Fra vore vinduer på Sandkaj er der et godt kik over på Oslo-båden, som vi alle ved afgår hver dag ved 16.30 tiden og ankommer den følgende dag lidt over 9.
Det er naturligvis ikke den samme færge, da det jo rent tidsmæssigt ikke kan lade sig gøre. Altså, er der to færger, men de har ikke altid haft ankerplads ved Marmormolen. I mange år lagde de til og fra ved Larsens Plads, hvor Amaliehaven nu ligger så smukt. Mange læsere kan måske huske ‘Far til fire i sneen’, hvor familien går ombord netop på Larsens Plads, og da lignede det en rigtig havn med havnearbejdere og et virvar af mennesker.
Færgen var dengang ikke meget bedre end en Storebæltsfærge, men med ahytter til forskel. Hyggelig var den, men synd at sige, at komforten var stor, og maden var – som i resten af Danmark – ganske begrædelig. Til gengæld var udsigten fra Oslo-færgen dengang aldeles vidunderlig med Amalienborg om nærmeste nabo og i aksens yderste sigtepunkt stod Marmorkirken med den tredjestørste kuppel i Europa! Marmorkirken er altså kønnere end Marmormolen, selvom de begge har marmor til fælles.
Bemærk, at færgen i dag er udstyret med store skruer på sider såvel bagbord som styrbord, som gør det muligt at dreje færgen på et forbløffende lille areal. Mere teknik vil jeg ikke trætte læserne med, selv om skribenten er søn af en skibsingeniør, som i mange år tegnede skibe for ØK og senere for Dansk Esso – begge selskaber helt væk fra skibsfart i dag.
Tilbage til Oslo-båden. Det er jo ikke samme flotte konstruktion som de store krydstogtskibe, som vi også ser fra vinduerne ankomme og forlade Langeliniekajen, men rent nostalgisk spændende at tænke på, at færgerne til vort nordlige broderland har sejlet i mere end 100 år. Dag efter dag, bortset fra de 2 verdenskrige, hvor regelmæssig sejllads ikke kunne lade sig gøre. I en fjernere fortid var sejladserne, så vidt jeg kan læse mig frem til, ikke daglige.
Se der var endnu noget, man kan se fra vinduerne i Nordhavn. Endnu et plus ved at bo ude i vores dejlige forstad.
