Corona har muligvis tilført både eftertænksomhed og dybde i livet. Det var bare så meget federe, da vi lallede rundt på den overfladiske måde.
Jeg er SÅ færdig med det her Corona karantæne-sammen-hver-for-sig hejs. Gider ikke mere. Nu har jeg i ugevis og atter ugevis tøffet rundt på matriklen med en kontaktflade på fire-fem mennesker, og det er inklusive poderne. Jeg har hæklet og pudset vinduer og ryddet skabe. Og taget mig af haven. Til en vis grad. I hvert fald meget mere end jeg ellers plejer. Er efterhånden blevet så isolationskulret, at jeg forleden købte en kantklipper-dims til græsset. En kantklipper, for himlens skyld! Det er så fjernt fra min normale adfærd, at jeg har svært ved at genkende mig selv. (Eller græsset, for den sags skyld.) Det næste bliver vel, at jeg melder mig til et virtuelt spinninghold, og dét er virkelig alarmerende, for så er vi ude i noget, der virker decideret usundt.
Faktisk kan jeg godt blive ganske bekymret over min mentale tilstand, som kun synes at forværres, og det uanset hvor mange fællessange, jeg hører, eller myndigheds-peptalks, jeg indtager. Jeg ved nemlig godt, hvad jeg i virkeligheden har brug for. Jeg vil UUUUUUUDDDDD! Jeg vil på restaurant og til koncerter og til fester, jeg vil på loppemarked, jeg vil grille med vennerne og alle vores unger, jeg vil i biffen, jeg vil på bar, jeg vil på café, jeg vil på museum, jeg vil i butikker, som ikke sælger sømpistoler, jeg vil til tøsemiddage, til fødselsdage, til konfirmationer, til udlandet. Jeg vil sågar til Jylland, bare jeg kommer ud blandt andre.
For jeg er så røvtræt af dage, der alle ligner hinanden. Jeg er træt af mine vægge og min vej. Jeg er træt af naboernes udendørs gør-det-selv projekter, som udfoldes på de særeste tidspunkter, idet ingen lever et almindeligt liv p.t., og det derfor er helt fjong, at spisebordet lige får en tur i haven med Silvans største slibemaskine. Klokken seks om morgenen. (I øvrigt skal ingen regne med mig, hvis årets vejfest bliver virtuel; gider så meget ikke at medgrille to pølser alene og skype-skåle.) Jeg er træt af, at dagens eneste, sociale interaktion er min kaffebestilling på Joe and the Juice – hvor det ikke engang irriterer mig, at jeg skal råbe for at blive hørt over den sekstenårige ansattes, private playliste.
Ja. Så langt ud er man kommet, taknemmelig for intet. Og apropos nada, så er singlers sexliv – som et af de eneste livsvilkår – ikke henlagt en hastelovgivning og har på intet tidspunkt været det. ”I må godt,” fastslog Søren B. fra Sundhedsstyrelsen for ikke så lang tid siden. Tassaduha’ Søren, det er alletiders, men det ville være rart med en opfølgning. Bare et lille fif til, hvordan man samtidig overholder reglerne om afstand, afspritning og absolut ingen fysisk kontakt. En kampagne, måske? Men den slags retningslinjer er muligvis i sig selv overflødige; i hvert fald for de af os, som er analogt skruet sammen i hovedet og derfor ikke er til dating-apps, men stadig helst vil møde folk IRL (in real life, red.) Dermed endnu en omstændighed, som spænder ben for min livsudfoldelse, for der befinder sig ikke så mange singlemænd i min have. Ingen, faktisk. Men så kan man jo møde dem . . . nå, nej, ingen steder. Personligt har jeg i det hele taget kun befundet mig i samme lokale som en mand enkelte gange i løbet af de sidste uger, men der var tale om henholdsvis svoger og eks, så det tæller ikke.
Nogle taler om de positive sideeffekter af vores isolation. Om roen. Og mulighederne. Dels for at udvikle de rigtig interessante sider ved sig selv og endelig få gjort noget ved de akvareller. For det er jo, som bekendt, udelukkende tid, man har manglet. Dels kan man kan lære sig selv at kende på et helt nyt, og dybere, niveau, da få ting er så velegnede til at kigge indad som ens eget solo selskab. Derudover har vi alle fået en enestående chance for at lave om på vores livsstil. Slut med at ødsle tid, penge og CO2 på at flyve til fjerne egne, for der ligger mindst lige så store oplevelser i cykelafstand. Og er det ikke den livsstil, vi for fremtiden burde stræbe efter både konkret og på psykologisk plan? Det nære liv. Hvor man reflekterer, og hvor man prioriterer de dybere værdier, som de sidste par måneder har vist os, at vi måske har manglet. Jeg er sikker på, at de tanker kommer fra et godt sted, og jeg siger det derfor med den størst mulige respekt, men altså, bite me. Jeg har reflekteret og kigget indad og mærket efter, og jeg er ikke et sekund i tvivl: Så snart vi må, vil jeg kaste mig ud i livet, og der skal være mennesker og øl og musik og dans og alskens tant og fjas. Jo mere overfladisk, des bedre.