Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

May The Force be with me? Please?

louiseAlt mit håb er knyttet til zen i et sidste, desperat forsøg på at skabe rolige rammer

• Nå men, så har jeg kigget på noget zen. Og noget mindfullness. Og en smule buddhisme. Jeg har læst om at ændre negative tankesæt og rydde op i hovedet. Og om at trække vejret på den rigtige måde. Alle ting, der skulle hjælpe til at få styr på sig selv og ens interaktion med omgivelserne. Øget bevidsthed giver øget ro, som giver øget overblik, og jeg blev vældigt tiltrukket af det, jeg læste. Som for eksempel: ’Få en fredfyldt start på dagen.’ Eller: ’Tag kontrollen over dit liv.’ Ih ja tak, mægtig gerne! Hvor skal jeg puste ud henne? Man bliver nemlig ikke så lidt træt, i længden, når rammerne omkring ens hverdag udgøres af utjekket kaos og manglende normalhed. Så de skal være så hjerteligt velkomne, de der Ro og Overblik. For slet ikke at tale om at ’give slip’ på såvel negative tanker som på omstændigheder, man alligevel ikke kan kontrollere.

Lige det sidste koncept ville jeg gerne have læst om tidligere. Kan tænkes at jeg i så fald havde haft det knap så skidt over en lille happening, der fandt sted herhjemme forrige weekend, hvor jeg gik ud fra, at teenage-pode var hos sin far. Det var han i princippet også. Lige bortset fra, at søn havde hængt ud med venner i nabolaget og åbenbart havde glemt sin mobiloplader her på matriklen. Og derfor, ud på de små nattetimer, lige smuttede indenfor. Havde overvægtige chihuahua gøet som en sindssyg – som den plejer – ville meget være gået anderledes. Men netop denne ene nat, hvor hysteriske bjæf for en gangs skyld ville have været lige i skabet, sov åndssvage hund som en sten. Og netop denne ene nat havde jeg selv og kæresten ikke fortrukket til soveværelset, men holdt vores egen, lille voksenfest i stuen. Som teenager derfor nåede at få et ganske tydeligt indblik i, før han resolut kiggede ind i væggen og holdt sit blik der, indtil han havde fundet det, han kom efter og dybt traumatiseret tog afsted igen. At kalde hele scenen for ’akavet’ svarer til at beskrive Mount Everest som ’ret højt.’

Noget zen ville have hjulpet, er jeg overbevist om: Så kunne jeg have ændret min shit-shit-shit-shit-shit-shit-shit-shit! følelse til en mere positiv tankerække. Noget i retning af: Det-var-bare-uheldige-omstændigheder-ingen-kan-bebrejdes-og-hold-da-op-så-har-man-også-prøvet-det-sørme-en-ny-og-anderledes-oplevelse-den-kan-man-sikkert-lære-en-masse-af.
På samme måde ville erfaring med dyb vejrtrækning og accept af tingene også have været rart ved en anden lejlighed. Nemlig en morgen, hvor jeg havde åbnet døren kun iført dyne og med hysterisk hund i armene, fordi jeg troede, det var posten, der ringede på. Men hvor det viste sig at være to mandlige Jehovas Vidner, der slet ikke fik fortalt mig om Guds godhed, men kun fik mumlet, at de ville komme igen en anden dag. Episoden fik mig til at gå i selvsving af ren og skær pinlighed over mig selv. (Jeg er også ret sikker på, at de sendte mig onde øjne.)

Nu må jeg heller ikke glemme at nævne stilheden. Den dyrebare, som al zen tager udgangspunkt i: Start dagen i stilhed, find et stille sted, hvor du kan lukke øjnene og kun mærke stilheden (gerne et kvarter hver dag), lyt til din indre stilhed og så videre. Det lyder fuldstændig vidunderligt, det gør det virkelig, og jeg har kun et enkelt spørgsmål: Hvor går alle disse stille mennesker hen? Er der en særlig klub? Personligt kan jeg ikke finde et eneste sted på matriklen, hvor jeg ikke kan høre enten fugleskræp, hundehyl eller børn, der kalder, altid mindst to ad gangen, så hvis der er et Stillecenter i nærheden, vil jeg meget gerne vide det.

Tilsyneladende er stilhed nemlig én af de uundgåelige, hvis man vil have mere styr på sig selv og sit liv – og mennesker, der lever det mindfullske, mediterende, dybt vejrtrækkende liv har bare mere ro. Hvis jeg altså har forstået det rigtigt: Jo mere rolig og forankret man er i sig selv, des mindre kaos opstår der. Eller hvad? Jeg kan nemlig godt se, hvordan hele zen genren kan hjælpe til at bevare roen i pressede situationer, men . . . kan man også påvirke de ting, der sker? Hvis man nu har mediteret dagligt i en periode, knækker hele viskerdelen på bilens vinduesvisker så ikke, mens man kører? Hvis det sker alligevel, kan man så visualisere den fast igen? (I stedet for at vikle hele anordningen ind i gaffa.)
Og hvis jeg, eksempelvis, udelukkende havde tænkt smukke tanker om andre mennesker, ville jeg så ikke havne i en situation, hvor en dyrlæge spørger, om jeg har zinksalve derhjemme? (Den slags er nemlig alletiders at smøre med, når hund har ondt i nummi efter tre dages non-stop tyndskid.) Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvordan tingene havde set ud, hvis jeg havde levet mit foreløbige voksenliv med lidt mere Buddha-ro og lidt mindre rabalder. Men jeg har skam tænkt mig at prøve: Jævnligt vil jeg trække vejret dybt, lukke øjnene og tænke gode, lyse tanker, som forhåbentlig også vil påvirke mine omgivelser i en rolig retning.
Og hvis det ikke virker, kan man altid tænke, ’fuck it’ og gå ud i haven med en smøg.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Close

Translate »