Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Martslysene i Nordhavn

louiseForåret er på trapperne og med det også lyset. Og lyset i Nordhavn – eller i det hele tage på de nordlige breddegrader og ved vandet – har et særligt spil; Netop nu: Som en forårsmelodi; Watermusic; I havnen, på molen, ved kysten.

Lys over land og over vand! For det lysner så sandelig hernede – på mange fronter; Vejrliget selvfølgelig – og ikke mindst på den arkitektoniske og kirkelige front. 

Under den ærefulde titel:  ” World Capital of Architecture” eller ”Arkitekturhovedstad 2023” er København i år sat på verdenskortet. Det er UNESCO, som er FN´s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab og den internationale arkitektforening UIA, som har peget på vores by – med det for øje at belyse, hvordan arkitektur kan bidrage til løsninger på nogle af tidens største udfordringer. I den forbindelse er der åbnet for et væld af aktiviteter og udstillinger. Også i Nordhavn. 

Og festivalprogrammet, der løber af stablen hele året, er spækket med events, debatter og ture – ja, alt hvad hjertet kan begære. 

At alt dette så falder sammen med den store Danmarkshistoriske og kirkehistoriske begivenhed om Nordhavns midlertidige, mobile lille kirke, som skal ligge på en grund i Fiskerihavnen – er bare endnu et lyspunkt.

Den åbne konkurrence om Danmarks første ”tiny church”  havde deadline i januar, og såvel menighedsråd, provsti, Kirkefondet og rådgivende arkitekter blev nærmest væltet omkuld, da forslagene tikkede ind; Fra hele verden. 

I alt 105 kreative arkitektoniske bud på, hvad fremtidens kirke er, og hvordan den kan se ud. Det er stort. Virkelig rørende. Og overvældende; På en og samme tid.  Alle bidragydere har lagt timer og ikke mindst tanker – store tanker, nye tanker, lysende tanker  – i den lille kirke. 

Et af kriterierne har været at implementere og spejle et bibelsk citat eller sentens, et salmevers eller anden lyrik i kirkebygningen, så ingen forbipasserende skal være i tvivl om, at det er en kirke. Kristendommens værdigrund – eller dele af den – skal altså gerne kunne afkodes i selve arkitekturen. Dette er der givet mange fine og synlige bud på. I sig selv ret så fantastisk; At en bibelsk brise sådan kan flettes ind i en bygning, og dermed væves sammen med vores liv. 

Efter mange timers minutiøse granskning og fordybelse har den nedsatte dommerkomite, som jeg også er en del af, gennemgået samtlige forslag. 

Det har været en berigende proces, hvor fagfolk fra arkitekturens og teologiens verden har mødtes og udvekslet meninger og dermed forsøgt at se ind i fremtidens kirke – og få kastet lys over, hvad det i det hele taget vil sige at være kirke anno 2023. 

Og forleden blev vinderen så valgt.  Med 1. præmien følger 100.000 kr. og ikke mindst æren; Altså det at kunne skrive sig ind i kirkehistorien og Danmarkshistorien. 

To gode og anderledes bud på en tiny church får hver især også en pengegave. Jeg forestiller mig, at der med tiden vil være interesse for sådanne kirker rundt omkring i landet, og at vores tiny church i Nordhavn dermed bliver forgangskirke.

Offentliggørelsen af vinderprojektet ”Tiny Church i Nordhavn” finder sted torsdag den 7. marts kl. 14.00- 16.00 i Hans Egedes kirke, der jo er det store sogns eneste kirke pt. Ceremonien, der er åben for alle, begynder i kirken, i Vardegade, hvor der vil være taler, og hvor afsløringen af vinderen vil foregå.

Derefter er der reception, hvor det vil være muligt at se tegningen af den kommende tiny church og alle de øvrige interessante forslag, enten i plancheudgave eller som diasshow. Jo, – der er til et helt katalog. En samling originale, smukke, skæve og tankevækkende bud. 

Alle er de vel en form for små frø og spirer, – som i princippet vil kunne lægges i og på jorden et andet sted – og opfylde og udfylde det værdigrundlag, som en kirke skal byde ind med og åbne for.  Med andre ord: være lyspunkter for mennesker. 

I både sorg og glæde. Være pejlemærker i et landskab, hvor vi ind imellem har brug for at blive favnet. Næstekærligt. Hvor vi kan søge nærvær, ro eller fællesskab. Og hurra for det!

 Ikke alle forslag kan – selvsagt – blive realiseret og sat i søen; Desværre. I Nordhavns Fiskerihavn er der kun plads til én tiny church; Og det kan vi vel være stolte af. Og taknemmelige for. Og den står – forhåbentligt – færdig og brugbar inden længe; Så den kan være endnu et lys herude – og bidrage til fællesskabet, være fællesskabsskabende – være dét en kirke skal være – og altid har været – og på ny. 

I det lys – og med det lys forude – går vi nu foråret i møde. 

Close

Translate »