By & Havn holder fernisering på særudstillingen Historien om Havnen: Kvindernes Havn. Det sker fredag 7. marts kl. 15.30-18.00 på Nordre Toldbod 3.
Kvinder har altid været en del af Københavns Havns historie. Både som mytologiske væsener, handelskvinder, fiskekoner, kunstnere og krigerdronninger. Men historien er, som bekendt, oftest blevet skrevet af mænd, om mænd og til mænd. Men nu kommer kvindernes historier frem i en særudstilling på Havnebygmesterens Studiesamling på Nordre Toldbod.
Udstillingen fortæller om havfruer og høkere, en finansminister og forretningskvinder, kunstnere og krigerdronninger.

Ved ferniseringen af udstillingen Historien om Havnen: Kvindernes Havn vil der være cava og kanapeer, velkomsttale ved Anne Skovbro, adm. direktør, By & Havn og foredrag om Kvindernes Havn ved historiker Louise Augusta Krogh.
Særudstillingen er den fjerde i en udstillingsrække, der bygger på podcastserien Historien om Havnen. Podcastserien er produceret af ‘Kongerækken’ i partnerskab med By & Havn. Som samarbejdspartner har Københavns Museum bidraget med udlån af genstande til særudstillingerne. Læs mere om særudstillingen og find links til podcasten på byoghavn.dk/kongeraekken