Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Nabomøde om skybrudstunnel på spidsen af Nordhavn

Skurvognsmøde med information om den nye overløbs- og pumpestation ved Fiskerihavnen. Anlægget skal kunne håndtere 100.000 kubikmeter vand fra hele det nordlige København.

Tirsdag 17. marts havde Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) inviteret  til nabomøde for enden af Kattegatvej. Her var der dugfrisk information om arbejdet med at bygge en ny overløbs- og pumpestation ude på spidsen af Fiskerihavnen. Et arbejde, som lige er startet, og først afsluttes i 2033. 

Siden november 2025 har HOFOR været i gang med at etablere den store byggeplads, som er startskuddet til Svanemøllen Skybrudstunnel. 

Her skal der bygges en 30 meter dyb skakt, hvorfra en tunnelboremaskine bliver sænket ned  for at starte sit arbejde med at bore en tunnel på knap 5 meter i diameter helt frem til Lyngbyvejen inde på land. Tunnelen skal fortsætte i mindre rør flere kilometer længere ind i landet.

Projektleder Christian Adler Svanholm fra HOFOR skal de næste 6 år lede arbejdet med Skybrudstunnelen. “Vi kommer til at rode en del, men i 2033 vil hele området blive genetableret nøjagtigt som det så ud, før vi gik i gang”.

Pramme sejler jorden væk
Jorden som graves ud, transporteres tilbage og op af skakten i Nordhavn, hvorfra den sejles over til Lynetteholm på pramme. 

Det er også i Nordhavn, at de ringe og plader, som skal udgøre tunnelens vægge, bliver fragtet til og sænket ned i tunnelskaten. 

“Der bliver en del trafik, også med betonkanoner. Men heldigvis kan vi klare al jordtransporten værk fra området med pramme i stedet for lastbiler,” forklarede Christian Adler Svanholm.

Skal forebygge oversvømmelser
Formålet med skybrudstunnelen er at undgå oversvømmelser af veje, huse og jernbaner i området fra Østerbro og ind til Utterlsev Mose, Gladsaxe og Gentofte. Her har man i tidens løb haft de største problemer med vandmasser, bl.a. på Lyngbyvej, Lersø Park Allé og Hellerup Station. 

Tunnelen og de tilhørende  skakter vil kunne optage 500.000 kubikmeter vand. Og pumpestationer vil kunne transportere 100.000 kubikmeter vand om året væk fra området. Vandet ledes ud til overløbsværket i Nordhavn. Her fra vil det normalt kunne  pumpes tibage til Svanemøllen Pumpestation, som kan sende det videre til rensning. 

Men hvis hele afløbssytemet er overbelastet, kan det nye værk også pumpe vand ud i Øresund. Det vil maksimalt ske cirka hvert andet år, vurderer HOFOR. 

“Der ikke er tale om kloakvand, men om vand fra veje og tage. Ved et skybrud kan vi dog risikere at  nogle af de gamle kloaker vil løbe over. Men sådan er det også i dag, hvor vi flere gange om året må lukke overløbsvand ud ved Svanemøllen Pumpestation. Det undgår vi helt med den nye tunnel, og udledning af overløbsvand vil falde fra 9-12 gange om året til cirka en gang hvert andet år, ” forklarede Christian. 

Brunt vand ved stranden
Blandt de fremmødte i skurvognen var en beboer fra Strandvænget ved Svanemøllestranden. Hun fortalte, at når der i dag bliver lukket overløbsvand ud ved pumpestationen, så kan det både ses og lugtes, og man kan også møde rotter på stranden. 

“Det er godt at antallet af udledninger bliver meget lavere, og at overløbsvandet ikke udledes foran en offentlig strand, men herude hvor det bliver ført væk af strømmen i Øresund,” sagde flere.

Andre af de fremmødte stillede kritiske spørgsmål til bl.a. støj og naturbeskyttelse. 

HOFOR forsikrer, at der ikke er set nogle grønbrogede tudser der, hvor der nu er lavet byggeplads. Men for en sikkerheds skyld er der sat paddehegn op, så de ikke tudserne ikke sniger sig derind.

Nyt tårn som attraktion
Lige nu foregår anlægget af den dybe skakt ved at inddæmme et område foran Fiskerihavnen med spunsvægge. 

Men når anlægget er færdigt, har HOFOR forpligtet sig til at genetablere hele området som det så ud, før de gik i gang.

“Vi kommer ikke til at ændre kystlinien, og naturområdet herude bliver genoprettet. Dog kommer der et pumpetårn ude på spidsen af odden. Men det bliver beklædt med træfacade og får et udsigtstårn på toppen med fri adgang. På den måde håber vi da, at vi kommer til at bidrage med lidt af en attaktion, når vi forlader området igen”.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »