Ny Kommuneplan skal sætte rammerne for Københavns udvikling i de næste 12 år. Lokaludvaglet har samlet kommentarer til planen fra borgerne i Nordhavn og på Østerbro.
Østerbro Lokaludvalg har indsendt et høringssvar til den offentlig høring af den kommende kommuneplan.
I forbindelse med høringen er der afholdt et borgermøde, en konference i i samarbejde med Bispebjerg Lokaludvalg og en undersøgelse gennem Østerbro Borgerpanel.
Høringssvaret starter med en advarsel:
“Vi er bekymrede for at der fortsat kun bliver plads i København til borgere med store indkomster, og foreslår at andelen af almene boliger øges yderligere end de 20%, der er beskrevet i planen,” skriver lokaludvalget.
Flere ejerboliger
Lokaludvalget er ærgerlige over den faktiske udvikling i ejerform, hvor privat udlejningsbyggeri er blevet totalt dominerende.
“Vi ser, at prisudviklingen på hele markedet presses op af alt for få ejerboliger, så lokaludvalget anbefaler, at der opføres flere ejerboliger. Kommuneplanen synes ikke at være rette instrument til at modvirke tendensen, så der må et politisk pres på at give øgede incitamenter til markedet”.
Blandet by
Kommuneplanen arbejder med en målsætning om en ‘blandet by’ med plads til alle aldersgrupper, indkomstgrupper og kulturer. Men målsætning om en blandet by bør gøres mere ambitiøs, står der i høringssvaret fra lokaludvaglet.
“Der er en bekymring for, at der fortsat kun bliver plads i København til borgere med store indkomster. Dertil vil et voksende indbyggertal skabe endnu mere tæthed på gader og stræder”.
Respekt for byens sjæl
Lokaludvalget støtter planens fokus på bevaring af kulturarv og at både Nordhavn og Langelinie er udpeget som vigtige elementer i havnens historiske basis, hvorfor “ændringer skal gennemføres med størst mulig hensyntagen til de historiske værdier”.
Men det over 100 år gamle ro- og sejlermiljø i Svanemøllebugten bør også få status som kulturarv.
Sammenhængende by
Lokaludvalget støtter, at der bygges mindst 6.000 ungdomsboliger, samt at det sikres, at boligerne reelt udlejes til unge. Med den stigende levealder vil der ligeledes blive et kæmpe behov for senioregnede boliger.
55 procent af Østerbros borgerpanel over 50 år kan se sig selv i et seniorbofællesskab. Men der skal i arbejdet med nye boformer også ses på den økonomiske tilgængelighed, og at det naturligt foregår i tæt dialog med brugersegmentet.
Byudvikling og mobilitet
Lokaludvalget ønsker en plan for udvikling af infrastrukturen som skal medtages langt før nye boliger bygges.
“Hertil skal tilgængeligheden på gader og stræder for handicappede og andre med fysiske begrænsninger samt bl.a. barnevogne og ladcykler let kunne gebærde sig i byrummet naturligvis også bemærkes. Tag f.eks. kantstene som fortsat ikke er tilgængelige for enhver med og på hjul,” står der i høringssvaret.
Lokaludvalget støtter ikke, og finder det heller ikke nødvendigt at øge grænsen for tæthed i den ældre boligmasse. Kommunenplanen vil øge denne grænse fra 185 til 245 procent.
“Vi finder, at en byggeprocent på 185% bør være absolut maksimum med eneste undtagelse på meget små matrikler med højhuse (>27 m)”.
Det skal også gøres mere for at bevare de små erhverv i byen, så f.eks. små håndværksvirksomheder ikke tvinges ud til forstæderne.
KOMMUNEPLANEN
Kommuneplanen er den overordnede plan for byens fysiske udvikling og består af en hovedstruktur, retningslinjer og rammer.
Københavns Kommuneplan 2024 forventes vedtaget inden udgangen af 2024. Kommuneplan 2024 vil afløse Kommuneplan 2019.
Med Københavns Kommuneplan 2024 sættes rammerne for Københavns fysiske udvikling de næste 12 år.