Planlægningen af to nye metrostationer i Ydre Nordhavn er i gang. Metroselskabet har prækvalificeret tre teams til at give deres tilbud på den nye metrostrækning.
M4-linjen i Nordhavn skal have med to nye stationer i hhv. byudviklingsområdet Levantkaj og det fremtidige centrum i Ydre Nordhavn. De to nye stationer med de foreløbige navne v/Levantkaj og v/Nordhavn C (ved Tunnelfabrikken) er planlagt som en 1,6 km højbane som en fortsættelse af M4-linjen fra Orientkaj Station.
Når linjen står færdig, får passagererne til og fra Ydre Nordhavn direkte adgang mellem de indre bydele og flere større trafikknudepunkter med en rejsetid på ca. 7 min. fra endestationen v/Nordhavn C til Østerport – og ca. 14 min til København H.

Metroselskabet har valgt at prækvalificere tre teams, som deltager i konkurrencen om at designe og bygge den nye udvidelse af linjen. De tre entreprenører med teams er:
- Acciona Construcción, S.A. med Acciona Engineering, Niras, Egis Rail samt Weston Williamson + Partners
- M.J. Eriksson A/S med LM BYG, Bravida, Artelia, C.F. Møller samt BIG,
- MT Højgaard Danmark A/S Rambøll samt Cobe.
”Med M4 til Ydre Nordhavn benytter vi os af en for Metroselskabet ny kontraktmodel, hvor vi gennem et tidligt samarbejde med entreprenøren får bedre mulighed for bringe dennes erfaringer og kompetencer i spil i håb om at skabe innovative og bæredygtige løsninger, som kan bidrage til at reducere CO2-aftrykket i forhold til tidligere metroprojekter”, siger direktør i Metroselskabet Rebekka Nymark.
Vinderen af udbuddet forventes at blive fundet i efteråret 2025. Derefter følger en designfase og miljøkonsekvensvurderingen. Selve byggeriet forventes påbegyndt i 2027, og målet er, at de nye stationer åbner for passagerer i 2030.
M4 til stationerne Nordhavn og Orientkaj åbnede i marts 2020 som en afgrening af M3 Cityringen. I 2024 åbnede forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby med fem nye stationer.
.