Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Naturpark eller idrætspark – eller begge dele?

Nordhavn får snart en stor park på størrelse med 65 fodboldbaner. Men hvad skal den indeholde? Nogle ønsker et nyt, uberørt naturområde. Andre vil have plads til boldbaner, skatepark, træningsstationer, løbestier, discgolfbane, havnebad, naturlegeplads, idrætshal – og et bassin til kajakpolo!

Indtil nu har foreningen Nordhavns Naturvenner været hurtigst til at sætte dagsordenen i debatten om det ‘rekreative areal’, som områeet yderst på Ydre Nordhavn forelåbig hedder.

Foreningen har dog hurtigt omdøbt området til Nordhavn Naturpark, og fremlagt en plan for parken – designet af landskabsarkitekt Marianne Levinsen – på 100 hektar. Her vil det eneste byggeri være fugletårne, shelters og en bålplads:

Det skal være en park, hvor du kan få indblik i diversitetens rigdom og udsyn over græsserne og vandet. En park, hvor du kan møde fugle, padder og andet levende i deres mange skikkelser, og hvor du kan glæde dig over de rum, som tilfældige buskadser eller træer danner på sine egne præmisser. En park, som er dejlig blot at være i. Og en park, hvor du kan udfolde dig indenfor de rammer, som naturen giver, skriver Nordhavns Naturvenner.

Københavns Kommune og By & Havn har imidlertid ikke planer om at området skal være på 100 hektar. I den seneste strukturplan for Ydre Nordhavn er det ‘rekreative areal’ på 28 hektar. Det omfatter Nordhavnstippen, som blev fredet forrige år, en del af det store jordopfyldningområde samt en ny halvø foran de to andre området.

Og det er langt fra sikkert, at området kun kommer til at bestå af viber, padder, tårnfalke og orkidéer. For nylig fremlagde partiet Venstre i Borgerrepræsentationen deres egen plan for parken i Nordhavn. Og her er en trediedel af området reserveret til menneskelige aktiviteter. ‘Nordhavn Idrætspark’ skal blandt andet bestå af to boldbaner, en skatepark, udendørs træningsstationer, oplyste løbestier, en discgolfbane, et havnebad, en naturlegeplads, en idrætshal og et bassin til kajakpolo.

Området skal hellere bruges til sport og sunde vaner end en ny Amager Fælled, mener Venstres leder i København, Cecilia Lonning-Skovgaard.
Muligheden for at komme ud og opleve vild natur findes andre steder i og uden for København. Her kan vi lave en helt fantastisk aktivitetspark, uden at tage noget natur fra nogen, siger hun til Politiken.

Planen for Nordhavn Idrætspark er lavet sammen med DGI Storkøbenhavn og flere af hovedstadens idrætsforeninger. Ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard er der stærkt brug for det hele, for man har glemt at tænke idrætslivet ind i udviklingen af Nordhavn, hvor der på sigt skal bo 40.000 mennesker.

Formand for Nordhavnens Naturvenner, Knud Erik Hansen, er også formand for Danmarks Naturfredningsforening i København. Han kalder planerne om en idrætspark for en stor fejltagelse. Han mener at i hvert fald den store halvø, der skal laves ude foran Nordhavnstippen, skal være et naturområde med skov, eng, krat og vådområder.

Den slags natur har københavnerne større glæde af end en discgolfbane og mountainbikestier, mener Knud Erik Hansen.

»Det, der bekymrer mig, når jeg ser på forslaget fra Nordhavnens Naturvenner, er, at det er naturen før mennesker. Det er ikke et område, der inviterer til, at man kan invitere foreningsidrætten indenfor. Det er meget den enkelte, der vil skulle gå ud og bevæge sig rundt på nogle stier«.

Efter planen skal spidsen af Nordhavn være klar som en park i 2024. De politiske beslutninger for området skal tages til næste år. Socialdemokraternes politiske ordfører, Jonas Bjørn Jensen, går efter finde en balance, hvor både idrætsliv og naturelskere bliver glade.
Jeg forestiller mig, at det kan rumme områder med vild natur, hvor der er stille og fredeligt, samtidig med vi kan bruge området til idrætsformål for københavnerne, siger han.

Close

Translate »