Fra 1. juni har der igen været fuld bemanding på havnens mest besøgte badesteder. Som noget nyt er der også kystlivredderbemanding ved Sandkaj, som er Københavns mest besøgte badezone.
Også stranden ved Svanemøllen bemandes med kystlivreddere fra 23. juni.
Københavns Havn understreger igen, at badning uden for de markerede zoner kan være risikabel. Havnens bund bærer stadig præg af sin industrielle fortid, og samtidig er der tæt trafik på vandet – fra både, kajakker og havnebusser. Desuden er der ofte strøm i havnen, og det kan være svært at komme op af de lodrette havnekanter. Redningsstigerne er til redning – ikke til badning.
Også de kendte havneværter i deres røde gummibåde er på vandet. Havneværterne er et projekt, som er igangsat i partnerskab mellem By & Havn og Københavns Kommune. De fungerer som sejlende værter og ambassadører for god havnekultur og sikker adfærd. De vejleder badegæster, taler med sejlende og tager dialogen, hvis nogen bevæger sig ud i situationer, der kan være farlige – for eksempel badning uden for zonerne eller for høj fart på vandet. Samtidig holder de øje med forholdene i havnen og bidrager til, at badezoner og havnebade fungerer, som de skal.






