Klumme af Louise Raaschou
Voksen fornuft var fraværende, da Teen bad om tilladelse til kæmpefest. Er i stedet ved at evakuere matrikel.
Jeg går lidt nostalgisk rundt i disse dage og siger farvel. Til mine vægge og gulve og til mit indbo. Klapper køkkenbordpladen, som ganske vist har set bedre dage, men som dog er uden rødvinsskjolder og brændemærker. Endnu. Aer sofaen, som er kommet helskindet igennem både flytning og adskillige år på matriklen.
Jeg overvejer, om det snart er sidste gang, jeg vander den store plante i hjørnet. Eller tænder væglampen, som hænger lidt skrøbeligt og derfor næppe vil overleve den forestående happening. Og jeg overvejer – ikke mindst – om jeg er komplet idiot. Ældste pode vil nemlig gerne holde en stor, attenårs fødselsdag for vennerne, og han mener alle vennerne: De gamle fra folkeskolen, de fede fra efterskolen samt gutter og gutinder fra aktuelle gymnasieklasse. Og jeg har sagt ja. Jeg er pinligt bevidst om, at et gilde med en horde af attenårige, kunne have været forhindret.
Selvfølgelig kunne det det. Et nej fra et enkelt fornuftsmenneske, måske en voksen, havde været tilstrækkeligt. Desværre kunne husstand ikke mønstre sådan en, og derfor indprenter jeg mig nu mit hjem, inklusive mindebevarende fotos. Jeg ved nemlig udmærket, hvad en sværm af næsten-voksne individer kan gøre ved indretningen, jeg behøver blot at huske tilbage. (Hvis min mor læser med her: Jeg har altså sagt undskyld . . .)
Det var i midt firserne, og min mor var rasende. Slappe-da-lige-lidt-af, tænkte jeg dengang. Som om verden gik under, bare fordi man havde benyttet sig af de voksnes fravær og holdt en lille komsammen. For jeg var seksten år gammel og ville hellere brække en arm på langs end indrømme noget som helst; og da slet ikke, at den ’lille komsammen’ var løbet løbsk og havde udviklet sig til en abefest af hidtil usete proportioner: For eksempel havde nogen slæbt naboens havelåge ind i stuen. Her lå den på gulvet ved siden af vejens navneskilt, som var af metal, og som jeg den dag i dag stadig ikke fatter, at mine sjove jævnaldrende overhovedet kunne brække af.
Min mors og papfars seng var sunket sammen, idet madrassen ikke længere kunne holdes oppe af knækkede trælameller. Heldigvis var spisebordets træben mere solide og derfor stadig intakte. I stedet var de ligesom gået i spagat, alle fire, så spisebord var blevet meget, meget lavt spisebord. Gulvhøjde, faktisk.
Lykkeligvis bemærkede ingen, at jeg havde sænket et vægtæppe tyve centimeter for at dække over en skade. (Først flere år senere, da familien flyttede, opdagede min mor det relativt store hul i væggen.) Endelig var der uden tvivl alle de andre ting, som mit unge jeg ikke skænkede en tanke: De tomme flasker i haven. De nedtrådte chips og skod på gulvet. Pytterne af øl og vin. Pytterne af opkast. Fyren, som blev fundet sovende på badeværelset med gulvvægten som hovedpude. Den slags. No wonder, at min mor havde vredesfråde om munden.
Jeg vil også gerne, helt officielt, beklage overfor mine to, yngre søstre, der gennem hele deres opvækst aldrig – aldrig – nogensinde fik lov til at være alene hjemme. Skulle forældre være væk, blev hus aflåst og piger sendt til overnatning andetsteds. Uden ekstra nøgle. Det er jeg sgu’ ked af, Sissers. Virkelig.
Men trods alt kunne min mor da brokke sig i sin vennekreds over møgungen, der havde raseret huset. Jeg ser ikke mig selv med de samme muligheder:
”. . . og gulvene ligner jeg ved ikke hvad, alle pigerne har haft sylespidse hæle. Der er kun to, intakte krus tilbage, elkedlen virker heller ikke mere, fordi nogen har kogt gin&tonics i den, jeg finder stadig små glasskår i vasketøjskurven, og det er umuligt at få fodsporene vasket af væggene.”
” Det er løgn! Jeg ville være blevet fuldstændig rasende, hvis min søn havde holdt kæmpefest uden at jeg vidste det.”
” . . .”
”Hvad? Havde han fået lov??”
”Ahem, hrrmf, mumle, mumle, et eller andet, . . .”
Arj, men altså, jeg bliver jo til grin i samtlige forældresammenhænge i al fremtid! Hvis jeg vil bibeholde bare en snert voksen-respekt, er efterfølgende klager derfor ikke en farbar vej. I stedet har jeg besluttet mig for proaktiv handling og minimering af destruktionsmulighederne.
Således har jeg allerede planlagt en omstændelig evakuering: Aldrende chihuahua ryger i pension den weekend, ellers vil den glamme sig hæs, stressfælde og blive dybt traumatiseret. Det stakkels kræ kan dårligt håndtere flere end fem mennesker på matriklen. Yngste pode ryger til fædrene ophav, mens alt lavet af porcelæn, glas og/ eller keramik ryger i kælderen. Samtlige lamper med glasskærme erstattes midlertidigt af plastik ditto fra IKEA. Vægge strippes for rammer, planter gemmes væk, og badeværelse tømmes for alt på nær toiletpapir og stor pil mod kumme: Kast op her!
Endelig er der mig selv, som på ingen måde må være i nærheden af, eller blive spottet fra, matriklen før engang næste dag. Dermed er plan om i al hemmelighed at hænge ud i kælderen faldet til jorden, men faktisk vil jeg nok også helst være i lykkelig uvidenhed et andet sted. Skal også huske at varsko naboer, eventuelt med et akutnummer, de kan ringe til. Bare ikke mit. Jeg tror, at jeg giver dem et fiktivt nummer. Eller måske min mors. . .
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 18 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve