Det er uhyre vanskeligt at gebærde sig offentligt i situationer, hvor tålmod og social snilde er påkrævet. Særligt hvis man ikke besidder nogen af delene
• ”Ved I hvad? Jeg laver sørme jeres kaffe med det samme! Jeg har alligevel ikke så travlt lige nu.”
Den unge pige på take-away-kaffe-stedet smilede stort til mig og min søster, og vi smilede stort igen. Når pigen nu var så engageret og tydeligvis meget kundeminded, ville man jo være et skarn, hvis man ikke viste sin påskønnelse af hendes høje serviceniveau.
Ja, man ville i sandhed være et meget mopset menneske, skulle man driste sig til at påpege at kaffe ’med det samme’ sådan set er hele ideen med take-away-kaffe konceptet. Men måske foreslog hun generelt folk, at de kunne komme tilbage efter kaffen senere på dagen?
I så fald var vi virkelig dagens heldige kunder, og det stolte smil vi fik, gav straks mere mening.
At det rent faktisk var noget af det mest tåbelige, jeg har hørt en ansat på sådan et kaffested sige, italesatte jeg ikke over for pigen. Og det er jeg ikke så lidt stolt af, for jeg har generelt meget svært ved at skjule mine tanker i den slags situationer. De, der kender mig, er da også klar over, at når der bliver trykket på dén knap, forsvinder den ekstremt lille portion tålmod og diplomati, jeg i forvejen er udstyret med.
Ved flere lejligheder har mine nære måttet lægge sig imellem mig og personen bag kassen/baren/rattet/kaffedisken, og mens kæresten har udviklet en strategi med rent fysisk at holde lidt på mig, tysser søstrene blot højt. Enkelte gange har de sågar bedt mig om at forlade åstedet, inden jeg kom for godt i gang, og jeg skal ikke helt afvise, at det har været et smart træk.
Men helt ærligt: Der er altså tidspunkter, hvor det er fuldt ud berettiget at blive lidt stram i betrækket.
For eksempel når Majken, som sidder bag kassen, insisterer på at indvie sin kollega ved nabokassen i weekendens eskapader, samtidig med at hun slår mine varer ind. Jeg er ikke særligt interesseret i ham den lækre på Tinder eller hvor mange shots, de drak, og jeg har virkelig – virkelig – ikke lyst til at høre om Majkens sugarscrub-waxing. Heller ikke selv om det det er ”det mest fantastiske ever! Slet ingen knopper eller noget.”
Arj, men altså, come on: Vær sød at blande dine glatte genitalier udenom mine cherrytomater, vil du ikke nok? Hvis jeg i den slags situationer blander mig i samtalen, bliver Majken og Co dybt overraskede, og dét er jo det virkelig sære, da jeg hverken er usynlig eller døv. Ofte følger der også noget fortørnelse med. Det er altså mig, der overskrider en personlig grænse, fornemmer jeg, og hvis jeg havde den mindste smule pli, havde jeg ventet, ubevægelig med blikket rettet et fjernt sted, langt fra samtalen lige foran mig.
På samme måde fornemmer jeg også, at jeg indimellem går for langt, når jeg sidder i en taxa, nemlig på de hjemture nu og da, hvor man (jeg) har været ude. Og hvor man (jeg) muligvis er en anelse besoffen (… og på rulleskøjter), og derfor ikke har det store overblik. Måske med en hapsdog i hånden og et inderligt håb om ikke at skulle kaste op, og hvis det er tilfældet, så med et yderligere håb om, at papirholderen om min hapsdog er stor nok, for det er vist nok temmelig dyrt at få det ukontrolleret dårligt i en taxa.
Og lige netop i de situationer er det ikke i orden med mig, hvis jeg samtidig skal lege Google Maps med chaufføren, som helt sikkert er en rar fyr, men som også er i besiddelse af en GPS, og som derfor ikke burde skulle spørge mig om en detaljeret kørselsvejledning. Når vi først har fået fastslået, at vi ikke skal til Køge, må det være fair nok, at jeg melder mig ud af samtalen i sikker forventning om at den ædru person, som fører bilen, får mig leveret det rette sted.
Men også her hænder det, at jeg rager uklar med omverdenen. Det er ganske enkelt uhøfligt af mig ikke at ville snakke sideveje og kommunegrænser, og det er direkte uopdragent, hvis jeg bliver lidt skarp i tonen, når den rare mand nu spørger så pænt. Heldigvis er kæresten oftest med i bilen, så i det mindste bliver jeg ikke tysset på; kun holdt blidt tilbage, når jeg gør opmærksom på min holdning.
Selv poderne skæver bekymret til mig, når vi sidder på en restaurant. Dels fordi jeg er Mor og gør dem pinlige berørte ved min blotte tilstedeværelse, dels fordi de helt åbenbart ikke har nogen tidsfornemmelse. Og mens aflæggere krummer tæer og prøver at gemme sig bag saltkar, synes jeg jo, at det er okay rejse sig og selv hente et menukort, hvis man efter en halv time endnu ikke har fået et.
Især hvis man gør det med et smil og uden at brokke sig. For i modsætning til, hvad mine sønner tror, så gør jeg faktisk mit yderste for ikke at blamere dem offentligt, så længe de endnu er børn. Når de har nået passende skelsår og alder kan søstre eller kæreste hive poder til side og forberede dem på, hvordan virkeligheden ser ud, når mors meget lille tålmod og ikke-eksisterende diplomatiske sans bliver alt for udfordret.
Da vil det sikkert også være nyttigt at lære dem enten tysse-tricket eller den fysiske finte – så de er ordentligt klædt på til at kunne begrænse skaderne.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 8 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
