Skønhedsreklamernes løfter hører til de allermest urealistiske, men alligevel findes der mennesker, som falder for det. Jeg er et af dem
• Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er nogens våde drøm. Eller for at være specifik: Jeg er tekstforfatternes våde drøm. De der reklametyper, hvis formål det er at sælge diverse skønhedsprodukter til typer som mig, hvis formål det åbenbart er at tro på hvad som helst. For når det gælder reklamer, er jeg seriøst enfoldig. Altså, virkelig, virkelig nem. Der skal bare stå nogle flotte ord, som beskriver nogle fabelagtige egenskaber, så reagerer jeg som Hans og Grethe: ’Novra, hvor er det bare lækkert.’ Ikke den mindste, skeptiske overvejelse – om det nu også er lidt for lækkert til at være sandt – dukker op i mit hoved. Det er simpelthen umuligt for mig at modstå presset, når jeg eksempelvis bliver gjort bekendt med en ny ansigtscreme. Endnu bedre end den sidste, som levererede anti-age-bio-performance-lift-dynamics-boosting – hvilket jo er fantastisk nok i sig selv. Men som om dét ikke var nok, så indeholder den nye oven i købet også elektrolytter og hyaluronsyre-infusion! Og hydroxyprolisilane N! Jeg aner ikke, hvad noget af det er, men det lyder vældigt opstrammende. Effekten er der i hvert fald ingen tvivl om, det kan jeg jo selv læse på krukken:
”Mindsker ethvert alderstegn på få sekunder. Skrev vi mindsker? Vi mente naturligvis udvisker, som i: Fjerner fuldstændigt.”
Min sjæl, hvad vil du dog mere? Selvfølgelig må jeg have dette vidunder. Også selv om jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke har kunnet se de store forandringer i ansigt efter intens brug af den forrige creme. Eller cremen før den. Faktisk kan jeg ikke få øje på nogen forandringer overhovedet. Men de havde jo heller ikke hydrohvaddetnuhedderpfft på listen over ingredienser, sådan som denne helt nye nyskabelse. Og dét vil garanteret gøre hele forskellen: Ikke alene vil aldringsprocessen gå i stå, den vil blive spolet helt tilbage, så jeg igen vil se ud som engang i slutfirserne, bare uden haremsbukserne og det grimme hår.
Dummernik kaldte min far mig indimellem, da jeg var lille. Han ville formulere sig anderledes i dag, hvis han læste det her. Skarpere, sandsynligvis. Og min sunde fornuft ville sandsynligvis give ham ret. Det er den samme fornuft, som nægter at tage del i idiotien, når de lækre ord om de mirakuløse produkter rammer mig, og som derfor lukker ned. Hvilket efterlader en aldeles blank trunte, som kun evner begejstrede hvin, når hun læser om en ny mascara, der samtidig fjerner appelsinhud, fordi den – via det revolutionerende mutant-vitamin QhV654 – skaber en unik forbindelse mellem øjenvipper og røv. Arj, men for helvede, altså, jeg bliver helt pinlig over det; det lyder jo som om, jeg burde have en værge. Dog er det – i det mindste – gået op for mig, at tyve år overhovedet ikke er gået sporløst hen over mit ansigt, mens jeg har brugt diverse mirakelprodukter. Som jeg ellers var blevet lovet. Jeg ser faktisk ud som om, der er gået . . . ja, tyve år. Så mistroen er så småt begyndt at indfinde sig. Desuden er anti-age ikke et helt billigt miljø at bevæge sig i, så jeg har kastet mig over mindre kostbare alternativer: Hjemmelavede skønhedsprodukter!
”Sandsynligvis har du allerede alt det, du skal bruge i køkkenskabet,” som der stod i et af de mange tips og ganske rigtigt: Smelt noget kokosolie, bland det med kaffegrums, groft salt og brun farin, og man har den ultimative ansigts-scrub. Som skam også kan bruges på hele kroppen. Den er vældig lækker, når man gerne vil gå rundt og lugte af Irish Coffee, også i dagtimerne, og hvis man har et badekar – eller bare en stor balje, man kan stå i – er det heller ikke noget problem at bruge den. Bare man er hurtig. Kokosolien forbliver nemlig ikke flydende, men finder ret hurtigt sin oprindelige, faste form og det kan godt svine lidt, når man sådan prøver at tvære store klumper planteolie med diverse sukker og saltkrystaller ud på kroppen. (Kaffegrumset drysser vilkårligt rundt. Eller sætter sig i hår.) Måske er det bare noget, man skal lære, tænker jeg, nye tiltag kræver jo en vis tilvænning. Som den første gang man havde sovet med håret syltet ind i kokosolie, (”ligeså god og lækker som den dyreste hårkur, mindst!”), men desværre havde glemt det næste morgen og derfor også glemte det vigtige tip ’shampoo FØR vand.’ Så lærte man jo dét til næste gang: At kokosolie ellers er rigtig, rigtig svært at få ud af hår. Som derfor ikke bliver blødt og lækkert og skinnende, men står op i fedtede, stive totter, indtil man forsøger at glatte det, hvorefter fedtede, stive totter klistrer til hovedet, ikke på en cool måde, men i en jeg-har-massive-problemer-med-hygiejnen frisure.
Men måske findes der en helt tredje vej mellem produkterne og det hjemmegjorte? I hvert fald er det blevet foreslået, at jeg i stedet kunne skære ned på smøgerne og derudover overveje, om færre otte-timers Tour de Fadøl i byen mon ikke også ville gavne ansigtshuden.
Yeah, right! Dén må de altså længere ud på landet med: Så dum er jeg heller ikke.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.