Cirka 30 deltagere var med til at stifte Netværk Nordhavn på det første møde på Hotel Comwell torsdag 29. februar.
“Og nu er netværket dannet, og det består af jer der sidder her, plus en håndfuld, som ikke kunne være med i dag. Netværket indeholder på nuværende tidspunkt fire årlige møder suppleret af en række særarrangementer, men ellers er det op til jer at bestemme, hvad netværket skal samarbejde om, og hvor tit vi skal mødes.”
Med disse ord erklærede Jesper Koefoed-Melson fra Kulturdistriktet, at Nordhavn har fået sit eget netværk for virksomheder og andre erhvervsdrivende i postnummer 2150. Det skete torsdag 29. februar 2024 klokken cirka 09.45 i et mødelokale på Hotel Comwell Copenhagen Portside i Alexandriagade 1.
Deltagerne ved mødet kom fra mange forskellige virksomheder: Husted Vin, Lomax Maskinudlejning, Nordhus, Pension Danmark, Min Franske Vinimportør, Nordhavn Avis og mange flere.
Ideen om Netværk Nordhavn opstod sidste år på et informationsmøde for mere end 30 virksomheder i Portland Towers. Efterfølgende har en arbejdsgruppe med repræsentanter fra syv virksomheder udviklet formatet til Netværk Nordhavn.
Kulturdistriktet, som har påtaget sig sekretariatsrollen, er kendt i Nordhavn fra events som f.eks. langbordsmiddag og Åben Festival. Mange har vist interesse for at være med, og der er allerede lagt tre virksomhedsbesøg ind i programmet for 2024. Man hvad netværket ellers skal indeholde, er i høj grad op til medlemmerne:
“Netværk Nordhavn forener virksomheder i en fælles interesse om at udvikle Nordhavn til en attraktiv bydel. Det er i netværk, partnerskaber og samarbejder, at vi kan opnå resultater og synergier, og ambitionsniveauet sætter vi sammen,” sagde Jesper Koefoed-Melson bl.a.
På mødet var Sophie Bruun inviteret til at holde oplæg. Hun er sekretariatsleder for Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) og fortalte hvordan virksomhederne i Ørestad har organiseret deres netværk, og hvordan de samarbejder om innovation, vidensdeling og partnerskaber.
“Nordhavn har brug for at tale med én stemme i mange sammenhænge, og vi kan som virksomheder hjælpe hinanden med at få løst de mange praktiske og logistiske udfordringer, der er i en bydel som er ved at blive bygget hele tiden,” sagde hoteldirektør Chren Villadsen fra Comwell.
I løbet af foråret vil der f.eks. være vinsmagning på Centralen i Århusgade, og næste virksomhedsbesøg i netværket er i juni, hvor medlemmer skal på rundvisning i BIG’s nye hovedkontor på Sundmolen.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve