Arbejdet med at anlægge Lynetteholm er nu gået officielt i gang. Mandag var der ‘Første Spadestik’ på Refshaleøen. Modstanderne af projektet kom også forbi.
I en scenografi af gravemaskiner, kaffevogne, iskold vind og skyfri himmel havde By & Havn i mandags inviteret til ‘Første Spadestik’ for Lynetteholm. Ceremonien foregik på det yderste af Refshaleøen, hvor entreprenørselskaberne M.J. Ericsson og Årsleff A/S har anlagt deres byggeplads og anløbsbro for arbejdsskibene.
Sorte limousiner listede forsigtigt hen ad den plørede vej med direktører, ministre og borgmestre. Ude i rabatten stod en flok unge aktivister, samt nogle demonstranter med sølvgrå frisurer og bannere. Fire politibetjente stod og sludrede med dem.
Skinnende sølvspader
Både Folketinget og Københavns Kommune har givet grønt lys for den store plan, som omfatter såvel skybrudssikring, ny ringvej som tusindvis af nye boliger ude i Øresund.
Byggestarten skulle markeres med taler af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) og adm. direktør Anne Skovbro fra By & Havn. Transportministeren havde sin egen skriggrønne byggepladsjakke på, med et rygmærke med teksten ‘Ministeren’.
Demonstranterne samlede sig i mængden af byggefolk og tv-hold foran talerstolen, hvor tre skinnende sølvspader stod klar til brug.
“Jeg kender ikke noget projekt, som har været så grundigt undersøgt, og alle miljøgodkendelser er nu i hus, Så jeg håber meget jeg en dag kan overbevise modstanderne af projektet. Selv om det nok ikke sker lige i dag,” sagde transportministeren. Demonstranterne råbte “LØGN” og “SKAM DIG”.
Afbrudt af aktivist
Københavns nye overborgmester måtte flere gange hæve stemmen for at overdøve piften og buh-råb.
“Lynetteholmen skal beskytte os imod oversvømmelse af Østerbro og Indre By. Vi skal gøre som i Holland, hvor diger og holme bliver til nye boligområder. Her kan der bo flere københavnere i boliger, som kan betales af alle,” sagde Sophie Hæstorp blandt andet.
“SÅ BYG DOG PÅ LAND i STEDET FOR” blev der råbt.
De tre honoratiores fattede deres spader og gik hen til en jordbunke for fuldende ceremonien.
En ung aktivist råbte “NEEEJ!”, hoppede over den rød-hvide plastikkæde og satte sig foran dem. Lagde sig ned og holdt armene tæt over brystet. To store betjente kom til. Der blev talt lavmælt med overborgmesteren. Som tilsyneladende ikke mente, at der var grund til at gribe ind. Men kort efter blev den unge aktivist forsigtigt løftet op og væk. Hun gjorde sin krop stiv som et brædt, men gjorde ellers ikke modstand.









