Så er der snart Metallica aften på Nordsø Records. Tre af metal-musikkens allerstørste albums fra 80’erne er i fokus, når producer og lydtekniker Flemming Rasmussen samt forfatter og musiker Thomas Vilhelm stiller skarpt på gigantiske Metallica.
I 2023 var det 40 år siden, Metallicas trommeslager Lars Ulrich kontaktede lydstudiet Sweet Silence og producer Flemming Rasmussen for at spørge om priser og muligheder for at indspille deres andet album i København, mens de turnerede i Europa.
I starten af 80’erne vidste Flemming Rasmussen så godt som intet om Lars Ulrich og den amerikanske trash metal kvartet fra Californien, men det kom han til.
Samarbejdet mellem Metallica og Rasmussen resulterede i albumudgivelserne ‘Ride The Lightning’ (1984), ‘Master of Puppets’ (1986) og ‘… And Justice for All’ (1988). Alle tre albums, som stadig nyder klassikerstatus indenfor genren. Dertil kommer diverse maxisingler og mini cd’en ‘Live At Wembley Stadium London, April 20th 1992’.
På tirsdag 26. november kan du høre mere om samarbejdet, når Flemming Rasmussen fortæller sammen med Thomas Vilhelm. De to står bag bogen ‘Rock & stjernestøv – historier fra Sweet Silence-studiet gennem 45 år’, der blev udgivet af Forlaget Momenta i 2021.
Flemming Rasmussen er i dag en af stifterne af Nordsø Records på Nordsøvej i Nordhavn. Nordsø Records presser vinylplader, har pladebutik og afholder events.
Program tirsdag den 26. november. 18.00 Dørerne åbner og du kan se hvordan vi presser grammofonplader. 18.30 Vi lukker for pressemaskinerne. 19.00 Flemming og Thomas går på scenen. 21.00 Hygge og mulighed for at gøre en god handel på Hi-fi og grammofonplader. 22.00 Hjem med gode historier. Pris: Kr. 295,00 inkl. et glas vin eller en øl/vand. Køb billet her