Kammerspillet Mother! stikker af fra sin nervepirrende fortælling med for tykke symboler, for meget larm og en zombielignende invasion
Titel: Mother! Instruktør: Darren Aronofsky. Medvirkende: Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Ed Harris, Michelle Pfeiffer. Varighed: 121 minutter. Premiere: 14. september
• Vi ender desværre i symbolernes overdrev.
Filmen begynder ellers som en spændstig thriller, et kammerspil fuld af suspence, hvor musikken er skrottet til fordel for lyden af skrubben på gulvbrædder og klirrende porcelæn. Jennifer Lawrence er fremragende i rollen som smuk ung muse, der netop er flyttet sammen med en ældre berømt forfatter spillet overbevisende af den spanske førsteelsker Javier Bardem. Ingen i filmen har navne.
Deres hus er et stort palæ midt i ingenting. Hun har sat sig for at male og dekorere hver en væg, hvert et loft, og være ham og hans kunst hengiven. Hun vil skabe et paradis, fortæller hun mytisk.
Stilheden er nervepirrende, og snart ringer det på døren. Parret får besøg af ukendte gæster. En ældre, dødsyg fan, spillet af Ed Harris, og hans provokerende diva af en kone, altid betagende Michelle Pfeiffer. Han byder dem velkommen, tilbyder ugelang husly. Selvom de dominerer huset. Hun er skeptisk og direkte angst for deres nye gæster. Roterende kameraer viser elegant hendes mentale skøbelighed. Symboliserer sindssyge.
Palæets muse kan ikke klare den nye uorden, smider dem ud af huset, men det laver forfatteren om på. Han skal bruge dem som inspiration. Så han kan skrive kunst igen.
Snart kommer gæsternes to sønner på besøg. Det ender i vold, i blod og med en ambulance. Palæets frue bliver kynisk bliver ladt alene tilbage med den ene af brødrene på fri fod uden for huset.
“Sådan ville en mand aldrig gøre. Hvad sker der,” tænker man, og så er det, man forstår. Intet er normalt i Mother! Thrilleren bliver til vulgær kunstfilm, hvor alt er kaos.
New Yorker-instruktøren Darren Aronofsky er i forvejen kendt for lave grænseoverskridende film til masserne. Han slog igennem med den kyniske film om stoffer, Requiem for a Dream, og fik senere fortjent succes med både The Wrestler, Mickey Rourkes comback, og den mystiske horror Black Swan.
Nu er han taget det kunstneriske skridt videre. Og – desværre – ud over kanten. Da der midtvejs i filmen synes ro på, og husets frue er blevet gravid, kollapser alt. Den rugende mors tilværelse (hvem husker ikke mesterværket Rosemary’s baby) såvel som filmen.
Horder af forfatterens fans invaderer huset. Han byder dem velkommen, lader dem tage for sig af huset, stjæle og rasere. Palæet forvandles til en stor krigszone, en eksplolsion af larm, til man føler sig midt i et overdrevet apokalyptisk zombiespil. Eller midt i en splatterfilm på teenageværelset.
Symboler bliver overdrevent overgearede. Til dommedag, Abel og Kain og bibelske ofringer. Et blødende sår i guldbrædderne ligner en stor vagina. Kælderens hemmelige rum, med en kvækkende frø, er nedturen, underbevidsheden. Palæet kan ses som skaberværket.
Tolkninger står frit for. Det handler om magt i parforholdet, det handler om at føde et barn, men filmen handler nok mere om kunstnerens gudsbenådede ret til at udøve vanvittige, groteske værker til det ypperste, og så må partneren ellers ofre alt.
Desværre bliver filmen penslet alt for tykt.
Tre andre filmkældre, der symboliserer nedtur
(Vi advarer mod spoilers) Kælderen bliver ofte brugt i thrillere, gysere og andet uhygge. Det sker i Alene Hjemme, i Psycho, i Inglorious Bastards, i Notorious og mange flere klassikere. Kælderen kan ses som et symbol på underbevidstheden, sindets hemmeligheder, drifter, ondskab, den dybeste afgrund. Her er tre uomgængelige filmkældre:
Ondskabens Øjne (1991)
Clarice Starling (Jodie Foster) jagter skurken Buffalo Bill til hans kælder. Med hjælp fra massemorderen Hannibal Lecter.
Kun gennem hans mørke tanker, kan hun komme helt, helt ned i den mørke afgrund for at konfrontere ondskaben selv.
Fight Club (1999)
Øverst oppe i skyskraberen arbejder filmens fortæller, spillet af Edward Norton, på et kontorlandskab. Det er hans overjeg, hans samvittighed. Men i en kælderbule slås hans alter ego. En dag går det op for ham, at han er skizofren. David Finchers film kritiserer det retskafne forbrugersamfund, og hvad uforløste, skjulte hæmninger kan føre til.
Olsen-banden ser rødt (1976)
I en ikonisk scene er Egon Olsen (Ove Sprogøe) muret inde i en slotskælder. Selvfølgelig med cigar i munden. Ligesom i fængslet er det i de mørkeste afkroge, at Egon Olsen er skarpest. Her er han befriet fra samfundets moral og overjeg. Da han bliver muret ude, siger han tørt: “Jeg har en plan.”
