Allerede i år vil Københavns Kommune begynde at planlægge en tidlig åbning af Nordhavns første skole. Den skal åbne i pavillonbygninger ved Containerterminalen.
Politikerne er på vej til at give en såkaldt planlægningsbevilling til Levantkaj Skole, som betyder at der nu skal laves konkrete planer for en såkaldt tidlig opstart af skolen.
Børn- og Ungeforvaltningen ønsker, at skolen om fem år skal kunne åbne i midlertidige pavilolonbygninger på det område, hvor Containerterminalen ligger i dag.
“Der er behov for den tidlige opstart så skolen står klar i pavilloner ved Containerterminalen til august 2029,” skriver Børn- og Ungeforvaltningen i et brev til Østerbro Lokaludvalg, som har mulighed for at indsende et høringssvar til planerne.
Levantkaj nyt boligområde
Placeringen ved Containerterminalen er tæt på det sted, hvor den permanente skole en gang skal bygges, og Containerterminalen flytter senere i år ud til en ny placering i Ydre Nordhavn.
Den Internationale Skole (CIS) har i flere år været nabo til containerterminalen. I strukturplanen for Ydre Nordhavn skal hele Levantkaj være et boligområde med flere tusinde beboere, som udover skolen også skal have daginstitutioner, idrætsfaciliteter og kirke.
Vil droppe specialklasser
Der har tidligere været planer om at Skolen på Levantkaj også skulle have et specialklasse-spor, men det ønsker kommunen nu at annullere, “da der er behov for specialpladserne tidligere”, står der i brevet.
Østerbro Lokaludvalgs Fagudvalg for Byplan, Miljø og Teknik har drøftet sagen, og udvalget bakker op om en tidlig opstart for skolen ved Levantkaj.
Men Lokaludvalget mener også, at der er behov for mere information. Især ønsker lokaludvalget at få uddybet, hvorfor man vil annullere specialsporet på skolen.