Lykke-Per: Ny dansk storfilm er både flot og fortryllende

Billedskøn fortælling om det gale geni Lykke-Per drager seeren på en historisk rejse til Danmark i årene omkring 1900

Titel: Lykke-Per. Instruktør: Bille August. Medvirkende: Esben Smed, Katrine Greis-Rosenthal, Julie Christiansen, Tommy Kenter. Varighed: 168 minutter.

Amerikanske blockbusters skal ses i Imperial, franske filmperler skal ses i Grand Teatret, sydeuropæiske skønheder i Gloria Biograf og store danske fortællinger skal selvfølgelig ses her i Dagmar. Dagmar Teatret ånder af dansk historie. Under 2. Verdenskrig var Dagmarhus besat af nazityskerne, der nød godt af det store lærred, som blev renoveret lige efter krigen.

Salen ligner sig selv denne søndag eftermiddag, hvor Lykke-Per står overfor en af sine store prøvelser.

Som en slags fordansket western ser vi en ung, stræbsom, hatteklædt mand i en togkupé med udsigt til marker og morænelandskab. På vej fra det vilde, jyske vest til det højkulturelle, dannede borgerskab i København.

Bag ham ligger en opvækst hos en streng præstefamilie og en far, der sagde sin søn farvel med en lussing som en straf for at trodse Guds veje. Foran ham ligger store planer. Han vil udnytte naturens kræfter, selveste vinden, til den primære energikilde i landet.

De, der vinder kampen om bæredygtig energi, går rigdom og fremskridt i møde, lyder det. Og netop her er filmen aktuel som aldrig før.

Lykke-Per, spillet af 34-årige Esben Smed, er fortællingen om en ung student, der begynder karrieren på bunden af et lejet københavnerværelse. Besat af tanken om at finde investorer til sin idé. Med stjålne klæder fedter han sig ind hos en rig, jødisk familie, der ser en lys fremtid i hans ambitiøse planer.

Bag filmen står Bille August, der før har kastet sig over landets store fortællinger – ikke mindst med Pelle Erobreren, der vandt en Oscar for bedste udenlandske film. Denne gang filmatiserer han bogklassikeren skrevet af Nobelprisvinderen Henrik Pontoppidan i slutningen af 1800-tallet.
Man kunne frygte en romantisk storfilm med stort anlagte kulisser og tåkrummende skuespil. En langgaber på hele 2 timer og 48 minutter.
Men frygten bliver gjort til skamme.

Fotograf Dirk Brüel skal have stor ros for sit maleriske fotografiarbejde. Fra storslåede naturlandskaber til københavnske kvarterer. Hvor kameraet kommer helt ind i overklassens saloner, fattiggårde og brune, herskabelige restauranter som Schønnemann.

Også filmens gammeldags sprog i en højstemt tone suger seeren tilbage i tiden.

Bedst er filmen, fordi karaktererne fungerer. Lykke Per er genial som gal. Har fortidstraumer og er besat af faderopgør og storhedsvanvid. Hans uopdragne opførsel får dele af den rige Salomon-familie til at tabe kæben. Men det joviale familieoverhoved, spillet af Tommy Kenter, accepterer den unge knægt og skaffer investorer og forbindelser.

Hans datter, den dannede og omsorgsfulde Jakobe, falder for Lykke-Per. Det samme gør hendes smukke, festglade søster, spillet af Julie Christiansen. Deres bror, dandy’en Ivan, Benjamin Kitter er som skabt til rollen, giver historien kant og byder sin nye Lykke-ven på østers og kaviar på byens beværtninger. Ole Lemmeke spiller Delft, en excentrisk og durkdreven, stenrig ven af familien.

Fremtiden ser lys ud, var det ikke for Lykke-Per, der nægter at indordne sig hierarki og konservative normer.

Selvom Lykke-Per har 100 år på bagen, er det en eviggyldig historie om arv og miljø, kristendom over for jødedom, jødehad, rigdom versus fattigdom, rodløshed og om at vælge eller ikke at vælge sin skæbne.

Tre store danske fortællinger

Det bedste at se frem til er, at filmen Lykke-Per bliver til en udvidet serie på fire afsnit, der kommer på tv. Vi præsenterer her tre andre identitetsfortællinger om dansken:

Matador (1978, Erik Balling)
Er det ikke bare en kliche at fremhæve Matador? Jo, sikkert. Men har du ikke fået den set, så se den. Fra tyvernes konservative, stille samfund til en uundgåelige liberalisering i 30erne følger vi en række forunderlige skæbner i den lille by Korsbæk. Forretningsmanden, bankmanden, husmandsfamilien, den hjemmegående husmor, køkkendamerne, tøjforhandleren og den revyglade, kulturradikale familie af bilsælgere. Vi følger samfundets udvikling år for år, og hvordan den påvirker borgerne. En sød, noget romantisk fortolkning af livet i gamle dage.

Krøniken
(2004, Charlotte Sieling)
I forhold til Matador er Krøniken lidt overset, men måske den vil få en lignende fremtid? Kvaliteten er i hvert fald deroppeaf. Den starter, hvor Matador sluttede. I årene efter krigen, hvor TV er på vej ind i de danske stuer. Som en samfundskontrast følger vi en socialdemokratisk arbejderfamilie og en konservativ direktørfamilie, og hvordan deres skæbner bliver viklet ind i hinanden. Ligesom i Matador – og Lykke-Per – er et af temaerne benhård konservatisme over for moderne udvikling og liberalisering. Den er både spændende, dragende og rørende.

Pelle Eroberen
(1987, Bille August)
Bille August vandt en Oscar for bedste udenlandske film og Den gyldne palme i Cannes for dette pragtstykke. Coming of age-fortællingen handler om en svensk enkemand fra Skåne, der rejser til Bornholm med sin lille søn som landarbejder. De kæmper hårdt for at holde hovedet over vandet, men en dag må Pelle sige farvel til det fattige og ydmygende landliv for at søge bedre kår.
En grundfortælling for socialdemokrater, der ofte har fremhævet både bog og film.