Kirkeklumme af Louise Sihm Knudsen, præst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
Med februar i ryggen og marts forude er der forår i sigte. Nu. I al fald ifølge kalenderen…
Dagene er blevet lysere. Forårsbebuderne er begyndt at titte frem. Og fuglene synger mere ivrigt – og glad igen. Ikke så meget om at ”trange tider skrider langsomt” eller om, at vi bare skal ”give tid”; Langt mere nynner de om, at længslen snart får vinger at flyve med, og at forårsdagen kommer, inden vi når at tælle til ti.
Stadigt bliver vi vel bekræftet i dette, hvis vi vover os ud – går en tur ned ad Århusgade: – ”Solet smiler husfacader – gennem lange, lyse gader…” Eller går eller løber en tur på de nye træbroer, som følger kajerne. Orientkaj og Nordøkajen. Ja – sikke en fornøjelse!
Og for byrummet: en fantastisk gave.
Her er komfortabelt med fine bænke langs brovejen og udsigt så langt øjet rækker: København og Nordhavn set fra en anden vinkel. Stil dig bare på krumningen af brotangen yderst ved det græsgrønne fyrtårn – og nyd dagen og mærk vinden i håret; Lyt til bølgernes skvulp. Så skal du nok få appetit på livet.
Byplanlægningen er i det lys så gennemtænkt; Både arkitektonisk og menneskeligt.
Symbolsk og fysisk er broen det buetegn, som bærer os fra ét sted til ét andet – binder verden, landet og bydelen sammen og åbner for nye landskaber og udsyn; Samtidig med at den bygger bro mellem os. Og skaber relationer og forbindelser – bærer os fra egn til egn – også herude langs kajen – med blink af hav og sø – i sol, blæst og regn.
Broen forbinder ligesom vejen gør – og vel altid har gjort. Og lukker dermed verden ind.
Helt på samme måde som kirken også har gjort – igennem kristendommens tusindårige historie – og stadig gør.
I Hans Egedes kirke åbner vi dørene for gudstjeneste hver evig eneste søndag kl. 10.00 og derudover også for dejlige koncerter, foredrag og teater.
Således inviterer Sara Tornøe Tødten med sin fantastiske stemme og egne kompositioner og sange fra albummet ”Atmosfære” os ind i hjertes dybeste kamre, hvor hun bygger bro mellem det personlige og universelle og dermed favner livets yderpunkter. Det er den 10. marts kl. 14.00.
Den 20. marts kl. 17.00-19.00 kan vi selv synge med, når salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen åbner for en salmesangsaften, inden der efterfølgende er fællesspisning; Undervejs vil hun fortælle om hvilke tanker, hun gør sig som moderne salmesangsdigter og om det billedsprog, en ændret verden kalder på.
Med foråret ændrer meget sig. I al fald ude i naturen.
Og i kirken øjner vi påsken forude; Med alt hvad den nu rummer af sorg og glæde.
Det er forandringens tid. Og derfor er der også al mulig god grund til at åbne øjnene for verden og hinanden – på ny. God grund til at bygge broer.
Her kan vi alle sammen være med! Tænk engang på hvad et enkelt lille forårssmil til dem, vi møder på vores vej eller ude på træbroerne – kan skabe og ændre. Godt forår!
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve