• Man fristes til at sige, at ’Månen over kirsebærtræerne’ er en ’petit’ film. Den er ikke kun spinkel og yndig, men har også en umiskendelig fransk sensibilitet
Månen over kirsebærtræerne. Instruktion: Naomi Kawase. Medvirkende: Masatoshi Nagase, Kirin Kiki, m.fl. Varighed: 113 min.
Det til trods for at filmen tydeligt foregår i en japansk by, komplet med kirsebærtræer og dorayaki-sælgere.
Filmens hovedrolleindehaver Sentarô (Masatoshi Nagase) bestyrer netop en lille dorayaki-bod, der besøges af de lokale beboere og forbipasserende piger på vej til skole, der stopper forbi for at få en af de små pandekager med sødt bønnefyld.
Sentarô er en ung mand, der aldrig ønskede at leve af at lave doriyaki, men han skyldte penge væk, som bodens ejer betalte for ham. Derfor er han nu bundet til sit liv som pandekage-vender som betaling for sin gæld.
Sentarô brokker sig ikke over loddet livet har tildelt ham, og sætter ligefrem en dyd i at skabe de bedste dorayaki han kan.
En dag kommer den 70-årige kvinde, Tokue (Kirin Kiki), forbi boden og spørger om hun må arbejde for Sentarô. Først afviser han venligt den spinkle og aldrende dame, men hendes vedholdenhed og forståelse for at lave vidunderligt sødt bønnefyld, gør hende umulig at modstå. Snart vrimler den lille dorayaki-bod med kunder, imens Tokue og Sentarôs venskab styrkes. De finder en tredje fælle i pigen Wakana (Kyara Uchida), der er stamgæst i boden, og som hver dag tager de mislykkede dorayaki med hjem.
Hendes mor lader hende ikke gå i skole, så i stedet planlægger hun at løbe hjemmefra med sin gule undulat.
De tre skæve eksistenser knytter tætte bånd, og deler langsomt deres hemmeligheder med hinanden.
Som sagt, har instruktøren Naomi Kawase med ’Månen over kirsebærtræerne’ skabt en spinkel film.
Handlingen er skrabet ned til det absolutte minimum for hvad et drama kan bære. Kun pletvis får vi viden om karakterernes baghistorie, eller hvor plottet er på vej hen, men det klæder filmen. Det adstadige tempo afspejles i kameraets dvælende bevægelser, og den sans for detaljer, der både finder sted i madlavningen og på filmens billedside.
Denne sparsomhed giver rum til at forstå den perfektion Tokue lægger i sine dorayaki, og de følelser karakterne gennemgår.
Det er tydeligt at filmens manuskript er baseret på en bog – i dette tilfælde af forfatteren Durian Sukegawa. Der er noget litterært over filmens opbygning, og forfatterens hånd er tydelig gennem hver udtalt sætning.
Det er svært at bedømme præcis hvad filmen vil med den ikke-historie den fortæller.
Den er til tider så hverdagslig, at man helt glemmer hvor plottet er på vej hen På en måde er det befriende i lyset af biografernes andre tilbud, der alt for ofte er fyldt til randen med plot, visuelle effekter og overspillet drama. I ’Månen over kirsebærtræerne’ kan man flygte fra hverdagslivets bombardementer, og lade sig falde hen i en roligere tilværelse.
MERE OM DETTE EMNE:
