Hverdagen er svær at navigere i, når det mest rationelle er fornemmelser
Af Louise Raaschou
Faldt lige over noget læsestof om den menneskelige intuition forleden. Åbenbart er vi alle, groft sagt, udstyret med to tankeformer: Den bevidste, som er rationel og logisk og den ubevidste, som altså er intuitionen. Også kaldet mavefornemmelsen eller hjertet. (Eller ens personlige totemdyr, hvis det er sådan, man ser verden.)
Intuition er følelsen, fornemmelsen, anelsen. Det er rent instinkt blottet for logik. På trods af det skulle Albert Einstein efter sigende have været begejstret for fænomenet, og det er der også rigtig mange andre, der er. Faktisk, mener nogle, burde vi alle lade vores indre stemme komme til orde og ikke kun lytte til monologen fra den rationelle tanke.
Jeg er så meget med på den opfattelse. Stor, stor fan, forsøger at efterleve det hele tiden. Det er nemlig efterhånden gået op for mig, at ikke alene er min intuition ret veludviklet. Den er også den eneste rationelle stemme i mit hoved. Det virker i hvert fald som om, der er blevet byttet om på nogle forbindelser omkring det logiske og det intuitive. For når jeg fornemmer en besked fra det ubevidste, er det altid en ret fornuftig en af slagsen. Mens den mest gennemtrængende stemme hos mig – den, jeg er helt bevidst om, og som altså burde stå for det rationelle og logiske – er en følelsesstyret trunte, der aldrig lærer af noget som helst. Til gengæld er hun tilstrækkelig skinger til lynhurtigt at overdøve de spage indsigelser fra min underbevidsthed. Og så er hun spejlblank i øvrigt. Jeg kalder hende Blanke Birgit.
Det er helt åndssvagt, så meget hun kommer til orde. Om de mindste ting. Jeg kan, for eksempel, have en anelse om, at gps’en er ved at føre mig på vildspor, (det sker faktisk), for der var vist noget med et vejarbejde, var der ikke? ’Jo, der var’, forsøger min intuition at komme igennem med, men bliver straks tromlet af BB, som nægter at erkende, at en gps kan have overset noget. Eller ligefrem tage fejl. Så jeg lytter til den bevidste del og drejer, som jeg får at vide, at jeg skal. Kun for at havne på ufremkommelig vej komplet blokeret af kommunale kraner. Og det er jo ikke første gang. (Altså, det er ikke på den samme vej hver gang, så blank er min alter ego-bevidsthed trods alt heller ikke. Det er bare sket flere gange. Forskellige steder, ligesom.) Eller jeg kan nævne de utallige gange, hvor jeg skal bære fire-fem ting i hænderne på samme tid, og hvor to af tingene er min mobil og en kop kaffe. (Hader at gå to gange.) Og hver gang, hver eneste gang, fornemmer jeg en rolig, dæmpet stemme, der maner til besindighed: ’Lad nu være. Du ved jo, at det går galt.’
”Overhovedet ikke,” skriger Birgit, ”hvorfor skulle det dog det? Live a little!”
Sjovt nok er begge sider altid helt tavse, mens jeg tørrer kaffe op fra gulvet og sætter mobil til afdrypning.
Helt grelt bliver det, når min såkaldte logiske og rationelle bevidsthed får en fuldstændigt tåbelig idé. Gerne noget, som er grebet ud af den blå luft, og som ingen mening giver. Overhovedet. Jeg var fornylig til noget forældre-fernisering på yngste podes tegnehold, da BB gik helt i selvsving. Der stod vi, en masse mennesker, i en sal med velkomstbannere og snacks. Hvor lyset på scenen var tændt, klar til talen, som skulle holdes af selveste borgmesteren. Og hvor børnenes tegninger i øvrigt pyntede samtlige vægge. Men der var ikke umiddelbart lige nogen, jeg kunne genkende, og mere skulle der ikke til:
”Hey,” hylede Birgit, ”måske er det her et helt andet arrangement, vi er måske i den helt forkerte bygning! Er der andre tegning-ferniseringer på vejen? Åh nej, Vi kommer for sent!”
Også her forsøgte min intuition at dæmpe gemytterne og få min pinagtigt ulogiske bevidsthed ned på jorden igen. Stik imod hele intuitionens funktion ved hjælp af logik: Jeg kunne jo se banneret med tegneskolens navn. Og derovre hang yngste podes tegninger. Mon så ikke det var det rigtige sted?
Det lykkedes til en vis grad, og jeg forlod ikke bygningen. Efter at have tjekket to andre etager for mulige, oversete ferniseringer, lod Blanke Birgit sig også overbevise, og da borgmesteren gik på scenen, klappede hun endelig helt i. For en stund i hvert fald.
Fremover vil jeg overhovedet ikke forsøge at være på forkant med noget som helst, uden at jeg også har sørget for at lægge en margen omkring hver eneste planlægning. En stor, fed margen af tid og penge til de pludselige hændelser og uforudsete udgifter, jeg helt sikkert kommer ud for.
Allerede nu har jeg noteret ”måske hente bil” i kalenderen på samtlige hverdage den næste uges tid, og jeg har mentalt afskrevet en større sum på kontoen. Jeg kender nemlig intet til bils skæbne, siden den blev kørt væk af autohjælpen. Men jeg går da udfra, at den har fået sommerdæk, når jeg engang får den retur.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
