Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Kunstner bag guldfisk i blendere og røde isbjerge rykker ind i Nordhavn

Et sofasalg under 3 Days of Design banede vejen for Marco Evaristtis nye showroom på Stubkaj. Nu leder kunstneren også efter en bolig i Nordhavn.

Han er kendt både nationalt og internationalt for sin kontroversielle kunst – fra levende guldfisk i blendere til et rødt isbjerg i Grønland farvet med frugtfarve. Nu er Marco Evaristti rykket ind i Nordhavn med et nyt showroom.

På Stubkaj, på hjørnet ved siden af Original Coffee, åbner han Evaristti Studios, hvor lokale kan gå på opdagelse i malerier, møbler og genstande, han selv har designet. Han regner med at invitere indenfor til åbent hus torsdag den 17. september klokken 17.

“Jeg regner med selv at være her og arbejde de fleste dage. Så man kan også møde mig, når man kommer ind og ser på værkerne,” siger Marco Evaristti, der oprindeligt er fra Chile men har brugt de fleste af sine voksne år i Danmark.

Marco Evaristti med en tom blender af samme type, som han tidligere har udstillet med levende guldfisk. Foto: Josefine Munch-Petersen

I lokalet finder man malerier fra serier, der behandler forskellige eksistentielle emner, samt møbler og støbte genstande som håndtag og knager. Også den ikoniske blender med en guldfisk finder man i showroomet – i dette tilfælde er fisken dog støbt i plastik og i øvrigt ikke til salg.

Forelsket i Nordhavn
Marco Evaristti bor selv på Dampfærgevej, men han forelskede sig i Nordhavn, efter at han deltog med en møbeludstilling under festivalen 3 Days of Design i juni i år.

Her solgte han en sofa til lejlighedsudbyderen STAY, som efterfølgende gav ham mulighed for at leje det nye showroom.

Marco Evaristti har designet denne sofa i forbindelse med 3 Days of Design, som nu er solgt til STAY Nordhavn. Foto: Josefine Munch-Petersen

“Jeg har boet i flere år på Dampfærgevej, hvor der er smukt, men også lidt kedeligt. Nordhavn har noget andet over sig. Her er mere liv, og jeg har fået lyst til selv at blive en del af bydelen,” siger Marco Evaristti.

Tilknytningen til bydelen er siden vokset. Han er begyndt at bruge Sauna House hver uge og leder nu efter en lejlighed i Nordhavn, så han også privat kan blive en del af området.

”Jeg er et spejl”
Med showroomet får de besøgende mulighed for at opleve flere sider af en kunstner, der ofte har skabt overskrifter med sine kontroversielle værker.

I 2000 vakte Marco Evaristti opsigt på Trapholt med installationen Helena & El Pescador, som omfattede ti blendere med levende fisk. Publikum havde mulighed for at tænde blenderne, og værket satte gang i en debat om dyrevelfærd, ansvar og kunstens grænser. Et par gæster endte da også med at tænde for blenderne.

“Jeg sætter fokus på hykleriet og på de selvmodsigelser, som de fleste af os accepterer tavst. Det viser sig, når vi eksempelvis køber buræg eller holder kæledyr på en måde, som kun er for vores egen skyld,” siger Marco Evaristti.

Selv føler han sig ofte misforstået, fordi hans udstillinger ofte ender med at vække harme hos publikum. Med guldfiskeværket ville han få de besøgende til at forholde sig til deres egen behandling af dyr, men i stedet blev han beskyldt for dyremishandling.

“Jeg er en form for spejl. Jeg lader folk få øje på deres eget hykleri, og det er ikke alle, der bryder sig om det, de ser,” siger han.

Under udstillingen Pink State farvede Marco Evaristti isbjerge røde på Grønland for at sætte fokus på menneskets behandling af naturen. Privatfoto.

Gennem årene har han også arbejdet med projektet Pink State, hvor han blandt andet farvede et isbjerg ved Ilulissat i Grønland med rød frugtfarve i 2004. Senere dækkede han toppen af Mont Blanc med rødt stof og farvede et område af sandet i Sahara. Med projektet ville han sætte fokus på menneskets behandling af naturen og behovet for at beskytte miljøet

I 2025 skabte han igen debat med udstillingen And Now You Care. Her skulle tre smågrise efter planen sulte ihjel som en protest mod forholdene i svineproduktionen. Det mødte kritik fra blandt andre World Animal Protection, som tog afstand fra at udsætte dyr for lidelse for at sætte fokus på dyrevelfærd – og grisene endte da også med at blive befriet, før de nåede at lide sultedøden.

Marco Evaristti framviser og sælger alt fra malerier, møbler, skulpturer og andre mindre kunstgenstande i sit nye showroom på Fortkaj. Foto: Josefine Munch-Petersen

Få lidt af kunstneren med hjem
Senest har Marco Evaristti sat fokus på manglen på organer og organdonorer i Danmark via en hjemmeside, hvor man kan registrere sig som potentiel giver eller modtager af et organ og samtidig angive, hvad man vil have eller betale for det. Værket blev for nylig diskuteret i Radio 4-programmet Kulturdebat: Er det kunst at sælge en nyre?.

Marco Evaristti arbejder også på en film om sit liv og de udstillinger, som gennem årene har gjort ham til genstand for offentlig debat. Filmen er planlagt til at komme ud næste år, og det er hans søn, Jonas Evaristti, som har produceret lydsiden og musikken.

I det nye showroom kan man købe et værk med hjem fra kunstneren, hvad enten man er på udkig efter et maleri til væggen, en stol til stuen eller en mindre genstand.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »