over en bil bringer det værste frem i folk
• Jeg sad i bilen forleden og var røvirriterende. Jeg ventede på at dreje til højre i et kryds, og det var SÅ for meget, at jeg ikke bare drejede og kom af vejen, for helvede, kunne jeg forstå på bilisten bag mig. Ikke at jeg havde en samtale med manden, det var slet ikke nødvendigt. Hans fyndige brug af hornet formidlede med al ønskelig tydelighed, hvor irriterende han fandt mig, og der var slet ingen tvivl om, at det virkelig var (røv)meget. Og mens jeg fortsat ventede med at dreje, fortsatte hyssemand med at dytte, og jeg blev pludselig en anelse bekymret for ham. Måske var han psykisk sårbar? En forvirret stakkel, som lige i dag havde glemt sit forbud mod at føre motoriserede køretøjer? Der kunne næppe være andre forklaringer. Mandens krav om at jeg trådte min speeder i bund og drejede, pronto, hang nemlig ret dårligt sammen med resten af den trafikale sammenhæng: De to cyklister, jeg så ville pløje ned i forbifarten, for eksempel, for ja, der var en grund til, at jeg holdt og ventede, lissom.
Men hvis man skal kigge logisk på det, så kan alle idioter med et kørekort jo ikke være mindrebemidlede i øverste etage. Alligevel strejfer tanken mig ganske ofte. For det er som om, at der sker noget med folk, i det øjeblik de sætter sig bag et rat. Den pæne revisor og far til tre bliver forvandlet til en vredes-knude, hvis primære instinkt er ’overlevelse’ og ’mig først’, mens hans sprog reduceres til udelukkende at bestå af spyt og konsonanter. Kunne man forestille sig den samme person opføre sig ligesådan i et supermarked? Ville andre kunder foran brødhylden mon fremprovokere Hidsig-Heino, (som derefter – bevæbnet med et horn for fodboldentusiaster – helt uhæmmet ville bååååååtte sin vej frem), i helt samme grad som en bil foran ham gør det? Jeg tænker umiddelbart: Nok ikke.
Der må altså være et eller andet ved det rat og de fire hjul og det utroligt rummelige handskerum, som får det værste op i rigtig mange. Og okay. Jeg kan heller ikke sige mig helt fri for at blive en kende arrig indimellem, derude i trafikken. Men jeg tyer aldrig til hornet som det første, og der skal mere til end tre sekunders ventetid. Jeg reagerer dog på dødsangst; en følelse, jeg oftest får, når jeg kører bag ældre medbilister. På motorvejen. Ikke fordi høj alder i sig selv minder mig om, at jeg en dag skal dø, men fordi høj alder kombineret med en bil i meget høj fart flere gange har overbevist mig om, at den dag var lige nu. Når man i længere tid har ligget bag den samme Volvo, der de sidste sytten kilometer har skiftet signaler mellem venstreblink og katastrofeblinket, og føreren (ældre herre, årgang 1918) af samme Volvo enten overhovedet ikke har opfanget, at man blinker med lyset eller måske har opfanget det men troet, det var en hilsen og muntert vinket tilbage i bakspejlet (med begge hænder), så er det ganske enkelt ikke særligt betryggende. Når manden desuden indimellem har trådt på bremsen, helt vilkårligt og uden nogen synlig årsag, og man derudover fornemmer, at han er ved at gøre klar til at bakke lige om lidt, ja, så er det, i min optik, okay at dytte. Bare en lille smule. Forudsat, at man ikke går helt amok og forudsat, at man kan ramme hornet. Det sidste har jeg det svært med, fordi dytknap i min bil sidder mærkeligt u-ergonomisk nederst på rat, hvilket gør, at andre yderst sjældent rent faktisk hører det mindste båt fra min side. Jeg selv, derimod, hører spørgsmålet fra ældste pode:
”Hvorfor bliver du ved med at hamre hånden ned i rattet, mor?”
Så personligt gør jeg det ikke så meget i auditiv trafikkommunikation – selv om jeg helt sikkert som noget af det første vil tjekke, hvor præcis hornet sidder, hvis jeg en dag skal have en ny bil. Jeg tror til gengæld, at jeg vil benytte mig af denne mulighed til at komme med en opfordring, og den går hermed ud til alle ellers så pæne mennesker: Prøv liiiige at slappe lidt af. Tag en dyb indånding, lav nogle knibeøvelser, forkæl forruden med et skvæt sprinklervæske, whatever! Bare prøv at reagere, som de ellers så pæne mennesker, I er, i stedet for at falde tilbage til det primalstadie, vi alle var på engang.
Og skulle det nu ske, at nogle af jer en dag befinder jer på en smal gade midt i et shoppingområde, en lørdag formiddag for eksempel, hvor al trafik står stille, fordi en eller anden er kommet til at fylde benzin på den dieselbil, hun har lånt, og bilen derefter er gået i stå – ikke med det samme inde på tanken, men to minutter senere, midt på kørebanen – så husk vejrtrækningen, øvelserne og sprinklervæsken. Et alternativ til fodboldhornet og de spyttende ukvemskonsonanter, kunne eventuelt være hjælp til at få fejlernæret dieselbil skubbet ind til siden, og hvis I har travlt, vil et simpelt, opmuntrende smil helt sikkert også gøre lykke. I kan sagtens se, hvem I skal rette det mod: Det er kvinden, som står i midterrabatten og tapsveder, mens hun vinker undskyldende.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
