Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Mord, humor og amerikansk kernehistorie

filmScorsese har endnu engang begået en gangsterfilm fuld af karakter, miljømættet stemning og så meget suspense, at man bliver ved til det sidste. Hele 3,5 timer.

5stjernerTitel: The Irishman. Instruktør: Martin Scorsese. Skuespillere: Al Pacino, Robert de Niro, Joe Pesci, Ray Romano. Varighed: 209 minutter. Premiere: 27. november på Netflix.

“Ved du, hvad det vil sige at male mure?” spørger filmens hovedperson, irsk-amerikaneren Frank Sheeran, spillet af Robert de Niro, der tidligere har arbejdet sammen med Martin Scorsese i mesterværker som Taxi Driver og Goodfellas.

Han sidder på et plejehjem omkring årtusindskiftet og husker sin lange, hektiske livshistorie som lejemorder, der begyndte i slutningen af 50’erne, da han levede i en kernefamilie og kørte lastbil.

Det er Scorsese classic. Vi får opbygget baggrundshistorien for venskabet mellem lastbilchaufføren og de mafiabosser, der bliver hans nye venner. Spillet af gamle kendinge som Harvey Keitel og Joe Pesci, og I ved; en opgave her, en opgave der, og pludselig er den ærgerrige lastbilchauffør blevet lejemorder for den udadtil godmodige Russell Bufalino (Pesci).

Interessant er de alle gjort yngre ved hjælp af computerteknologi. Det kan man vælge at grine af, når ansigtsmimikken hos Robert de Niro forsvinder som hos en aldrende poptøs med botox, men bærer man over med den slags, er det et fantastisk gensyn med gamle stjerner, der fører en tilbage i amerikansk historie. 

Til særligt 50’erne, 60’erne og 70’erne. Med fagforeninger styret af mafiaen, valgresultater styret af mafiaen og mordet på JFK iscenesat af mafiaen. For meget er sort. Humoren er sort, jakkesættene er sorte, og pengene er sorte. Fagforeninger, gangstere og politikere er afhængige af hinanden i en grad, så Scorsese giver et meget dunkelt syn på, hvad Amerika i virkeligheden er lavet af.

FIlmen bygger på 70’er-bogen I Heard You Paint Houses om en lejemorders møde med Bufalino-familien, med historiske postulater om hvem der dræbte hvem, og fortællingen handler egentlig om fagforeningslederen Jimmy Hoffa, der blev skudt i 1975. Hoffa, der er spillet til en guldmedalje af Al Pacino og egentlig er filmens stjerne, havde hænderne dybt nede i mafiaens penge, og det betød, at han hyrer Frank Sheeran til at beskytte sig. 

Martin Scorsese er kendt for karakterdrevne frem for plotdrevne film, hans visuelle stil er mørk som en krimi noir, men med et tydeligt personligt aftryk som voice over og lange, insisterende scener.

Det er dermed ikke plottet, for eksempel om Hoffa overlever, der er interessant, men karakteristikken af den temperamentsfulde Hoffa og hans smuldrende forhold til gangsterne, ordensmagten og befolkningens tillid.

Hoffas kompromisløse personlighed bliver hans skæbne. Al Pacino brillerer i humoristiske scener, når han slås med de bare næver og giver hidsige monologer om, at folk skal komme til tiden. Eller når han arrogant omtaler en af de italienske gangstere: “Tony, Tony, hvem Tony, de hedder alle sammen Tony.”

Humoren minder om Tarantinos sorte komik, og i mellem dialogerne skal der plaffes ned, og det står Frank Sheeran for. Han er psykopat til det sidste, man ser ham stige i graderne, få berømte venner og ny kone. Men forholdet til datteren knager. Lærer han nogensinde at forstå konsekvenserne af sine handlinger?

Hvor Godfather-filmene er blevet beskyldt for at romantisere gangsterlivet, kan man ikke sige det samme her. Ingen publikummer ønsker at lide samme skæbne som Frank, som den han lider i livets sidste mange år.

Filmen gik kun kortvarigt i biograferne, men kan ses på Netflix.

Close

Translate »